Stine Askov: Nøjsomheden

Bøger fra 2022, Roman

“Hvorfor kan moren ikke snyde i skat eller begå et kup? Hvorfor kan Frederik ikke være bandeleder eller hacker? Hvorfor skal det være sådan noget sørgeligt lort? Som skal de selv med deres forbrydelsers karakter bevise, at de er noget skrald ude fra Nøjsomheden.”

Monas mor samler på udklip fra Billedbladet; de fylder hele lejligheden i sammen med de blendere og brødristere hun har købt på et særligt tilbud. Hun er ved at lave en scrapbog om Kronprinsesse Mary. Den er næsten færdig, men så skal børnene jo konfirmeres. Den har været næsten færdig siden Mona var barn, og moren fik angstanfald, når hun gik uden for en dør.

Så Mona er vant til at klare sig selv og regne med sin moster Tut, der har været morgenbolledame for Simon Spies. Selv om Tut nu er kommet på hospice, er hun stadig skarp:

“- Se hende der, siger Tut og peger. – Se, en pels. Hold kæft en pels.
– Det er Lise Nørgaard.
– Er hun ikke 108 år?
– Hvis det kan gøre det.
– Moster, lægen sagde, vi skulle tale sammen.
– Hun ser meget godt ud, egentligt. Tænderne, du skal huske, Mona, at passe godt på dine tænder. Hvad skulle vi tale om?
– Begravelsen for eksempel.
– I kan smide mig på møddingen. Gør, hvad fanden I vil, jeg kan jo være ligeglad, ikke?
– Moster. Hvor skulle vi overhovedet finde en mødding?
– Nej, det er også bare noget, man siger.
– Hvem siger det?
– Der er styr på det, lille Mona, alt er skrevet ned i min røde mappe på chatollet, med dit navn på.
Hun bladrer endnu engang i SE og HØR, tager en tår af glasset og suger i smøgen.
– Ah, siger hun. – Nu har jeg det godt.”

Boganmeldelser på Post-it-notes

Mona har fået job i Lindas Boghandel i Helsingør. Hun læser som gjaldt det livet, og både i Nøjsomhedens byttebiks og i boghandlen anmelder hun bøger med Post-it-notes på forsiden. “Lidt lang i spyttet, ærligt talt, men en vigtig fortælling om en tid, hvor en kvindes største synd var at klippe sit hår”, kan der fx stå.

En dag kommer en ranglet fyr ind i Boghandlen for at købe Søren Ulrik Thomsen. Da de først samler mod til at tale sammen, møder Mona for første gang et menneske, der lever sit liv uden for boligblokken: “Fra døren blinker Nikolaj til hende. – Vi ses, Mona. Hendes navn lyder fortryllet, når han siger det på den måde med det afsnuppede M. Det vil hun gemme og høre igen og igen. Hun har en masse sekvenser, sætninger fra bøger, sange og citater, dejlige ord – densitet, viskose, argumentresistent, vovsegebis – som hun gemmer indeni og tager frem, når hun vil.”

Beskrivelserne af livet i boligblokken “Nøjsomheden” er så fine og varme, med den særlige loyalitet over for det sted, der for altid er hjemme, og samtidig med en armslængdes afstand til det liv, som man blev givet. Jeg blev nødt til at google, da jeg var færdig med at læse – det viser sig, at Nøjsomheden findes i Helsingør; med det navn beder man jo også om at blive titlen på en roman.

Da jeg googlede, faldt jeg også over den her Facebook-kommentar til et stille og roligt opslag fra Nøjsomheden, om at deres boligkontor flytter plads:

“Nøjsomheden” kommer efter min mening langt bedre i mål end Stine Askovs “Katalog over katastrofer”, som ellers er et originalt socialrealistisk værk.

Advertisement

Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen

Bøger fra 2020, Roman

Blomsterdalen er en kirkegård på Østgrønland, hvor farverige plasticblomster skriger i den hvide sne. Her drømmer romanens hovedperson om at blive begravet, når hun dør en dag.
Døden er allestedsnærværende i denne smukke og triste roman om grønlandsk ungdomskultur og selvmord.

