Édouard Louis: Færdig med Eddy Belleguele

Biografi, Roman

Eddy BEddy Belleguele vokser op i en lille, nordfransk by, hvor en mand er en mand, og homoseksualitet utænkeligt. Der er bare det ved det, at det lige præcis er det, Eddy er. Han ved det, fra han er barn, men bruger alligevel hele sin barn- og ungdom på at forsøge at bevise det modsatte. Hver morgen siger han til sig selv i spejlet, at i dag skal han være én af de seje drenge. Og hver dag må han skuffe både sig selv og sin familie. Han får rutinemæssigt tæsk i skolen, og hans største bekymring er, at nogen skulle opdage det.

Eduard Louis – man er ikke i tvivl om, at der er selvbiografisk – skriver ærligt, ligefremt, hårdt, pinagtigt og alligevel sært varmt om den uundslippelige landsby, som aldrig, aldrig, aldrig forandrer sig, og som bor i dig, selv om du flytter langt væk.

Vores aftener var centreret omkring busstoppestedet, som var drengenes mødested. Der tilbragte vi aftenerne i læ for vind og vejr. Jeg har en forestilling om, at det altid har været sådan: Teenagedrengene mødtes dér om aftenen for at drikke og diskutere. Min bror og min far hang ud dér, og da jeg vendte tilbage til landsbyen, så jeg drenge dér, som kun var otte år, da jeg rejste derfra. De havde overtaget den plads, som jeg havde haft dér tidligere. Ingenting forandrer sig nogensinde.

Beskrivelserne af landsbyens indspisthed, uviljen over for de kloge, de rige og de kulturelle, snavset i gaderne, fattigdommen, homofobien og fabriksarbejdet hensatte mig gang på gang til en fortælling fra 1960’erne. Og så pludselig en efterhængt sætning: “…mens vi optog det hele på vores mobiltelefoner”, der minder om, at vi er i det 21. århundrede.

Efter jeg har læst bogen, har jeg opdaget, at den har sat gang i debatten om underklassen i Frankrig, og at forfatteren kun er 21 år (se f.eks. artikel fra Politiken her). Det gør den måske mere interessant som kunstværk eller samtidsbillede, men som roman er den rørende og prikkende uanset hvad der er sagt og skrevet om den.

Et ekstra udklip her til at slutte af med:

Da en af vores katte havde fået killinger, så jeg min far smide de nyfødte unger ned i en plasticpose fra supermarkedet og smadre den mod en betonkant, indtil posen fyldtes med blod, og deres miaven holdt op. Jeg så ham skære halsen over på grise i haven og drikke det varme blod, som han samlede for at lave blodpølser (blod på hans læber, hage og t-shirt). Det er det bedste, det er blodet, når det sprøjter lige ud af dyret, mens det dør. Det døende dyrs skrig kunne høres over hele landsbyen, når min far skar halsen over på det.

Av.

Reklamer

Herbjørg Wassmo: Hundrede år

Biografi, Roman

hundredeårEn rigtig norsk slægsroman fra dengang, man var fattig og fangede sild og sad på slagbænke. Man skal kunne lide Herbjørg Wassmos gammeldags skrivestil, men hvis man kan, er man i trygge hænder. Hun er god til at fortælle om mennesker.

Bogen hander om forfatterens mor, bedstemor og oldemor, og oldemoren er født præcis 100 år før Herbjørg Wassmo.

En lille sten i skoen
På en eller anden måde kan man ikke være bekendt at blive irriteret over handlingen, når den tager udgangspunkt i nogens liv. Alligevel bliver jeg lidt lang i ansigtet af, at Herbjørgs egen far omtales som han – altid i kursiv. Vi fornemmer noget incestdrama, men får ikke mere at vide. Det er som om, det trænger sig lidt på i historien, som det meste af tiden (heldigvis) handler om noget helt andet. Det forstyrrede mig.

En anden norsk familiesaga
Jeg har fået bogen af mine svigerbedsteforældre (hvis der er noget, der hedder det…), og samtidig er de begge i gang med at skrive deres egne barndomserindringer. De fanger mig ganske meget mere – især bedstemorens fortællinger fra de norske fjelde, hvor krigen kom tæt på, når hun i to år ikke gik i skole, og når hun i nattens mulm og mørke hentede æg på nabogården. Men dem kan jeg ikke så godt anbefale jer at læse, for de er indtil videre blot private optegnelser over levet liv.

Men måske kan jeg anbefale at man gør det – skriver ned og husker. Min svigerbedstemor er præcis 50 år ældre end mig, men der er sket ganske meget – godt og ondt – siden da.

Jakob Ejersbo: Liberty

Roman

Fem en halv cm høj og 709 sider lang. Liberty er et digert værk, en murstensroman og hvad vi nu ellers kan af klicheer. Bogen foregår over ti år, og det betyder, at den både handler om en dreng, der spiller fodbold med de børn, der nu er i Tanzania uden at skele så meget til hudfarve, og om en ung mand, der er kynisk, desillusioneret og bliver smidt ud af det, han føler, er sit hjemland. Han har snydt for mange venner og brændt lidt rigeligt broer.

Liberty er tredje bog i Jakob Ejersbo Afrika-trilogi, og alle tre bøger foregår på den samme egn i Tanzania, så derfor overlapper en del personer og hændelsesforløb. Nogle vil måske mene, det er lidt for mange, andre at det er det, der gør serien så god; jeg mener lidt begge dele. Denne bog har Christians synsvinkel, og det er vist ikke for meget at sige, at Christian-figuren har et vist antal fællestræk med Jakobs egen barndom. Det er ikke nogen dårlig ting. Det gør, at man også tror på de andre figurer i bogen, fx Marcus, der er bogens anden hovedperson, som brændende ønsker sig en fremtid i Sverige. For nu at citere bogens omslag: “Den hvide vil være sort, den sorte hvid”.

Det er lidt svært at sætte ord på, hvorfor bogen er god. Den fortæller en historie, om et Afrika, som man ikke kan stille noget op med og er også en kynisk fortælling om kolonialisme, der kører i ring. Ikke særlig opmuntrende læsning, men virkeligt godt fortalt.