Liza Marklund: Nobels testamente

Krimi, Roman

I påsken har jeg været på besøg hos mine forældre i Midtjylland. Jeg fløj indenrigs og havde en ny bog med, som jeg havde købt: Olav Hergels “Indvandreren”. Da jeg satte mig i flyet, åbnede jeg min taske. Der lugtede lidt af rådden pære, tænkte jeg. En kuglepen havde boret sig ind i en lidt blød frugt, og siden havde jeg rystet godt med tasken (trykke lidt, når mange mennesker skal ud af toget i Kastrup, ruske lidt, mens man løber efter indenrigsbussen, op på et bånd og scannes og på igen med tasken). Resultatet var en pæreformet mærke på bogens side – med lidt lunken pæremos ind imellem de midterste hundrede sider. Jeg brugte fire-fem papirlommetørklæder til omhyggeligt at tørre pære af alle siderne, satte bogen i nettet foran mig, og så var vi jo stort set i Karup.  Af sti af sted og hjem til flæskesteg med rødkål, asier og rysteribs, og da mørket stille faldt på over Thorning, gik det op for mig, jeg havde glemt min bog.

Så i påsken har jeg været i min fars krimisamling og læst mig igennem medicinalfusk, molotovcocktails, bandende amerikansk lejemorder med dæknavnet Kattekillingen og hede dagdrømme om Konkurrentens lækre reporter Bosse. Jeg var meget opslugt af det.