Roman-jeg’et er en ung kvinde, der ved romanens begyndelse bliver optaget på Århus Universitet og gør sig klar til at rejse fra Grønland. Antropologi-studiet bliver dog aldrig det, som hun drømte om, og hun har svært ved at falde til i den smalltalk, der danner rammen om studiegrupperne og de danske unges nye venskaber. I stedet ender hun på gaden og længes efter sin kæreste Maliina, som hun også har svært ved at vise sin kærlighed til.

Undervejs i romanen hører vi om slægtninge, venner og bekendte, der tager deres eget liv i den grønlandske hjemstavn, og den smukke litteratur har et dystert indre.

Niviaq Korneliussen debuterede i 2015 med romanen “Homo sapienne”, som i Politiken blev kaldt “seksualrealisme uden filter”. “Blomsterdalen” har samme filterløse ærlighed, og Korneliussen vandt Nordisk Råds Litteraturpris for bogen i 2021.

Delia Owens: Hvor flodkrebsene synger

Bøger fra 2019, Roman

“Hvor flodkrebsene synger” er en rørende fortælling fra North Carolinas sumpskove. Bogen foregår i 1950’erne og handler om pigen Kya, der bor i et faldefærdigt træhus ud mod sumpen i udkanten af den lille landsby Barkley Cove. Hendes far er voldelig, og derfor bliver hun forladt af først sin mor, siden sine søskende, og til sidst bor hun som ung pige alene i naturen. Hun lærer at klare sig ved at sælge muslinger til sin eneste ven, den sorte mand Jumpin’, der sælger benzin og dagligvarer til de små både, der tøffer rundt i de sumpede søer.

Mens hun vokser op, lærer hun sumpen og marsken at kende, og hendes hjem forvandles snart til et kunstværk af natursamlinger. Hun går i skole en enkelt dag af sit liv og lever i stedet med naturen. Undervejs krydses hendes veje med de to unge fyre, Tate og Chase, som på hver sin måde fascineres af Kya og befinder sig i udkanten af hendes liv. Siden sker en forbrydelse i den lille by, og nu rettes alle lys mod den mystiske pige i sumpen.

Romanen er fra 2019 og filmatiseret i 2022. Den er oplagt til filmlærredet med sit smukke billedsprog og stemningsmættede historie.

Maren Uthaug: 11 %

Bøger fra 2022, Roman

Maren Uthaugs roman “11%” er som intet andet, jeg har læst.

Jeg har været vild med Marens striber “Ting jeg gjorde” de seneste fem år og har vel fulgt hende på Instagram i tre. Hun er sjov, spydig og kick-ass-underspillet-feministisk. Men jeg har aldrig været så vild med hendes bøger. “Hvor der er fugle” var for dyster, “Og sådan blev det” glemte jeg hurtigt igen, og “En lykkelig slutning” turde jeg aldrig læse, fordi jeg læste i en anmeldelse, at billederne af den utugtige omgang med lig aldrig forlader ens nethinde igen.

Nå, så langt så godt. Men med denne bagsidetekst var det jo svært at komme uden om 11%:

“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen

I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.

Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.

Spørgsmålet er, hvornår han indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle?

Romanen er blevet skamrost af anmelderne som original, vild og fejende flot – og med rette. Det tog mig lige 80 sider at være med på konceptet, til gengæld var jeg de sidste 80 sider så ærgerlig over, at den nu snart var slut.

I 11% møder vi Medea, der holder en pythonslange som kæledyr i kælderen, Wicca der er præstinde i sjette (?) led af W-linjen af præstinder, Benja der overlades til sig selv og svømmer sig gennem livet og til sidst Chaplin, der er født med det forkerte køn.

Det er selvfølgelig de fire karakterer der gør bogen, men det er mindst ligeså meget hele det fremtidsmiljø, som Uthaug har skabt: en verden, hvor man har en række mødre, bor i rundhuse i den gamle frederiksbergslum og foragter patriarkatets firkantede arkitektur, holder rotter og slanger, tilbeder den hellige moder og spiser tørt brød. Mændene bliver holdt i avlscentre, fx på Lolland, og i gaden bor mandedamer med penisatrapper, som man kan besøge. Ellers kan man have sex med mennesker (læs: kvinder) eller onanere, som man har lært i skolen.

