Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl

Digte

Der er nok aldrig noget, der for mig slår Søren Ulrik Thomsens Det værste og det bedste-digte, men denne lille samling er nu også fin og læsværdig.

Lidt mere i mol, lidt mere af det værste end det bedste.

Et digt, jeg kan lide i al sin melankolske og livsbekræftende underfundighed er det her:

Hvert år på den dato
der tilfældigvis blev din fødselsdag
tager vi toget til Århus
for at besøge din grav
som nu engang er det sted her i verden
hvor du ikke er.
På turen op gennem byen køber vi blomster
og taler som på enhver anden dag
indtil vi står foran stenen.
Og på vej tilbage regner det altid.
Eftersom intet af dette giver mening
og alligevel finder sted
må det være af største betydning.

Det er da fint.

Bonustip #1: I bodegasamlingen “Mens verden venter” siger Søren Ulrik Thomsen disse sande ord om Under Uret: “Man skal vide, at der findes en skummel kælder, hvor man kan gå ned og drikke sig fuld. For hvis lyset skal falde alle vegne, må man selv bære mørket i sig. Og det er ubærligt.”

Bonustip #2: Kig også over på Malenes blog, hvor Søren Ulrik Thomsen forærer et ord.

Reklamer

Skidt begyndt…

Roman

Nogle bøger når man ikke til sidste side af. Her en lille liste over bøger, jeg har bladret, læst næsten, kvart, halvt, stort set ikke i den forgangne tid.

Søren Ulrik Thomsen: Repremiere i mit indre mørke
En ret lækker essaysamling. Jeg gider bare ikke læse essays. Det er meget interessant, at han skriver om Inger Christensen, som han kender og er inspireret af. Også meget interessant læsning om rygepolitik, som jo er klasseeksemplet på, hvor hurtigt man kan vende en kultur. Hvis jeg skulle tage én bog med på en øde ø, skulle det til gengæld være Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Det værste og det bedste”.

Juliane Preisler: Privatpersoner
En god bog at læse op – meget rytmisk, gentagende, mundtligt sprog. Men derfor også hakkende, snublende, monont rytmisk. Jeg blev træt af at læse indad i den form. Det er jo en smagssag. Som bonusinfo kan jeg fortælle, at jeg skrev 1.g-opgave om Juliane Preislers roman “Glas”.

Jan Sonnergaard:  Sidste søndag i oktober
Apropos gymnasiet har jeg som så mange andre i min generation læst Jan Sonnergaards “Radiator”. Særligt novellen om en polterabend, der kommer helt ud af kontrol og ender i vold og mord, har efterladt så stærke billeder, at jeg tænkte, Jan Sonnergaards andre to novellesamlinger skulle have en chance. Men det blev lidt halvhjertet, og jeg blev aldrig rigtig fænget og nåede ikke til samlingen med den ellers så dejlige titel “Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen” (som jeg i øvrigt tit kommer til at tænke på, når jeg ser et indlæg af Per Michael Jeppesen).

Olav Hergel: Indvandreren
Jeg glemte en pæreindsmurt udgave af denne bog i et indenrigsfly, og egentlig var begyndelsen ikke så lovende – et forceret sprog, der alt for gerne ville gennemtrumfe nogle pointer – men den havde potentiale til at blive spændende, så den skal have en chance til. Måske uden nærkontakt med frugt.