Laura Ringo: Grundtvig er død

Bøger fra 2021, Roman

At gå på højskole er lidt som at træde ind i en sekt. Den opsluger én, og verden udenfor forsvinder. Medlemsskabet af sekten er for livet, og har man gået på højskole, er det sjovt at læse en bog, der foregår netop der.

“Grundtvig er død,” erklærer Frank, som er højskoleforstander på Nyord Højskole. Derfor synger de ikke længere fra højskolesangbogen. Han er med andre ord en progressiv mand, der nyfortolker højskoleverdenen. Nogle traditioner går han dog ikke på kompromis med, fx den der handler om at gå i seng med eleverne. Han er også erklæret feminist “Jeg er jo ikke idiot,” som han siger.

Petra er tidligere elev på højskolen og var dengang fascineret af den maskuline skørtejæger. I bogens indledning er hun til jobsamtale og lander et job som lærer på Skriv sammen med den kendte forfatter Frej Thorvaldsen. Der går ikke mange sider, før Petra nedlægger forstanderen og skriver et manifest over deres sexliv. Her er det hende, der bestemmer.

Ligesom i Stine Pilgaards “Meter i sekundet” er højskolelivet beskrevet med lige dele varm genkendelse og lige dele sarkastisk spot. Det er sjovt, velskrevet og lige til at spise.

Afslutningsvis et lille afsnit fra romanens prolog:

“De begynder at ryge, drikke mere kaffe, de spiser for mange boller med hummus og tager på, de kører ind i genbrugsbutikken i Stege og køber tøj til alle de temafester, der bliver afholdt fredag efter fredag, de græder hjemme hos deres ganggruppelærere og siger, at de har haft angst og stress og depression i gymnasiet. At de føler, at alle kender hinanden, de får aldrig nogen venner, de svinger ikke så godt med ganggruppen, med holdet, med deres roomie.
Men efter første fest har mindst en tredjedel kysset med nogen, så rykker de tættere sammen, lægger hovederne i hinandens skød i undervisningen, omfavner hinanden i spisesalen i begejstring over, at de skal have lasagne til frokost. De får lus, og det smitter, og så får de fnat og beder os tjekke deres hænder, for det klør og klør.”

Laura Ringo: Grundtvig er død, Gyldendal, 2021

Læs også anmeldelse af Laura Ringo: Fødedygtig

Helle Helle: Bob

Bøger fra 2021, Roman

“Det er ret mærkeligt at skrive en bog, der hedder Bob. Og så hedde Helle Helle,” konstaterede min 9-årige søn. Det kan han sådan set have ret i. Men Helle Helle har også altid været sin egen.

Ligeså meget jeg holder af de karakteristiske sætninger og beskrivelser og svælger i hendes unikke sproglighed, ligeså meget savner jeg tekster og personer, som jeg kan huske. Det er sjovt at læse Helle Helle, men det er også flygtigt. Almindeligheder sat på formel, og en insisteren på distance.

Denne roman fortælles fx af Bobs kæreste/samlever, og handler om Bobs færden – også i situationer, som fortælleren ikke er en del af. Kæresten er helt fraværende i fortællingen og kun en beskuer. Det er ekstra underligt, fordi Bob undervejs bliver betaget af en anden kvinde, men som læser køber man præmissen.

Et klassisk, fantastisk Helle Helle-træk er sammenstillingen af sætninger som i denne lille passage:

“Men hun tog ham med til en fest i Ullerslev. Hans mor kørte dem, det hele var en fejltagelse. De havde smørrebrød i bagagerummet, hun var fire år ældre end ham.”

Eller denne her:

“Indtil han var fjorten, havde han troet, Sibirien lå i Rødby. Han undgik med nød og næppe at blive afsløret ved at nikke intenst. Nu havde han glemt, hvad hun hed. Stribede strømpebukser og vatteret vest med snoretræk. Hun boede i Vestergade, ønskede sig en sangstemme. Promenerede med morgenbrød efter private fester.”