Tre hurtige: Gazan, Høeg og Perrin

Roman

Sissel-Jo Gazan: Uglens øje

Jeg er vild med Gazan og havde sådan glædet mig til hendes nyeste “Uglens øje”, der er en selvstændig treer efter “Dinosaurens fjer” og “Svalens graf”
Jo større forventninger, jo større skuffelse. Øv, jeg var ikke overbevist. Det er en udmærket bog at læse, men den hæver sig ikke op over en gennemsnitlig hurtig-krimi og når ikke Gazans fremragende “Hvide blomster” til sokkeholderne.

Jeg var efterladt med en følelse af, at hun kendte alle elementerne i en god spændingsroman, men kom til at underbage kagen, så dejen faldt sammen undervejs.

Bedste Sissel-Jo Gazan bog: “Hvide blomster”.
Andre gode af Gazan: “Blækhat”, “Dinosaurens fjer” og “Svalens graf”

Tine Høeg: Sult

“Sult” handler ikke om det, der er øverst i madpyramiden. Den handler om den inderste inderlige sult efter at få et barn.

Over 430 sider følger vi det selvbiografiske forfatterjegs tur gennem inseminationsjunglen. Hun skriver dagbog undervejs, og det er brudstykker af dén, der bliver bearbejdet til en roman.

I vanlig Tine Høeg-stil er opsætningen lyrisk-prosaisk, og det er både virkningsfuldt og lidt stakato til tider.

Bedste Tine Høeg-bog: Tour de chambre.

Valérie Perrin: Vand til blomster

En bog, jeg lånte af min mands bedstemor, og som samtidig blev anbefalet i min læseklub og af min svigerfar. Med andre ord en fortælling, der rør flere generationer. Den er umiskendelig fransk i sin stemning, skrivestil og scene, men/og rammer et fint niveau af poetisk realisme.

Den er halvlang, og de første og sidste 80 sider kunne man måske have undværet, men sidder du med den i hånden og er nået til side 60, så hæng i, for det lønner sig.

Historien handler om en midaldrende kvinde, der er kirkegårdspasser, og som åbner sin stue for alle de stille eksistenser, der kommer forbi. Ind imellem er der nogen, der kiler sig ind på hende, og hvis historie flettes ind.

Perrin skriver elegant og vedkommende og med forskellige afstikkere i tid og persongalleri, som aldrig bliver overflødige.

Torrey Peters: Detransition, baby

Bøger fra 2021, Debutroman, Roman

Man siger, at litteraturen kan åbne døre til ukendte verdener, og Torrey Peters’ debutroman er et klasseeksempel på netop det.

“Detransition, baby” handler om transkvinden Reese og hendes livs kærlighed, transkvinden Amy. Efter en voldsom oplevelse går de to fra hinanden, og Amy detransitionerer og bliver til Ames. Ames indleder en affære med sin chef Katrina, og da Katrina bliver gravid, udfolder de tre sammen ideen om at skabe en queer familie.

Romanen er en hybrid imellem en romantisk komedie, der trækker tråde til “Friends” og “Sex and the city”, og en normkritisk generationsroman, der afmystificerer og nuancerer køn, seksualitet og identitet.

Det er ikke en bog, der læser sig selv på to dage, men giv den en chance og hæng i; det er en fin og rørende menneskelig fortælling.

Læs interview med forfatteren i The Guardian her. Bogen er nomineret til den engelske “Woman’s Prize for Fiction”.

Jesper Stein: Ædru

Roman, selvbiografi

🖤🖤🖤🖤🖤
Jesper Stein er bedst kendt som krimiforfatteren bag “Akrash“, “Papa”, “Aisha” m.fl., som foregår i miljøet omkring Nørrebro i København.

For to år siden skrev han den selvbiografiske roman “Rampen” om sin opvækst i Risskov uden for Århus. “Ædru” starter, hvor “Rampen” sluttede og behandler Steins egen vej ud af et massivt alkoholmisbrug.

