Olav Hergel: Indvandreren

En meget aktuel roman, efter Politikens artikler om diskrimination i det københavnske natteliv, og man er heller ikke i tvivl om, at bogen er baseret på en hel del virkelighed. Det er nemt at placere de fleste af bogens personer i det danske politiske liv eller på de københavnske dagbladsredaktioner, og der er fx også nogen, der bliver myrdet på Strøget på grund af en hue.

Bogens plot er mordet på en dørmand foran en af Havnegades natklubber, men den virkelige historie er den om mediernes og politikernes håndtering af hændelsen. Kan et mord tåle nuancer? Hvad nu hvis dørmanden var glødende racist samtidig med at han var omsorgsfuld familiefar? Romanen er ikke meget ulig Hanne Vibeke-Holsts politiske romaner, men skrevet i et lidt mindre flydende sprog. Det tilgiver man dog hurtigt den gode Olav.

PS: Det er ham, der også har skrevet “Flygtningen”, som blev til filmen “Flugten” med Iben Hjejle for et par år siden. Han er journalist på Politiken til daglig.

Morten Ramsland: Sumobrødre

Jeg har aldrig prøvet at spille tennis med en skrubtudse eller at kaste en frisk lort hen over hækken til naboen. Jeg har prøvet at spise nogle ret ulækre ting og har også leget ‘gæt en ret’ med bind for øjnene, men så ulækkert var det alligevel heller aldrig. Drengene i Sumobrødre prøver lidt af hvert. De giver ret mange tæsk, har også ondt i maven ind imellem og tror af og til, de skal dø. Nogle gange er de måske også tæt på. Læs den her, hvis du aldrig får nok af forstadsbarndom; det er både sjovt og knugende.

Günter Wallraff: Aus der schönen neuen Welt

Det er mange år siden, Günter Wallraff første gang gik undercover for at afsløre forholdene for samfundets nederste lag. “Aus der schönen neuen Welt” er en reportagerække fra 2009, hvor Wallraff bl.a. maskerer sig som hjemløs, indvandrer og fabriksmedarbejder. Formålet er at afsløre huller i systemet og undersøge tyskernes moral, og pointen er altid den samme: Det er barskt, uretfærdigt og pilråddent.

Til dels er det interessant at læse. Fx hvordan et tysk indkøbscenter flot og frejdigt donerer mad til de hjemløse juleaften, der kun er lidt muggent, og hvordan medarbejdere på en af Lidl’s brødfabrikker systematisk kommer til skade på arbejdet og derefter bliver fyret, hvis de melder sig syge osv. osv.

Men det er også lidt trættende, og jeg synes heller ikke undercover-journalistik er den fedeste genre, og nogle gange bliver det for ensidigt og sensationspræget i sin form, og ikke mindst insisterende.

Når fx Wallraff udklædt som indvandrer ikke bliver modtaget med åbne arme på en bar eller til en arrangeret vandretur, kan det også være, det er fordi, han er anmassende, når nu man lige skulle have en øl eller se på nogle svampe. Det behøver ikke være hudfarven, den er gal med. Andre steder er det oplagt, at han bliver diskrimineret i helt forfærdelig grad, og de historier ville nok stå stærkere, hvis ikke alle små beretninger blev tillagt så enorm vægt. Jeg kom af samme grund ikke igennem alle kapitler.

Erlend Loe: Volvo Lastvagnar

Jeg må jo indrømme, at Volvo Lastvagnar faktisk var sjov!

Det er fortsættelsen til “Doppler”, så jeg var skeptisk. Jeg synes nemlig ikke som udgangspunkt, det er sjovt, at en mand tager ud i skoven og bliver venner med en elg, der kan tale. Til gengæld syntes jeg, det var ret sjovt at læse om en gammel dame, der ryger hash og danser natten lang til Bob Marley, og en ligeså gammel mand, der lever alene på et kæmpestort gods og tæller fugle, og som altid er beredt. Det var sjovt at læse diskussionerne om, hvorfor Sverige er så meget federe end Norge, og hvorfor man altid skal give en dansker en knytnæve, hvis de begynder at tale engelsk til én.

Jette A. Kaarsbøl: Din næstes hus

Engang var der så dejligt ude på landet, og Poul Reichard fjøjtede sig igennem den ene Morten Korch-film efter den anden. Nu er fløjten blevet falsk og skinger, og landet, det er der, hvor de pædofile, de kedelige, de æ for knøw’ holder til, gerne flankeret af Ole Thestrup, der skyder en ko i panden. Pointen er ikke min, men Kim Skottes. Han har skrevet de seneste par uger, om det, der er kommet til at hedde Udkantsdanmark.

Stilen er ikke meget anderledes i Jette Kaarsbøl “Din næstes hus”. St. Randing har alt, hvad der gør en god provinsby: En lukket kro, et solarium, en bager, hvor de tænger, man tager kager med, mest ligger der for et syns skyld, en præst og hans unge kone og nu en tilflytter, der tager ophold på kroen for at få en lille pause i sit arkitektliv.

Det er set up’et for et ganske fint portræt af en søvnig by, en ung mand og noget, der måske er kærlighed. Måske er det bare spænding, der udspringer af, at man jo helst ikke må begære sin næstes hustru. Det bliver ikke trivielt og klichefyldt, men fint og varmt og troværdigt, når tjøvenhavneren kommer til byen og faktisk begynder at bekymre sig om dem, han møder på sin vej. Også den tykke teenager, Meggie, som han læser engelsk med, og som han har denne lille samtale med:

“”Synes du ikke også, hun er smaddersød?”
“Hvem?”
“Alma, selvfølgelig.”
“Jo, hun er da mægtig sød.”

Mægtig sød! – Hvad fanden skete der med mig? En lille måned på landet, og jeg var allerede begyndt at tale som Poul Reichardt.”