Hvis man vil læse en mere entydigt begejstret anmeldelse af “Bob”, kan man kigge her hos Berlingske, der giver 6 stjerner.

Andre bøger af Helle Helle her på bloggen:
Helle Helle: De
Helle Helle: Hvis det er
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Anthony Doerr: Alt det lys vi ikke ser

Historiske romaner, Roman

I denne smukke roman følger vi to hovedpersoner:

Franske Marie-Laure, en sekstenårig pige, blind og med alle andre sanser forstærket. Med en forkærlighed for eventyr og sneglearter og et tæt bånd til sin far, låsesmeden på det naturhistoriske museum i Paris.

Tysker Werner, en attenårig dreng, forældreløs og opvokset på forsorgshjem. Med en forkærlighed for radiosendere og sjældne teknisk-matematiske evner og et tæt bånd til sin lillesøster Jutta.

De bliver begge unge voksne i 1940’ernes krigs-Europa og hvirvles på hver sin måde fra hus og familie – Marie-Laure som flygtning, Werner som alt for ung radiooperatør i krigen.

Utallige film og romaner har vist os, at krigens børn bare er børn, at uskyldige mennesker på tværs af landegrænser bliver en del af et meningsløst magt- og voldssystem, men Anthony Doerr er så glimrende en forfatter, at selv en verdenskrigs-mættet læser, bør give denne bog en chance.

Werner og Marie-Laure står lysende klart, og selv bipersoner, som den frøinteresserede Frederick fra Werners Hitlerjugend-skole, eller Marie-Laures PTSD-ramte onkel Etienne, der ikke har forladt sit hus i 24 år, bliver levende for os.

Bogen er udgivet i 2015 og vandt i dette år også Pullitzer-prisen. Det er den første bog, jeg læser af Anthony Doerr. Han har bl.a. også udgivet “Noget om Grace” og senest i 2021 “Byen i skyerne”.

Morten Pape: I ruiner

Bøger fra 2021, Roman

“I ruiner” er den tredje selvstændige roman i Morten Papes Amagertrilogi. De første to, “Planen” (2015) og “Guds bedste børn” (2018) var fremragende, brutale og vedkommende, og den tredje er ingen undtagelse. Man kan godt begynde at spekulere på, om den nu også er præcis ligeså god, men det er måske ikke så interessant.

I stedet et rids over handlingen:
Amalies mor arbejder i Amagerbanken. Hun har et fint, almindeligt job, og de har en ok almindelig familie. Lige før banken som bekendt krakker med et brag, investerer Amalies far en stor del af familiens opsparing i hele Amagers bank for at redde den fra en krank skæbne.

Krakket bliver en katalysator for en række svære begivenheder i Amagerfamilien, og Amalie kastes i armene på den morfar, som hun absolut ikke må have noget med at gøre.

Senere bringer hendes job som facer for en velgørenhedsorganisation hende på sporet af folkemordet i Rwanda og nogle specielle bekendtskaber. Jeg er selv så navlepillende en læser, at jeg hellere vil læse om Amagerfamiliens dårligdomme end de grusomme krigsforbrydelser i et fjernt, fremmed land. Trådene bliver dog samlet rigtigt fint, og romanen står helstøbt og stærk og er bestemt en læseoplevelse værd.

Meg Mason: Højtryk og lavtryk

Bøger fra 2022, Roman

På Hebriderne består vejret mest af lavtryk og kraftige storme. Det er uforudsigeligt og ødelæggende. Sådan er det også at være Martha. I bogens begyndelse bliver hun forladt af sin mand, Patrick, som ikke magter at være med mere.

Romanen udfolder over de næste par hundrede sider historien imellem de to, forholdet til Marthas søster, Ingrid, og til Marthas forældre.