Jesper Stein er en hamrende dygtig forfatter, og “Ædru” er en velskrevet fortælling om alkoholens tillokkende natur og dens altødelæggende konsekvenser. Vi følger Jesper, mens han går i Minnesota-behandling, og de små sidehistorier om menneskerne, han møder, er mindst ligeså spændende som hovedplottet. Der er kunstneren, som ikke ved, hvordan han skal komme igennem sin næste fernisering eller få økonomisk støtte, fordi branchen er så gennemsyret af stoffer, og så er der den helt unge fyr, som er blevet dødeligt afhængig af ecstasy på mindre end et år.

Jesper Stein besøger også forskellige forfatterreferencer og åbner blikket for, hvordan rusen bliver forherliget i litteraturen som den eneste vej til sand kunst. Før har han suget det ind og dyrket det selv, og nu ser han kun fordærvelsen.

Det er spændende at se med Jesper Steins øjne, og som læser hepper man på, at hovedpersonen og forfatteren kan forblive ædru, når man som her lægger sit liv og sine svagheder så ærligt og ucensureret frem for hele Danmark.

Jeg kan varmt anbefale Jesper Steins bøger, både opvækstfortællingen “Rampen“, krimierne, og altså også den seneste her.

Politikens Forlag 2022

Lucinda Riley: De syv søstre

Historiske romaner, kærlighedsromaner, Roman

Lucinda Riley har fået en fin idé til en romanserie, som har holdt hende beskæftiget i ganske mange år. “De syv søstre” er syv selvstændige romaner, og i hver bog får læseren udfoldet én af de syv søstres historie.

Serien – og søsterne – er opkaldt efter stjernebilledet Plejaderne (læs om det hos Riley selv her)

Fortællingen begynder på søstrenes barndomshjem ved Genevesøen i Schweiz. De er blevet kaldt hjem, fordi deres adoptivfar, Pa Salt, er død. Han har efterladt dem hver et brev med et spor, der kan lede dem til deres biologiske familie og fortid, hvis de ønsker det.

Den første bog, sender søsteren Maja til Brasilien, hvor hun hvirvles ind i en billedhuggerhistorie, der også omfatter den store Kristus-statue i Rio.

I to’eren følger vi Ally, som er professionelt sejlsportsatlet, og som finder sin fortid og fremtid i Norges klassiske musikmiljø.

Bog tre, som jeg lige har afsluttet, handler om Star, som gennem dagbøger fra Viktoriatiden i England undersøger, hvordan Flora MacNichols historie kan være forbundet til hendes egen.

Undervejs handler det naturligvis også om kærlighed (til tider den lidt klichefyldte slags), søskenderelationer, natur, kultur og historie. Det er en imponerende værksamling, og jeg tygger mig langsomt igennem med cirka en bog i serien om året.

Rækkefølgen på De syv søstre

  1. De syv søstre
  2. Stormsøsteren
  3. Skyggesøsteren
  4. Perlesøsteren
  5. Månesøsteren
  6. Solsøsteren
  7. Den forsvundne søster

Bøgerne er udgivet i årene mellem 2016 og 2021.

Tre sommerbøger

Roman

Der ryger altid mange roman-sider ned i sommerferien, så her har jeg samlet tre på en gang:

Karen Fastrup: Hungerhjerte

🖤🖤🖤🖤🖤

En uhyre velskrevet selvbiografisk fortælling fra det psykiatriske Danmark. I romanens begyndelse bliver Karen indlagt på psykiatrisk afdeling. Hun har truet sin kæreste og hans søn med en kniv, men husker kun brudstykker. Hun bliver først udredt med en bipolar lidelse og er lettet over, at hun ikke har fået Amagerdiagnosen Borderline. Den skal hun dog også senere stifte bekendtskab med.

Romanen er først og fremmest spændende, fordi den er en historie om et rigtigt menneske, man kan mærke. Dernæst er den litterært velskrevet. Og endelig er den hyper-aktuel, fordi den giver et intelligent, nuanceret blik på behandlingen i det psykiatriske system – både der hvor det bare virker, og der hvor det gør mennesker mere syge, end de var i forvejen.

Dolly Parton og James Pattersson: Løb, Rose, løb

🖤🖤🖤🖤

Jeg synes, Dolly Parton er megasej og er fuld af respekt for hendes country-karriere. Jeg opdagede med stor overraskelse, at hun nu har skrevet en roman, men var ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville læse den.

