Tove Ditlevsen: Barndommens gade

Jeg har en tendens til at være “nutidssnobbet” i mine bogvalg og læser helst romaner, der stadig er varme fra trykpressen. Jeg har måske en forestilling om, at jeg bedst kan identificere mig med personerne i romaner, der er skrevet i min tid – og af kvindelige forfattere på min egen alder. Ikke så djævelsk horisontudvidende, hvis man skulle kigge lidt indad.

Så meget desto mere blev jeg overrasket, indfanget og overvældet af ømhed og power på én gang, da jeg læste Tove Ditlevsens “Barndommens gade”. Hun skriver så hverdagsligt og samtidig poetisk, så man kan slå op på en tilfældig side og læse højt og blive glad over det gedigne håndværk.

Jeg har selv boet på Vesterbro i området omkring Enghave Plads for en kort periode, og det tilføjer en ekstra nysgerrighed over for gadelivet fra Tove Ditlevsens barndom: Vaskekoner, gammelt brød fra bageren tidligt om morgenen, kolde tæer, koks og kyssen i porten.

Vi følger Esters liv fra barn til ung og det helt spæde unge voksenliv. Hun har en sjælden kombination af fandenivoldskhed og sørgmodig ikke-tro på sit værd i livet. Det er som om barndommens gade ikke slipper sit tag i hende, selv om hun flytter væk fra den.

Tænk at den skulle stå 16 år på husets bogreol, før de gode ladies i min kulturklub sagde, at det var tid til at læse Tove Ditlevsen. Tak for det.

Udgivet i 1941 på Forlaget Hasselbach.

Advertisement

Dan Turèll: Mord i rendestenen

Endnu en smuk Turèll-klassiker, afbildet med en død slipseknude-bodega-gamling på forsiden. Vesterbro-miljøet får atter en tur, og “Mord i rendestenen” har alt det, “Mord i mørket” også har.

Jeg har sprunget et par stykker over i serien, fordi det lige er det, boghylden byder på. “Mord i Rodby” klarede jeg for ret præcist otte år siden, da jeg var 14 dage i Marmaris uden for sæsonen med min dengang spritnye kæreste, nu mand.Og vi drømte om en dag at sælge hele samlingen af Dan Turèll-1. udgaver og købe en brugt autocamper. Det var ren, rå lykke.

Dan Turèll: Mord i mørket

Lunt morddrama, fra før krimibølgen lammede Danmark, med alt det rigtige inventar: ‘Den tynde’ og hans håndlangere, en journalistisk anti-helt på mission, redaktør Otzen, der brøler ind i telefonen, og politiinspektør Ehlers, der godt bare snart vil holde weekend. Alt sammen selvfølgelig på gode gamle Vesterbro, før økologiske bagerier og ditto børnetøjsforretninger indtog distriktet.

En mand bliver myrdet i en opgang i Saxogade, snart følger flere mord, og efterforskningen sender os ned i mørke narkohuler og luskede bordeller.

Gode gamle Dan Turèll har en dejlig klichefyldt selvironisk skrivestil, som ingen anden. Her et par bidder at tygge på:

“Jeg sagde, det var meget smukt, hvilket lod til at falde i hans smag. Jeg har aldrig haft svært ved at lyve.

Ikke fordi, på den anden side, jeg nogen sinde har haft svært ved at tale sandhed. Det er bare ligesom med den venstre og den højre hånd: Det er dén man bruger, der bliver mest udviklet.”

Og i samme stil:

“Jeg gik en halv times tid. Ikke fordi jeg var på vej nogen steder hen. Jeg tænkte.

Det er ikke noget jeg tit gør. Det er heller ikke noget jeg er særlig god til. Det er for den sags skyld heller ikke noget, jeg har nogen speciel glæde af. Men det var ligesom om det var oppe i tiden. De ting der fandt sted rundt omkring mig krævede det.

Jeg gjorde mit bedste. Omtrent som en midaldrende mand, hvis kone altid har ordnet husholdningen, men som nu er alene en week-end, for første gang, på grund af hendes lillesøsters bryllup eller hendes mors begravelse, og pludselig skal finde ud af hvor opvaskebørsten ligger. På samme måde prøvede jeg at finde ud af at bruge min hjerne.

‘Mord i mørket’ er Dan Turèlls første krimi, udkommet i 1981.