Særligt søskendeforholdet er både spændstigt og realistisk. De to er tætte og kan ikke forestille sig et liv uden den anden. Alligevel holder Martha de fleste af sine udfordringer skjult for søsteren. Det kommer blandt andet til udtryk i denne ordveksling:

“Under reklamerne sagde Ingrid det samme, som alle siger. Hun kunne ikke forstå, hvordan man kunne have det så dårligt, at man kunne finde på at gøre sådan noget. Jeg sad og kradsede i en plet på mine jeans uden rigtig at høre efter og sagde åndsfraværende, at det kunne jeg sagtens forstå.
“Nej, men altså, ikke så slemt, at man oprigtigt har lyst til at dø.”
Jeg grinede og kiggede op for at at se, hvorfor hun havde slukket for fjernsynet. Ingrid sad bare og kiggede på mig.
“Hvad?”
“Når du er deprimeret, har du jo ikke oprigtigt lyst til at dø. Hvornår har du nogensinde haft det sådan?”
Jeg spurgte hende, om hun lavede sjov. “Hver gang jeg får det dårligt.”
“Martha! Det passer ikke!” sagde Ingrid.
Jeg svarede okay.
“Du kan ikke bare sige okay. Okay hvad? Okay, sådan har du det ikke?”
“Nej – okay, du behøver ikke tro mig.””

Martha finder undervejs i romanen en psykiater, som indkapsler hendes udfordringer i en diagnose. Diagnosen bliver i resten af bogen blot omtalt som xx. Den giver hende svar på sine udfordringer og forståelse for sin mor, men den giver hende ikke mulighed for at vælge et andet reaktionsmønster end det destruktive, som hun har levet i i årtier. Det er så fint fortalt, både på den menneskelige side og med det her lille greb med, at vi ikke får at vide, hvad diagnosen hedder (og vi er ved at sprænges for at kunne sætte et label på!).

To små tekstbidder mere fra bogen har jeg lyst til at fremhæve. Her er det én af Marthas eneste venner, som besøger hende i Paris og får på plads at nostalgi ikke er har den pladderromantiske betydning, som vi bruger det i:

Nostos, Martha, at vende hjem. Algos, smerte. Nostalgi er smerten forårsaget af en utilfredsstillet længsel efter at vende tilbage.” Uanset, sagde han, om det hjem, vi længes efter, nogensinde har eksisteret.”

Det er i den litterære ende, og så er bogen fin, fordi den også rummer den helt basale tørre humor, som fx i denne konstatering:

“Hvis man ser en film, hvor en af karaktererne er lykkelig, men hoster lidt, så er de altid ved at dø af kræft i næste scene.”

Højtryk og lavtryk ser ikke ud af så meget, men er klart anbefalelsesværdig. Jeg læser gerne Meg Mason igen en anden gang.

Udgivet på Politikens Forlag i januar 2022.

Fredrik Backman: Folk med angst

Roman

Fredrik Backman er forfatteren bag storsuccesen “En mand, der hedder Ove”. “Folk med angst” fra 2019 har længe stået på min liste, og den er bestemt en læsning værd.

“Som om vi ved, hvordan sex fungerer. Sandheden er, at vi ved lige så meget om sex, som vi ved om usb-stik, og de små sataner skal vi bruge fire forsøg til hver eneste gang (gal vej, gal vej, gal vej, NU røg det ind!). Vi lader, som om vi er gode forældre, mens vi i virkeligheden bare giver børnene mad og tøj og en skideballe, hvis de spiser tyggegummi, de har fundet på jorden. Vi havde engang akvariefisk, og de døde alle sammen, og vi aner næsten ikke et kvæk mere om børn end om akvariefisk, så ansvaret skræmmer livet af os hver morgen.”

Den svenske forfatter balancerer klassisk nordisk imellem underspillet humor med et strejf af sarkasme og en stærk forståelse for de steder, hvor livet gør ondt.

