Morten Pape: Planen

Roman

morten-papeMorten Pape vokser op i Urbanplanen. Han har et lyst hoved med nogle runde briller midt hen over næsen og kunne måske være blevet til noget stort, hvis han var vokset op et andet sted. Nu bliver han det måske alligevel. Han har i hvert fald fået mange roser for sin debutroman Planen, og det er ganske velfortjent.

Han vokser op i en familie med den slags svigt, der ‘ikke er så slemt’. Han bliver hverken slået eller misbrugt, men ‘bare’ overladt en del til sig selv af en psykisk syg mor, der ofte lader ham og hans søskende vide, hvor stor en belastning det er at være mor til dem, og en far, der griner sig fjoget igennem tilværelsen uden at tage ansvar for noget i mere end fem minutter ad gangen. Det er bestemt slemt og alt for almindeligt.

I ‘Planen’ følger vi Morten Pape fra de tidlige skoleår og til et godt stykke ind i ungdommen, og der er mange nedslag, man kunne gøre. Det, der dog sidder stærkest i min bevidsthed, er beskrivelserne af en folkeskole, der er udsat for 100% børneanarki. Hvor de voksne bliver mobbet ud og truet på livet, og hvor gårdvagt er lig med bøllebank. Der er langt til drømmen om den danske folkeskole.

Og hvad gør man så? Glæder sig over, at man ikke bor i Urbanplanen, lægger et lod mere på den side af vægten, der hepper på den lokale lilleskole, chokeres over rigets tilstand, beslutter i sidste øjeblik ikke at tage til en forfatteroplæsning på villabiblioteket med de andre i Politiken-segmentet, går ud i sin villahave og planter nogle forårsløg og tænker på, hvad man skal læse næste gang. Bum. Lidt klogere på verden, præcis lige langt fra at gøre noget ved den.

Reklamer