Christian Jungersen: Du kan alt

Christian Jungersen er blandt mine yndlingsforfattere, og jeg har stor respekt for hans skrivehåndværk. Han skrev Krat i 1999, Undtagelsen i 2004, Du forsvinder i 2012 og nu Du kan alt i 2021. Der går med andre ord en rum tid med at skrive en roman, til gengæld skuffer de aldrig.

Alle hans bøger er fantastisk velresearchede og uhyre troværdige i deres dialog og tematikker. Interessen for menneskelig psykolog og sociologi går igen. Hvor Undtagelsen handlede om mobning og tortur, dykkede Du forsvinder ned i hjernesvulster og økonomisk bedrageri, og den nyeste roman Du kan alt er et katalog over mindfulness, meditation og selvhjælp, kombineret med indgående viden om det danske fængselsvæsen og iranske immigranter.

Kommunikationschefen i Albertslund Kommune

Per er ved bogens start kommunikationschef i Albertslund Kommune. Han er i et skrantende ægteskab og hjælper sin søn med at flytte hjemmefra. Beskrivelserne af far-søn-forholdet, som er på sønnens nåde og med den altid velvillige far med værktøjskassen er på én gang universel og speciel.

“Med årene er vores gråd blevet mærkelig lydløs. Med årene er det kommet dertil at nogle mennesker tror på os når vi siger: “Nej, det er ikke noget.” Uden at vi ved hvordan det er sket. “Nej nej, ingenting.” Og sådan sidder vi i vores biler og gør det vi nu gør, som ikke rigtigt er at græde og ikke rigtigt er at lade være, og som ikke rigtigt er at haste ud efter værktøjet og ikke rigtigt er at hente det i normalt tempo.”

Sammen med sønnen Silas besøger han Silas’ ven, den voksne mand Ralf, som trods sine manglende ben er meget mere mand end Per nogensinde kunne drømme om. Han bliver beskrevet sådan her: “Hans store fuldskæg matches af et lige så kraftigt og sundt hår. Som når en Hollywoodskuespiller skal spille en sexet vildmand. Sådan som skovhuggere ikke ser ud i virkeligheden, men som medierne opfinder dem for at kvinder kan tænde på dem.”

Det spirituelle liv

Romanen er inddelt i forskellige livsafsnit, som hver for sig rummer mindeværdige billeder og historier. I bogens næste passage, er Per blevet skilt og er taget til Dharmalaya Five Star Holistic Spa Resort. Her vækkes hans interesse for yoga og meditation, og han bliver indrulleret i et forhold til en familie på fire kvinder fra tre generationer.

Herefter uddanner Per sig til coach, og han tjener blandt andet sine penge ved at lave afstressende åndedrætsøvelser med fængselsindsatte. I fængslet møder han den unge Michael, som siden flytter ind hos Per under sin prøveløsladelse. I en helt fantastisk passage af bogen er Per med Michael til en clairvoyant for at komme i kontakt med sin mors kæreste Patrick. Dialogen med den clairvoyante er så utroligt vel-gengivet, og Jungersen balancerer gennem hele bogen mellem at portrættere de mange livsstilsfilosofier respektfuldt og med en utvetydig distance, grænsende til regulær sarkasme.

Senere i bogen får Per et forhold til den iranske immigrant Simin, og vi får i den sammenhæng udfoldet traumebehandling efter alle kunstens regler, vi får et indblik i modstandsbevægelsen mod det iranske præstestyre, og bogen bliver tilføjet et krimielement med påsatte brande. Christian Jungersen kommer virkelig hele vejen rundt, og romanen er da også delt i to bøger, som hver er 3-400 sider lange. Jeg kunne uden problemer have læst mindst 800 sider mere af samme skuffe.

Mere om Christian Jungersen

Jeg har modtaget Christian Jungersens “Du kan alt” som et anmeldereksemplar fra Bog&Ide. Indholdet i anmeldelsen står naturligvis helt for egen regning. Du kan købe Du kan alt her som en nytårsgave til dig selv eller se et overblik over alle Christian Jungersens bøger her.

Læs også mine anmeldelser af Undtagelsen og Du forsvinder her på bloggen.

Vil du læse mere om Du kan alt, kan jeg anbefale denne gode anmeldelse i Berlingske.

Autobiografiske romaner fra Guldager og Skov

Leonora Christina Skov udgav i 2018 autobiografien “Den, der lever stille”, som fejede benene væk under mig. Den var ærlig og sårbar og afdækkede hele hendes personlige historie; særligt forholdet til hendes mor, der selv på sit dødsleje ikke accepterede sin datters homoseksualitet, livsvalg og personlighed.

I 2021 kom en slags to’er med titlen “Hvis vi ikke taler om det”. Den kredser om nogle af de samme tematikker, men har et særligt fokus på Skovs vej igennem forlagsjunglen og er et blevet en vigtig Metoo-stemme i den litterære branche. Det er en imponerende to’er, som også behandler tiden efter hun har udgivet den første autobiografi – turneer, oplæsninger, anerkendelse og forvirring. Hun gør det hamrende godt, men vi kommer ikke uden om, at den første bog var mere rørende, måske simpelthen udelukkende fordi den var den første. Altså først og fremmest en klar anbefaling af “Den, der lever stille”.

Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet

En anden erfaren forfatter, som i 2021 skrev en roman med autofiktivt udgangspunkt, er Katrine Marie Guldager. En forfatter, som jeg af en eller anden grund ofte kommer til at forveksle med Ida Jessen. Sagen er, at jeg for 12-15 år siden læste Guldagers novellesamling “København”, som jeg var glad for, og siden har hun ikke rigtigt ramt plet på min boghylde.

“Det samme og noget helt andet” er en fragmenteret fortælling med kapitler på 1½ sides penge, som hver især er nedslag i begivenheder, tanker, møder og samtaler i tiden efter to skelsættende begivenheder i hovedpersonens liv: Hendes veninde og hendes far dør med få dages mellemrum, mens hun endnu er ung. Begge uforberedt – tragiske ulykker. Særligt farens død sender den unge jeg-person ud i en søgen efter sin identitet, sin familie og sin plads i verden.

Det er hjerteskærende, så meget hun forsøger at være en del af sin familie, og så meget hun samtidig afviser den og bliver afvist, fordi hun ikke kan og vil forstille sig. Familiedynamikkerne er lige til en DR dramaserie, men jeg nåede aldrig at føle det helt under huden, måske fordi sprogstilen er abrupt. Det er næsten en bog, jeg synes, man ikke kan være bekendt at være berørt af; alligevel lykkedes det mig ikke at nå helt dertil.