Handlingen i grove træk: En bankrøver forsøger at røve en kontantløs bank for 6.500 kr. Da politiet bliver tilkaldt, flygter røveren ind i en etageejendom, hvor der bliver holdt åbent hus i en lejlighed. Ejendomsmægleren og de potentielle købere bliver taget som gidsler, og herfra udfolder persongalleriet i den lille by sig. Stockholm er i den sammenhæng personificeringen af overklasse og snobberi, og man kan også “være fra Stockholm”, hvis man er til det modsatte køn, hvilket i sagens natur kan give nogle ganske morsomme ordvekslinger.

Jeg holder allermest af Fredrik Backmans finurlige associationsrækker og skæve sammenligninger:

“Hun så vinteren lægge sig til rette over byen. Hun syntes om årstidens tysthed, havde derimod aldrig sat pris på dens selvfedme. Når sneen kommer, har efteråret jo allerede gjort alt arbejdet, taget sig af alle bladene og omhyggeligt ryddet sommeren ud af folks erindring. Vinteren behøver bare at komme vadende ind med et par minusgrader og tage hele æren ligesom en mand, der har grillet i tyve minutter, men aldrig i sit liv dækket et bord.”

Fredrik Backman: Folk med angst, People’s Press, 2019.
“Folk med angst” er desuden skabt som en serie til Netflix.

Julie Clausen: Hjerter dame

Bøger fra 2020, kærlighedsromaner, Roman

Min veninde kalder denne type bog for en mundrenser. Sådan en hurtig lille hapser, man kan snuppe mellem to lidt tungere retter.

Det tog heller ikke mere end et døgn på en skiferie at læse mig igennem “Hjerter dame”, med benene på sofabordet, og varm kakao i koppen.

Emma underviser i oldtidskundskab på sit gamle gymnasium. Hun er 27 år og helt frisk fra universitetet. Siden hun var 17, har hun været kærester med Thomas, der pendler og er hjemme i weekenden. Her kører de ægteskabslignende rutiner, og alt er trygt og godt og måske lidt kedeligt.

En dag møder Emma en fyr på en bar, der viser hende en tryllekunst med et kortspil (Hjerter dame, I ved). Hun synes måske, hun har set ham før, men da hun finder ud af, at han er elev på gymnasiet, er fascinationen allerede vakt.

En velskrevet lille kærlighedsroman, som fint beskriver de valg og fravalg, der følger med, når man skal øve sig i at blive rigtigt voksen.

Julie Clausen har skrevet to opfølgningsbøger: “Hjerte rimer på smerte” og “Med hjertet på spil”.

Miranda July: Den første onde mand

Roman

Her har vi en bog, der ikke minder om noget, jeg har læst før. Jeg var klar til at stoppe efter 40-50 sider, men nu var den jo på listen til kulturklubben, så jeg hang i. Hvad skal vi sige, den handler om? En kvinde i midt fyrrene, der har en psykisk betinget “globus hystericus”, som sidder fast i halsen på hende. Som arbejder i en organisation, der lærer kvinder selvforsvars-fitness, og som får en særpræget relation til chefernes datter. Om ensomhed, seksualitet og mere og andet. 

Titlen refererer til en selvforsvarsvideo, som hovedspersonen Cheryl ser sammen med den unge Clee, og de diskuterer, hvordan de skal simulere episoden som en del af en sexakt. De bliver enige om, at Clee skal være den første onde mand i videoen. 

Lena Dunham (instruktør og skuespiller i seriesuccesen Girls) er citeret på bogens bagside for at sige “Aldrig før har en roman talt så direkte til min seksualitet, spiritualitet, mit hemmelige jeg.”

Jeg kan desværre ikke erklære mig enig, men til gengæld en læseoplevelse, der udvider repertoiret og horisonten lidt. Den er skør og speciel, sine steder morsom og til alle tider uventet.

Bogen er udgivet i 2015 og oversat fra amerikansk “The First Bad Man”. Oversættelsen er ikke af den bedste kaliber, så hvis du vil give den en chance, kan det være en god ide at gå efter originalen.

