Martin Krasnik har skrevet en meget personlig beretning om at være jøde og journalist (den rækkefølge) i Danmark i disse år.
Han fortæller blandt andet om det, der sker, når politikere ikke svarer, og når folk udvander sproget: “Når det sker i nærheden af mig, får jeg én af to følelser: Dyb apati og følelsesløshed eller næsten aggresiv irritation og lyst til at smadre, knække eller trampe på et eller andet. Eller bare afbryde.”
Det er den stil, han er kendt for, og som for mange er en befriende kontant. Jeg kan som udgangspunkt også godt lide ham, men jeg kan lide ham lidt mindre, efter jeg har læst hans bog. Måske fordi den (blandt andet) er skrevet som et forsvar for hans journalistiske professionalisme (han blev anklaget for at være pro-israelsk i et interview en norsk læge, der havde arbejdet i Gaza). Jeg synes, at hans hidsighed, der træder tydeligt frem flere steder, bliver en fjende for hans argument.
Når det er sagt, har jeg lært meget om det jødiske samfund i Danmark, omskæring og Israel-Palæstina-konflikten, som jeg ikke ville have undværet. Det er en meget (meget!) ærlig bog og derfor rigtig interessant læsning.
Martin Krasnik: Ritt & Søren. Samtaler om krig og kærlighed
Jeg snublede direkte fra sidste side i “Fucking jøde” over i første side af “Ritt & Søren. Samtaler om krig og kærlighed”. Det var også en virkelig spændende bog (med lidt flere år på bagen), som gør status over Ritt Bjerregaards lange liv i politik, hendes mand, Søren Mørks virke som historiker og Socialdemokraternes udvikling de seneste 50 år.
Martik Krasnik kommer her til sin ret med direkte spørgsmål og ufattelige viden om alting. De tre deler en kompromisløshed, som både er frastødende og inspirerende.
Det er særligt spændende at læse om Ritts tid som undervisningsminister, og hvordan de reformer hun gennemførte dengang har tegnet folkeskolen på godt og ondt i alle årene siden.
Ordtryk 