Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

“Mellem 2018 og 2024 var der borgerkrig i Danmark;” – sådan starter bagsideteksten til Kaspar Colling Nielsens ganske nutidige fremtidsroman. Den er en personlig beretning fra en nu 475 år gammel mand, om de ting, som skete, dengang almindelige mennesker fik nok af bankernes grådighed, politikernes opportunisme og virksomhedernes kynisme.

Politikere bliver halshugget på rådhuspladsen, og der bliver smidt håndgranater over Dronning Louises bro. Det er alt sammen meget fjernt og samtidig ikke så langt væk. Selv om borgerkrigen måske ikke lige lurer om hjørnet i lille DK, beskriver han meget godt, hvordan mennesker kan blive desperate af afmagt og fattigdom, og hvordan en kollektiv bevægelse kan retfærdiggøre uhyrlige handlinger, når enkeltmennesker føler sig magtesløse. Her et lille udsnit:

“En folkemængde er som en stor organisme af celler, der responderer automatisk på stimuli. Hvis der er en revne et sted, en åbning, søger mængden derind, andre følger automatisk med. Det sker bare. Det er en bevægelse, som skaber mere bevægelse. Ingen stopper op og overvejer noget. På den anden side havde vi alle sammen været til så mange demonstrationer, hvor vi bare stod og råbte og viftede med bannere som idioter. Vi havde alle mærket den lille ydmygelse, det lille stik i hjertet, man følte, når det hele var overstået, og man gik hjem til sig liv igen med uforrettet sag. Nu skete der i det mindste noget, endelig.

(…)

Jeg må indrømme, at der var noget tilfredsstillende ved at se politikerne stå der i deres jakkesæt og fikse spadseredragter, ligblege med håret strittende og blod ud af næsen. Der var ikke længere arrogante politikerattituder at spore i deres ansigter, kun ren og uforfalsket frygt.”

Beskrivelserne af krigens og finanskrisens konsekvenser er intelligente og interessante, men det, der gør bogen unik, er, at den er blandet med nogle små fortællinger, som nogle gange er relateret, andre gange ikke, til hovedhandlingen. Det er den 475-årige mand, som fordriver tiden med sine rige venner, som også er en del af et særligt stamcelleprogram, med at fortælle historier om stort og småt. Én af historierne foregår på et plejehjem:

“Allerede i receptionen blev de ramt af den der specielle lugt, som kun findes på plejehjem. Det er lugten af uparfumerede rengøringsmidler, der kæmper med den svage stank af menneskelig afføring og opvarmede færdigretter. En stank, hvis hemmelighed er, at den næsten ikke findes. Det er lugten af mad uden smag fra hermetisk lukkede poster. Det er en diskret, sød stank af ingenting.”

Lækkert, lækkert sprog. Det er (som min censor sagde, da jeg havde været til tyskeksamen i 3.g) fløde for øregangene (og jeg sagde “hva’?” og fik et 11-tal. Men det er en anden historie).

Læs den, hvis du får chancen.

Ida Jessen: Postkort til Annie

‘Postkort til Annie’ er en samling på seks noveller. Mange af dem handler om opbrud i familien, og jeg kunne særligt lide tre af dem: ‘December er en grusom måned’, titelnovellen ‘Postkort til Annie’ og ‘Mor og søn’.

Den første handler om en midaldrende kvinde, som har taget deltidsarbejde i Brugsen. En aften er hun der alene og synes, hun hører nogle lyde fra ejerens lejlighed ovenpå, mens hun går og pakker kød om efter lukketid. Samtidig følger vi hendes to små børn, som keder sig og glæder sig til, at deres mor kommer hjem. Det gør hun ikke. Hverken den aften eller senere. Og det fine, karakteristiske ved Ida Jessens skrivestil er, at vi aldrig får udmalet, hvad der sker. Ingen drabelige, blodige detaljer. Bare oplevelsen af uhygge, som man selv nogle gange kan have det, uden at der nødvendigvis sker noget. Og derefter de menneskelige omkostninger, de indadvendte og udadvendte reaktioner, meningsløsheden og livet, der går videre.

En lille smagsprøve, som også er meget Ida Jessensk, men som stammer fra en anden novelle:

“Det er ligesom med fasanerne,” sagde hun. “Hunnerne går og skraber maden frem, og så kommer hannen og spiser det bedste først.” Og faderen svarede, at fasanhannerne faktisk risikerede livet for hunnerne. Der var lavet undersøgelser, der vist, at dødeligheden i en flok uden han var langt større. For når hannen trådte frem, så synlig i al sin langsommelige pragt, var det ham, fjenderne kastede sig over. Han er parat til at dø for hunnerne, havde hendes far sagt, han er hele tiden klar til at betale med sit liv.

Ville Tove kunne det? Leve med en fasan? Nej, leve med David? Nej, nej, det hele kogte sammen for hende. David var ingen fasan, der var ingen pragt over ham.