I min læse- og kulturklub har vi læst mange bøger om kvinder, moderskab og søsterskab, fx Olga Ravns “Mit arbejde” og Dy Plambecks “Til min søster”. Vi besluttede derfor at supplere med en bog om det at være far.
Anthony Aconis fortæller sin personlige historie om længslen efter at blive far, og hvordan det efter adskillige år lykkes ham at få sine egne børn med hjælp fra en ægdonor og en amerikansk rugemor. Det er en rørende og fin historie og et stærkt vidnesbyrd fra en far, der har lyst til at blive anerkendt af samfundet med den familieform, som han nu engang har valgt.
Fortællingen har selskab af interviews med en håndfuld stemmer fra debatten om familieliv og værdier, herunder fx Svend Aage Madsen, Sørine Gotfredsen og formanden for det etiske råd. Bogen placerer sig i nutidens debat, og Anthony Aconis’ personlige involvering er både en styrke for ham og også sine steder det, der kommer til at stå i vejen for budskabet.
Jeg har altid interesseret mig for kønsroller og normer, og jeg fik undervejs i min læsning lyst til at dele passager med min mand. Fx siger Svend Aage Madsen i et kapitel, at “vi lever i en faderrig tid” – forstået på den måde, at den mandlige og faderlige rolle i høj grad er til forhandling og under forandring. Det er en bevægelse, vi også ser med debatten om øremærket barsel til mænd. 2021 har bragt ny lovgivning med sig, der bestemmer, at børnepengene skal deles ligeligt mellem forældrene, og at både mor og far får post fra det offentlige om deres børn. I 2021. Det, synes jeg, var på tide.
Aconis’ bog er mere en debatbog, end den er stor litteratur. Er den god? Den er mellem-god. Er den vigtig? Ja, det synes jeg faktisk, den er.
“Kun en far” er udgivet i 2021 på Forlaget 28B.
Ordtryk 