Kamilla Hega Holst: Rud

En mor og hendes to børn er i sommerhus ved Asserbo Plantage. De går på stranden og læser bøger, og teenagedrengen Malte forskanser sig i skuret. Langsomt udfolder bogen den familiehistorie, de gemmer på, og vi følger med, mens de lærer hinanden at kende på ny.

Moren har haft et væld af spontane aborter, og måske har det gjort hende psykisk syg. Måske er det snarere hendes eksmand, som senere får en central rolle i romanen, som er syg. Med psykopatisk veludregnede træk får han taget børnene fra hende, fordi han viser, hun er utilregnelig og har forladt børnene adskillige gange. Vi får kun antydninger af, hvorfor hun måske har haft brug for at gå.

Malte bliver væk i starten af romanen, stikker måske af, og vi ved ikke, om der er sket noget med ham. Det skifter mellem en leg om, hvem der kommer hjem først, en kompliceret gemmeleg og en alvorlig uro i kroppen over, om drengen rigtigt er væk.

Det hele knudrer sig sammen og folder sig ud over knoldede skovrødder og gps-koordinater i en forhindringsleg, der bliver fatal på sommerhusstranden til sidst.

En hurtigt læst roman, som måske fortjente mere tid og eftertænksomhed, end jeg gav den,

Morten Ramsland: Æg

“Nå,” råbte han nede fra drivhuset, straks han fik øje på mig, “Dér kommer du endelig! Jeg sad hele dagen i går og ventede, men ingen kom, og hvem skal jeg så fortælle historierne til, kan du sige mig dét? Og hvem skal fortælle dem videre? Ingen måske?”

“Æg” handler om de historier, der bliver fortalt imellem generationerne, og som lever videre i os. Hovedpersonen får et epileptisk anfald, da han bliver smidt i en mose af nogle lidt ukammeratlige kammerater. Efter anfaldet ser han syner og bliver sendt til sin morfar, som efter sigende også er lidt rablende. Han har nu åbnet sig for æggets ide, som morfaren siger.

Ægget er et guldæg, som bliver nedarvet gennem flere slægtsled, og som oprindeligt kommer fra en kongelig befrugtning. Drengen og morfaren er rammen om romanen, men historien udspiller sig i de gamle, knaldskøre dage, og det er både en fryd og også en lidt særpræget oplevelse at læse, fordi det rabler derudaf med fantasien. Man tilbeder sten og giver dem brød, så de kan vokse sig store, og folk har navne som Gamlingen og Kongens Svinesti. Hvis man har læst “Hundehoved”, vil man sandsynligvis tænke, at det er meget Morten Ramslandsk.

Herunder er et par passager fra bogen:

Drengen Sten, som er blevet til ved mellemkomst af en kæmpe af en konge og alligevel er blevet en hjulbenet dværg, fortæller: “Nogle kaster spædbørn op i luften og griber dem på deres spyd, mens andre har travlt med at voldtage mødrene. Gamlingen er kun en lille pige. Eller også er det hendes mor, der er en lille pige, eller hendes bedstemor. Jeg er i hvert fald den lille pige nu, fordi jeg spiste hjernen.”

Landsbyboerne tror på forskellige ting; sten og ellebørn f.eks. og altings begyndelse: “Hvis alting alligevel var sket på én gang ved verdens begyndelse og stillet i kø ventende på, at nuet skulle formsætte Skaberens vilje, kunne ombytning af elle- og menneskebørn vel ses som den nødvendige cirkulation mellem ellers lukkede systemet, som vinde, der blæste støv fra fjerne verdener til Nielsstrup og støv fra Nielsstrup til fjerne verdener i et system iværksat af Herren.”

Der bliver lavet stille fis med både de fattige troende, de rige vigtige, som her f.eks.: “Det mest hellige af dem (sprogene) var det himmelske latin,  det var ikke det samme som latrin, så meget vidste Signe, da smeden først havde rettet hendes fortalelse. Latrin var det fine ord for lokum.”

 

Maren Uthaug: Hvor der er fugle

Johan gifter sig med Marie for at få et job på fyret, så han kan forsørge sin mor. Marie gifter sig med Johan, fordi hun er gravid med Fede, men det får vi først at vide langt senere. Darling hedder Darling, fordi svigermor ikke bryder sig om udenlandske navne, og Valdemar spiser under bordet, fordi han tror, han er en ko.

Det lyder mere teatralsk, end det er beskrevet i bogen. Det er det stille drama, der udfolder sig på et fyr, lidt uden for bygden Uthaug, midt i Ørlandet, lidt uden for resten af verden.

Maren Uthaugs familie har boet i Norske Uthaug i generationer, og det er her, hun er taget tilbage for at finde inspirationen til bogen. I efterskriftet får jeg indtrykket, at hun har skrevet den som en hyldest til sin mor og sin familie, men bogen er alt andet end romantiseret. Der er dem, der laver børn på deres døtre, fordi de keder sig og tror, det er ok, og så er der dem, der kommer til det, fordi de ikke ved, det er deres døtre i første omgang.

Lilian Munk Rösing i Politiken rammer plet i sin anmeldelse, især med denne sætning: “Om bedrag og incest i ét stort roderi, så det, der ligner incest, ikke er det, mens det, der er det, ikke ligner det.”

Bogen handler om det mest forfærdelige og efterlader mig med uro i kroppen, spændte øjenbryn og samtidig en følelse af at have læst en velskrevet og næsten hyggelig bog. Det er jo absurd. Den ambivalente følelse kommer af de tre perspektiver, bogen er skrevet fra: faren Johan, moren Marie og datteren Darling. De gør alle det, der føles nødvendigt for dem og bliver fanget af de valg, de tager, men så får de det bedste ud af det og finder små glimt af livsglæde et andet sted (i bådhuset, på gården eller i USA-eventyret).

Samarbejde med Bog&idé

Bogen er den første i en række bøger, som er sponsoreret af Bog&idé. Boghandlerkæden har tilbudt en række bloggere seks valgfri bøger om året mod at linke til bøgerne i anmeldelsen. Det har jeg sagt ja tak til.
Se Maren Uthaugs “Hvor der er fugle” på Bog&idés hjemmeside.