Benjamin Koppel: Annas sang

Benjamin Koppel er musiker, komponist og nu også forfatter. 
I sin debutroman skriver han autofiktivt om sin moster Hannah Koppelmann, der voksede op i København under anden verdenskrig, og hvis familie måtte flygte til Sverige. 

Et hovedtema i bogen er kærlighed – til familien, traditionerne og troen, til det andet køn, længslerne og håbet. Kærlighed til musikken. Og den nødvendige kærlighed til den familie man bliver givet, når man ikke kan vælge selv.

Det er en meget velskrevet fortælling, og særligt børne- og ungdomsårene er fyldt med velfortalte figurer og medrivende begivenheder. En læseværdig oplevelse, som jeg kan anbefale.

Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen

Undskyldningen er en slægtsroman. Den begynder i 1940’ernes Vestjylland med en præst, der går ind i modstandskampen, og slutter i nutidens Berlin, hvor præstens barnebarn er chef for den tyske opera.

Som alle gode slægtsromaner, er den loaded med familiehemmeligheder, og de bliver langsomt omdrejningspunktet for handlingen.

Forkvaklede mor-datter-forhold, sidespring, gamle fotografier, der fortæller om fortiden, og tilfældige møder på en banegård. Alle gode ingredienser i en slægtsroman. Og så har jeg ikke afsløret nutidens handling, som måske, i hvert fald et stykke hen ad vejen, er den mest nervepirrende.

Det er selvfølgelig ikke det samme som Hanne-Vibeke Holsts politik-trilogi (og det tror jeg, er godt nok), men det er skrevet ligeså ubesværet, så man flyder vægtløst gennem romanen, til sidste punktum er sat.

Bogens første sætning:

Når Thorvald vågnede, nøgen under den tunge dundyne, udstrakt på ryggen med erektionen strunk pegende mod navlen, var det altid og uanset de mørke skyer, der i disse år trak sig truende sammen over Europa, med følelsen af at være en lykkelig mand.

Anne B. Ragde: Arseniktårnet

Yes! En rigtig god bog! Arseniktårnet er en slægtsroman, hvor man følger flere led i familien, de fleste kvinder. Der er nogle meget fine generationskonflikter, fx barnebarnets stærke kærlighed til sin netop afdøde mormor (lærer man på forfatterskolen, at slægtsromaner skal starte med en bedsteforælder, der dør?), der står i dyb kontrast til morens frustration og bitterhed og had til sin mor, også efter hun er død. Begge har gode grunde til at føle som de gør, og det gør det fint nuanceret og ægte.

De bedste fortællinger er dog ikke nødvendigvis familiemedlemmerne imellem, men når man kommer ned i den enkeltes historie. Fx Ruby (det er moren), der er misundelig på veninden Anna, der er jøde. Hjemme hos hende fejrer de jødiske højtider, og der er ting, man ikke må spise. Ruby kan godt lide den højtidelighed og ville ønske, hun var jøde som Anna. Da tyskerne kommer – for selvfølgelig er der krigstid på et eller andet tidspunkt i en slægtsroman – synes begge piger først, det er sjovt at se på dem marchere. De er søde og giver is, men senere bliver det alvorligt, og Anna må til Sverige midt om natten. Ruby har denne samtale med sin far:

“Er du helt sikker på, at tyskerne ikke har taget dem?”
“Helt sikker, min skat.”
“Hvorfor kan Hitler ikke lide jøder? Annas far laver ikke aviser, og han stjæler heller ikke.”
“Aviser? Hvorfor siger du det?”
“Som Onkel Frode.”
Faren rømmede sig, tog en dyb indånding og hviskede hende i øret: “Det skal vi ikke tale om, og du må heller ikke sige det højt, så mor hører det.”
“Ved hun det ikke?”
“Jo, selvfølgelig, men hun bliver bekymret, hvis hun får at vide, at du ved det.”
“Hvorfor det?”
“Det er ikke så smart, at børn ved den slags. Hun bliver bange for, at der skal ske dig noget.”
“Min mor kan ikke lide mig. Hun bliver ikke bange.”
“Jamen Ruby.”
“Jeg har ødelagt hendes figur og hendes karriere, men hvis Anna er i Sverige, og Miriam Kuznetsov og Judith og Clara, vil jeg ikke græde mere. Men kun, hvis du lover det, far.”
“Jeg lover det.”

Krigen går over, og livet går videre for Ruby, men den indhenter hende senere, hvor hun gifter sig ind i en familie, der viser sig at være nazister. Hun er løbet med ham for at komme hjemmefra, og nu løber hun også fra ham og bliver alene igen, og lidt fortabt.

Der er flere gode passager i bogen om at blive voksen i en anden tid, hvor man ikke taler om menstruation og sex, og hvor man bliver gravid, hvis manden “lader strømmen gå” inde i én. Så er der historien om Malie-Thalia, der bliver revystjerne lidt ved et tilfælde og Mogens, der alligevel ikke vil være præst, efter Gud har taget hans bror på havet, og som derefter maler porcelæn hele sit liv og bare drømmer om at lave en serie til Kongehuset. Det er en fin bog.