Skidt og kanel

Roman

Der bliver også tid til lidt andet end blebarnbøger her i ammestuen, selv om læsetempoet er drastigt dalende, nu hvor hverdagen har indfundet sig. Her et par ord om det, som har ligget på natbordet den seneste tid før og efter fødsel.

    
Ida Jessen: Ramt af ingenting
En lillebitte bog, der egner sig godt til at blive læst højt, fordi man ellers hurtigt har skøjtet sig frem til sidste side. Ida Jessen kalder “Ramt af ingenting” en glemmebog – om at glemme tabt kærlighed – 0g det er vel mere kortprosa end en egentlig roman. Jeg synes, den er rigtig fin inden for sin genre. Stemninngsmættet uden at blive for poetisk.

Karin Brunk-Halmquist: Glimmerbøsserne
Egentlig er titlen misvisende, for der hverken noget glimmer eller noget bøsset over de to aldrende norske brødre, der er hovedpersoner i “Glimmerbøsserne”. De cykler bare til købmanden, hører deres daglige radioavis og ærer deres mor ved at tage sokkerne af, før de går i seng. Det er en rigtig skandinavisk roman, og hvis man kan lide Anne B. Ragde, vil man også kunne lide Karin Brunk-Halmquist.

Jennifer Egan: A visit from the goon squad
Jennifer Egan vandt Pullitzer-prisen for næsen af Jonathan Franzen sidste år, og jeg er ikke sikker på, jeg synes, det var fortjent. Jeg læste først halvdelen af bogen på engelsk og så det hele på dansk (“Tæskeholdet banker på”), og alligevel blev jeg ved med at glemme, hvad der skete.

Majse Njor: Der var engang en mand
Berlingskes litteraturredaktør Jens Andersen nævnte for nylig denne bog som eksempel på, at flere kvinder er begyndt at have mænd som hovedpersoner – ikke stereotype, dumme mænd, men rigtige, hele mennesker, som man har sympati med. Hans pointe var, at kvinderne nu er nået til et sted, hvor der er overskud til det, fordi der ikke længere er det samme behov for at hævde bestemte kvinderoller og være i opposition. Interessant, på en måde. “Der var engang en mand” er en roadmovie med mænd, der af forskellige årsager stikker af hjemmefra for at finde sig selv. De følger alle efter Carsten sydpå ad de tyske motorveje, selv om Carsten egentlig helst vil være i fred. Det er morsomt uden at være megasjovt. Man kan læse den eller lade være.

Jakob Vedelsby: Bjergene i horisonten
Gjorde ikke noget stort indtryk på mig. Handler om en søn, der gerne ville have haft et tættere forhold til sin far. En anden slags glemmebog – en bog man glemmer.

Reklamer

Colum McCann: Lad kun verden tumle sig

Roman

En tung titel til en bog, der også starter lidt tungt, men som helt klart vinder ved nærmere bekendtskab, og som godt kan anbefales!

“Lad kun verden tumle sig” foregår i New York i 70’erne, hvor man følger forskellige menneskeskæbner, der hver især er i byen, mens en mand går på line mellem tvillingetårnene (måske har nogle af jer set Man on wire?).

Vi får små udklip fra en masse menneskers liv, når lige at lære dem lidt at kende, og så smutter de ud af historien igen. Måske dukker de op igen senere, måske ikke. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor grundigt Colum McCann kan nå at beskrive et menneskeliv på så få sider, uden det bliver jappende eller kunstigt.

Hvis man kan lide Jonathan Franzen, er der en udmærket mulighed for, at man også vil synes om den her bog.

Fun fact: Når man googler ‘Lad kun verden tumle sig’, foreslår søgemaskinen meget sødt, at man mente ‘Lad kun verden tumble sig’:-)

Jonathan Franzen: Frihed

Roman

Endelig har jeg forstået alt det fuzz, der har været om Jonathan Franzen! “Frihed” er en rigtig god bog, omend lidt lang, og jeg er rigtig glad for, jeg begav mig ud i den, efter jeg knækkede nakken på “Korrektioner”.

“Frihed” er en familiekrønike om middelklasseulykkelige forstads-USA, fortalt fra forskellige familiemedlemmer gennem bogen.

Utroskab fylder en hel del. Ikke fordi de gør det så forfærdeligt meget, men fordi de hele tiden tænker på, hvordan det mon ville være, og måske ville det i virkeligheden gøre alting bedre. Bare fordi man elsker én, behøver det ikke være her, man længes efter sex.

Og på den måde bliver friheden i det monogame forstadsliv prikket blidt til, uden at temaet bliver tværet ud over siderne. Det kan jeg godt lide. Mest tykt er det måske, da familiefaderen, Walter, besøger sin alkoholiserede bror, efter mange år og finder ham på en bænk, hvor han renser en fisk og drikker en øl ad gangen, og Walter bliver tiltrukket af, at sige alle forpligtelserne farvel. Men alligevel kun for et par timer.

Skrivestilen er fin og Franzen-særlig. Hans største styrke er forstadslivet og de her omvendt-ordstilling-lange passager med, hvad naboerne mon tænker. Som fx her:

Selv om der var nogle af naboerne der utvivlsomt fandt tilfredsstillelse i at Patty endelig kom til at høste hvirvelvinden af at hendes søn var noget særligt, så stod det faktum tilbage at Carol Monaghan aldrig havde været særlig vellidt på Barrier Street, at mange beklagede Blakes opdukken, at Connie blev anset for at være underlig, og at ingen nogensinde havde stolet helt på Joey. Da nyheden om hans oprør blev kendt, var de fremherskende følelser blandt Ramsey Hills bedsteborgere medlidenhed med Walter, bekymring for Pattys psykiske tilstand og en overvældende følelse af lettelse og taknemmelighed over hvor normale deres egne børn var – hvor glade de var for at tage imod deres forældres storsind, hvor uskyldigt de bad om hjælp til deres lektier eller deres collegeansøgninger, hvor villige de var til at ringe og fortælle hvor de var, og hvad de lavede om eftermiddagen, hvor føjeligt de røbede deres småproblemer, hvor betryggeligt forudsigelige de var i deres første træfninger med sex og hash og alkohol. Den smerte der strålede ud fra Berglund-huset var enestående.

En varm anbefaling herfra til den gode Jonathan.