Bøger af Jojo Moyes

Roman

Jeg er efterhånden godt på vej igennem Jojo Moyes’ forfatterskab. I starten modstræbende, fordi jeg ikke havde andet at læse, men nu mere og mere overbevist.

De fleste af hendes bøger er skåret over formularen ‘menneske, der har rod i sin tilværelse, møder andet mennesker, der på en eller anden måde er stakkels, og første menneske gør det til sin mission at redde andet menneske og finder derved mening i sit eget liv og særligt venskabsbånd opstår’. Det er banalt og fyldt med klicheer og er glimrende forlæg for romantiske dramaer på dvd (en af dem har min mands bedstemor uopfordret lånt mig).

Men nu på fjerde bog, kan jeg jo ikke blive ved med at underkende, at hun er dælens dygtig til at drive en fortælling frem, og hun trykker på alle de knapper, der virker. Derfor bliver jeg ved, og derfor har jeg vel sat en slags mål om at læse dem alle sammen.

Indtil videre er det blevet til disse (opdateres løbende):

  • “Mig før dig” – kvinde i farverige strømpebukser bliver handicaphjælper for sur mand, og de bliver forelskede.
  • “Efter dig” – fortsættelsen til den fra før, indebærer bl.a. et barn, ingen kendte til, og en central figur, der hedder Ambulance-Sam.
  • “Stadig mig” – sidste i trilogien, hvor hovedpersonen flytter til New York for at finde hjem til sig selv.
  • “Toner i natten” – violinspillende dame uden forstand på økonomi overtager dødsbo. Først prøver alle at snyde hende, indtil de alle sammen forelsker sig i hende. Heri er to fantastiske bifigurer, der driver en kiosk af et godt hjerte og nedbryder landsbyens fordomme om homoseksuelle.
  • “Det store spring” – pige er overladt til sig selv, finder trøst hos sin hest, indtil den kommer i fare. Så rider hun til Frankrig, mens juradame i kuldsejlet forhold prøver at redde hende.

 

 

Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie

Bøger fra 2017, Roman

En uskyldig familie foregår i Svendborg, hvor tre søskende vokser op hos et par sande 70’er-forældre. Den fortæller historien om, at fri kærlighed og økologisk landbrug også kan have en egoistisk slagside, at børn kan vokse op og føle sig usete og uelskede midt i den altomfattende kærlighed til miljøet, menneskerne og friheden.

De tre børn bliver på hver deres måde en torn i øjet på deres uforstående forældre. Frederik, som vi følger gennem det meste af bogen, bliver børsspekulant, den yngre søster Lene bliver præst, mens den yngste bror Jakob går langsomt i hundene.

En uskyldig familie er en fin og vedkommende Katrine Marie Guldager-roman, som er mindre kompliceret at læse end hendes Køge-krønike.

 

På natbordet lå også…

Jojo Moyes: Toner i natten. Et violin-ejendomsmægler-landsby-kærligheds-drama, hvor den ene side let tager den anden.