Liv Nimand Duvå: Rosenreglen

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, Sponsoreret indhold
Rosenreglen forside

Liv Nimand Duvå “Rosenreglen”, Gyldendal 2019

♥♥♥♥

“Rosenreglen” er indstillet til Læsernes Bogpris, og det var sådan, jeg stødte på den. Jeg kan som regel lide det meste på den liste, og derfor var bogen et sikkert valg.

Liv Nimand Duvå skriver i en blanding af råt og poetisk sprog, og det lykkes hende at underbygge hovedpersonens opløsning med fragmentariske, drømmende sekvenser, hvor det bliver uklart, hvad der er virkeligt, og hvad der er psykose.

Hovedpersonen Kathrine er 27 år og i bolignød. Derfor flytter hun i kollektiv med sin kæreste, som hun afskyr, og nogle perifere bekendtskaber, som vil det godt for både hende og miljøet, men som ikke rigtigt trænger ind til hende.

Kathrine arbejder på en fotoudstilling med dokumentarisk materiale. Undervejs mens hun undersøger de gamle fotografier, kommer hendes 13-årige jeg hyppigere og hyppigere på besøg, og hendes historie om misbrug, spiseforstyrrelse og selvskade bliver foldet ud, stykke for stykke.

Hændelserne fletter sig ind i 27-årige Kathrines liv, og underlige ting sker i kollektivet. Glas forsvinder, og Kathrines 14-år gamle sår bryder op. Hun oplever det hele i en døs, som noget, der sker uden for hende selv.

Selv om bogens tema er dybt alvorligt, er der små sarkastiske momenter undervejs. Blandt andet blikket på de selvgode kollektivister og deres fællesmøder, og hvordan Kathrine nærmest ved et tilfælde kommer til at lave den lækreste æblemos af nedfaldsæbler, tilsat et skvæt rengøringsmiddel, der giver dem alle madforgiftning i ugevis.

“Rosenreglen” er velskrevet og fortjener bestemt sin indstilling til Læsernes Bogpris. Som vinder af årets pris hepper jeg dog på Kristian Bang Foss’ pletskud “Frank vender hjem”. Mere om den på bloggen snarest.

Jeg har modtaget “Rosenreglen” af Liv Nimand Duvå som et anmeldereksemplar fra Bog&Ide. Bedømmelsen står naturligvis for egen regning.

Læs interview med Duvå om delvist selvbiografiske elementer i romanen.

Erling Jepsen: Biroller

Roman

Helene vil gerne være skuespiller og forestiller sig tit, at hun bliver interviewet eller klappet af på scenen. Nogle gange kommer hun til at lyve lidt, så det passer bedre ind i, hvad andre mennesker tror om hende. Nogle gange kommer hun til det, der er værre. Det gør, at “Biroller” ca. midtvejs får et lidt krimi-agtigt skær, som flere af Erling Jepsens andre bøger. Det gør den læsværdig, selv om resten af historien ikke fanger mig så meget.

Historien bag historien er den om Helene, der har en spiseforstyrrelse, har været misbrugt som barn og nu har et forstyrret forhold til mænd. Og undervejs dukker en manuskriptforfatter ved navn Allan fra Sønderjylland op, og så har vi måske alligevel en flig af Erling Jepsens liv og barndom igen. Jeg kan nu bedre lide de forsagte sønderjyder end den underlige københavnerteaterverden, men det er vel smag og behag.