Sofi Oksanen: Baby Jane

Roman

En del anmeldere er blevet skuffede over Baby Jane, men jeg kunne nu ganske godt lide den! Den er meget simpel og lukket om sig selv i forhold til Sofi Oksanens andre bøger, men ikke dårligere, bare helt anderledes.

Baby Jane foregår i en lejlighed i Helsinki. Her har pigen Piki isoleret sig og forfører forskellige kvinder til at hjælpe sig gennem dagene. Bogen er fortalt af Pikis kæreste, der har sådan en ømhed for den her fallerede natklubstjerne, så vinklen aldrig bliver distanceret, men tværtimod meget skrøbelig-fin og inddragende.

Sammen opretter de to et postordrefirma, der sender brugt undertøj til trængende, købedygtige mænd. Alt sammen for at have råd til øl, lidt mad og antidepressiver.

En stille og rolig roman, hvor der ikke sker så meget, men hvor der er tænkt over hver eneste linje af det, der er skrevet.

Se evt. også, hvad jeg syntes om “Renselse“, som var Sofi Oksanens danske gennembrud.

Reklamer

Sofi Oksanen: Renselse

Roman

Jeg ved intet om kommunisme.

Lidt mere om trafficking. Ikke meget.

Mindre endnu om Estland i de seneste 50-60 år.

Nu ved jeg lidt mere. Og det var ikke engang med vilje. Kender I det, man læser en bog, fordi man vist nok kan genkende titlen, som man måske engang har hørt om? Og så læser man ikke bagpå først, for hvad nu, hvis de afslører det hele. Det gør de som regel.

Renselse er sådan en fin bog, som handler om to estiske kvinder, der møder hinanden, fordi den ene er stukket af fra sin alfons, og den anden har I lang tid gemt en mand bag et skab i stuen.

Den er dybt alvorlig, forfærdende og tankevækkende. Samtidig har den finurlige kapiteltitler som fx “Allide trænger snart til en cigaret” eller “Et pas bærer man i inderlommen på sin jakke” eller “Aliides seng begynder at stinke af løg”.

Den ku man godt tage at læse.