“Løb, Rose, løb” foregår på Partons hjemmebane i Nashville, Tennessee. Over knap 500 sider følger vi AnnieLee Keyes fra hun tomler den fra Texas til Nashville, sover i parken, spiller sit første sæt på Cats Paw for en danskvand med citrus, og til hun bliver opdaget af country-legenden Ruthanna Ryder og hendes guitarist Ethan Blake.

Handlingen er medrivende og ægte sydstats-amerikansk, og så tilgiver man nemt, at sproget sine steder er lidt klichefyldt. Hvis du kan lide at læse på engelsk, vil jeg klart anbefale at tage den på originalsproget. Jeg har en fornemmelse af, at der går en del ‘lost in translation’. Flere gange undervejs har jeg overvejet, hvilken sanger der skulle spille AnnieLee Keyes, hvis romanen blev filmatiseret – den har helt klart “A star is born”-potentiale. Dolly Parton har skrevet bogen sammen med den erfarne forfatter James Pattersson, og hun har komponeret et par håndfulde helt nye sange, som optræder i bogen.

Matt Haig: Midnatsbiblioteket

🖤🖤🖤

“Sliding doors” må være den mest kendte ‘hvad nu hvis’-historie, men bestemt ikke det eneste, og Matt Haig skriver sig med “Midnatsbiblioteket” ind i denne tradition.

Nora er ensom og deprimeret, og hun beslutter sig for, at det ikke er værd at leve. I stedet for at dø bliver hun sendt til et stoppested mellem liv og død: Midnatsbiblioteket. Hver bog på biblioteket rummer mulighed for at afprøve en anden gren af sit liv – hvis nu man havde taget en anden beslutning, hvor var livet så nu? Bogen udfolder Noras mulige livsfortællinger og sætter spørgsmålstegn ved vores evne til at stille os tilfreds med de valg vi træffer og leve det liv, vi er i.

En fin, hurtigt læst, hurtigt glemt lille sommerbog.

Astrid Lindgren: Mio, min Mio

Børne- og ungdomsbøger, Børnebøger, Fortællinger, Roman

🖤🖤🖤🖤🖤

I ved det nok godt, men jeg bliver nødt til at sige det igen: Astrid Lindgren er virkelig en fabelagtig børnebogsforfatter! Hun skriver spændingsmættet, så man har lyst til at vende næste side, men aldrig så børn bliver rigtigt bange, fordi hun lægger subtile forsikringer ind om, at alt kommer til at gå godt.

Astrid Lindgrens hjerte bankede for forsømte børn, og enhver, der læser hendes bøger, kan forstå, hvordan det må være at savne en far eller en ven.

Mio, min Mio handler om den forældreløse dreng Bo Vilhelm Olsson, som en dag forsvinder fra Uplandsgade i Stockholm, hvor han bor. En ånd fører ham til Landet i det Fjerne, hvor han viser sig at være kongesøn. Han bliver hurtigt venner med drengen Jum-Jum og den hvide hest Miramis. Her lever han lykkeligt, indtil han langsomt indser, at det er ham, der er udset til at kæmpe mod den onde ridder Kato fra Landet Udenfor.

Astrid Lindgrens tekster er utroligt gode at læse højt – ikke simple, men alligevel mundrette, fx:

“En, der var sød imod mig, det var fru Lundin i Grønthandlen. Hun gav mig slik og frugt en gang imellem.
Nu her bagefter spekulerer jeg på, hvem fru Lundin egentlig er. For det var hos hende det begyndte, den dag i oktober sidste år.”

Aldersanbefaling Mio, min Mio

Vi har læst bogen for vores børn, som er 8 og 9 år, og de er meget opslugte. Mere modige børn kan sikkert få den læst højt fra 6-7 år. Større børn vil kunne læse bogen selv fra 11-12 år.

For tre år siden læste vi Astrid Lindgrens “Brødrene Løvehjerte”. Ulig de fleste andre i min generation har jeg ikke et personligt forhold til den fra min barndom, men jeg var helt solgt. “Brødrene Løvehjerte læste vi, da vores børn var 5-7 år. Det var måske lidt tidligt, men særligt den store var begejstret.