Sally Rooney: Skønne verden, hvor er du

Bøger fra 2021, Roman

“Skønne verden, hvor er du” er Sally Rooneys tredje roman, og hun er tilbage i god form.

Hendes debutroman “Samtaler med venner” fangede mig ikke helt, men som resten af verden var jeg begejstret for “Normale mennesker”, som også blev produceret som tv-serie og vist på dr.dk.

Rooneys skrivestil er nøgtern og fyldt med godt dialogmateriale. Hun har en særlig evne til at afspille hverdagen, så den både er realistisk – på papiret uinteressant – og dyb.

Bogen her kunne også have heddet “Samtaler med venner”, for den følger de to veninder Eileen og Alice, som udveksler lange emails. Samtidig følger vi deres respektive kærlighedsrelationer.

“Så selvfølgelig sidder jeg her midt i alting, midt i den tilstand verden er i nu, hvor menneskeheden er på nippet til udryddelse, og skriver endnu en mail om sex og venskab.”

Dynamikken mellem forfatteren Alice og lagerarbejderen Felix er kompliceret. De mødes via en datingapp, og mødet er egentlig ikke så succesfyldt, men de bor i en lille by, så man kan jo altid prøve igen. De er skiftevis tiltrukket af hinanden og sårer hinandens følelser ved næsten demonstrativt at fejltolke de signaler, som den anden sender.

I brevene mellem de to veninder bliver emnerne politiske, måske ind imellem en tand for meget. Men udvekslingen er også interessant, fx i dette postulat om skønhedens væsen:

“Okay, jeg har en ny teori. Vil du høre den? Hvis ikke, så se bort fra det næste jeg skriver. Min teori er, at mennesket mistede sin fornemmelse for skønhed i 1976, da plastic blev det mest udbredte materiale på kloden.”

“Skønne verden, hvor er du” får en lille anbefaling med på vejen.

Anthony Aconis: Kun en far

Bøger fra 2021, Debatbog, Fagbøger

I min læse- og kulturklub har vi læst mange bøger om kvinder, moderskab og søsterskab, fx Olga Ravns “Mit arbejde” og Dy Plambecks “Til min søster”. Vi besluttede derfor at supplere med en bog om det at være far.

Anthony Aconis fortæller sin personlige historie om længslen efter at blive far, og hvordan det efter adskillige år lykkes ham at få sine egne børn med hjælp fra en ægdonor og en amerikansk rugemor. Det er en rørende og fin historie og et stærkt vidnesbyrd fra en far, der har lyst til at blive anerkendt af samfundet med den familieform, som han nu engang har valgt.

Fortællingen har selskab af interviews med en håndfuld stemmer fra debatten om familieliv og værdier, herunder fx Svend Aage Madsen, Sørine Gotfredsen og formanden for det etiske råd. Bogen placerer sig i nutidens debat, og Anthony Aconis’ personlige involvering er både en styrke for ham og også sine steder det, der kommer til at stå i vejen for budskabet.

Jeg har altid interesseret mig for kønsroller og normer, og jeg fik undervejs i min læsning lyst til at dele passager med min mand. Fx siger Svend Aage Madsen i et kapitel, at “vi lever i en faderrig tid” – forstået på den måde, at den mandlige og faderlige rolle i høj grad er til forhandling og under forandring. Det er en bevægelse, vi også ser med debatten om øremærket barsel til mænd. 2021 har bragt ny lovgivning med sig, der bestemmer, at børnepengene skal deles ligeligt mellem forældrene, og at både mor og far får post fra det offentlige om deres børn. I 2021. Det, synes jeg, var på tide.

Aconis’ bog er mere en debatbog, end den er stor litteratur. Er den god? Den er mellem-god. Er den vigtig? Ja, det synes jeg faktisk, den er.

“Kun en far” er udgivet i 2021 på Forlaget 28B.