♥♥♥♥
“Nora” er en gendigtning af Henrik Ibsens klassiker “Et dukkehjem”. Det er en moderne fortolkning placeret i samme tidsalder som Ibsens oprindelige fortælling (slutningen af 1800-tallet).
“Et dukkehjem” er et kammerspil, der foregår i Nora og Helmers stue over nogle få dage. Merete Pryds Helle har i sin fortolkning udfoldet Noras ungdomsliv, mødet med Helmer og deres fælles tur til Italien.
Selv om tids- og kønskritikken af og til er lidt vel tydelig (vi får både “Arternes oprindelse” og “Les fleurs du mal”), er “Nora” en god læseoplevelse, og den gav mig lyst til at læse originalen umiddelbart efter.
“Nora”-figuren bliver foldet ud, og samtidig beholder hun den barnlige, dukkede énstrengethed, som teaterstykket skitserer, og som Nora i den oprindelige historie får øje på og vrider sig løs fra.
Merete Pryds Helle og 90’er-forfatterne
Mit forhold til Merete Pryds Helle er skiftende. Jeg var imponeret og draget af fortællingen om “Nora”. Jeg kedede mig til “Vi kunne alt” og var begejstret for “Folkets skønhed”. Det ligger måske i blandingen af hendes ubetvivleligt tekniske dygtighed, de af og til lidt for tydelige tidsportrætter, der hælder til kliche, og tematikken om kvindens stilling, som er eviggyldig, men også en anelse fortærsket.
Sandsynligvis er jeg alt for hård ved hende. I virkeligheden handler det mest af alt om, at hun minder mig om at fortolke alt liv ud af litteraturen i gymnasiet. Hun hører til de forfattere, der var det store shit, da jeg gik på Katedralskolen i Viborg i 1999-2002. Derfor kan jeg næsten ikke læse hendes navn uden at blive lidt træt.
IBSEN NOR – gendigtninger
“Nora” er en tredjedel af projektet IBSEN NOR, der gendigter Ibsen-klassikere. De to øvrige bidrag er norske Vigdis Hjorths “Henrik” (Hedda Gabler) og svenske Klas Östergrens “Hilde” (Hilde Wangel).
Ordtryk 