Sommerbøger

29 Aug

Her et lille forsinket udpluk af, hvad sommeren har budt på på min boghylde, mens jeg har dasket rundt i Rågeleje, på Møn, i Stockholm og i gode gamle Brønshøj.

marenMaren Uthaug: “Og sådan blev det”

Maren Uthaug er den store overraskelse for mig. Det var gået helt hen over hovedet på mig, at hun havde udgivet en roman i 2013, og per refleks forventede jeg, at den var sjov. Den er gravalvorlig og virkelig god.

Bogen handler om pigen Risten, der vokser op i Nordnorge hos en samisk mor og en norsk far. Uden at spoile for meget rejser hun siden til Danmark, hvor hendes far flytter sammen med den danske kvinde Grethe. Grethe synes, det er mere praktisk at hedde Kirsten i Danmark, så det kan Risten lige så godt hedde nu. “Og sådan blev det”. Og sådan blev så mange ting i en piges liv. Det er det, bogen handler om.

En kompakt og læseværdig roman, som giver en lussing til både forældre og stedforældre, der foregiver at ville deres børn det bedste, mens de gør, som de selv vil.

aishaJesper Stein: “Aisha”

Aisha er krimielementet i dette års sommerferielæsning. Sådan en skal der være i enhver sommerlæsekasse! Det er fjerde bog i serien om kriminalkommisær Axel Steen, men kan sagtens læses uafhængigt. Jesper Steins bøger foregår i nutidens København, som regel Nørrebro, men denne gang er handlingen forlagt til 8-tallet i Ørestaden. Her bliver en PET-agent fundet myrdet, og Axel Steen bliver sat på opklaringsarbejdet sammen med en anden (levende) PET-agent.

Handlingen følger to spor: Mens den nuværende efterforskning graver dybere og dybere, får man afsløret detaljer fra en afblæst terroraktion, der ligger nogle år tilbage. Sporene krydser, og en del af efterforskningen bliver mørklagt.

Som en god krimiforfatter ved Jesper Stein præcis, hvornår han skal skrue op og ned, og de sidste 200 sider (ja, 200) blev jeg nødt til at læse ud i én køre, for det var umuligt at stoppe, før det var HELT slut.” Gæt selv, om det ender godt til sidst, og om helten overlever til den næste bog i føljetonen.

abdelAbdel Aziz Mahmoud: “Hvor taler du flot dansk!”

Endelig fik jeg fingrene i Abdels MEGET roste bog om hans og hans families stille integrationssucces i en fynsk forstad. Den kunne fortælle om så mange andre danske drenges opvækst, hvis man ser bort fra det arabiske islæt, og den er fin, fordi den ikke er specielt dramatisk, men ligeså normal og dansk og kedelig, som Abdel stræber efter at være, fra han er kun en lille gut.

Da der f.eks. starter en ny, indisk dreng i hans folkeskoleklasse, der ellers kun består af hvide gennemsnitsfynboere, gør han alt for ikke at blive slået i hartkorn med Rajkumar. Og det slår hårdt, når han ind imellem ud af det blå bliver mindet om, at han er brun.

Han bliver journalist og tv-vært og når et mål, som er opstået ud af en barnlig undren over, at der ikke var flere i fjernsynet, der lignede ham selv. Og det går rigtigt godt for Abdel, så godt, at han igen næsten glemmer, at han ikke er kødfarsfarvet, indtil han næste gang bliver slået tilbage med velmenende, svidende ord: Denne gang er det en radiodebat med Bertel Haarder, der begejstret siger til Abdel: “Hvor taler du flot dansk!” Abdel giver ham det eneste rigtige svar: Et nøgternt “I lige måde”.

boysenDaniel Boysen: Fordi ilden er vores

Her lander vi måske på den bog, jeg har været mindst begejstret for, og den er en gemmer fra foråret. Det svider lidt at sige, jeg ikke er fan, for det er en intens, lille, pakket bog, der krænger sjælen ud og fortæller nogle grumme detaljer om et hjem med en misbrugt søster.

For mig, lige her og nu, bliver den for poetisk og selvpegende (hvis der er noget, der hedder det). Men det er en smagssag.

manifestJulia Lahme: “Manifest”

Et manifest for at turde være feminist på 2016-måden, men med en indbygget selvmodsigelse, som jeg havde lidt svært ved at blive klog på. For mig er feminisme også retten til at være kvinde på en anden måde (blandt meget andet), og derfor bryder jeg mig ikke så meget om de lukkede damebladsklicheer om, hvad ‘vi kvinder’ tænker, føler og gør.

Ofte var jeg heldigvis ikke en del af klicheen, men lige på en pointe ramte den plet (frit citeret): Hvorfor er det, at du kan vække enhver mor midt om natten, og så kan hun fortælle dig, hvor mange liter mælk der er i køleskabet?

 

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Orkansæsonen og stilheden

28 Aug

orkansæsonenJeg har ført skrevet om følelsen af at være tryg ved en ny bog, at glæde sig, fordi man ved, den bliver god – sådan havde jeg det med denne.

“Orkansæsonen og stilheden” foregår dels på en mindre dansk ø, dels i Guatemala. Titlen fortæller om livet i Guatemala, hvor orkaner gør livet uforudsigeligt, og en nat, hvor orkanen raser, lykkes det pigen Noora at flygte fra sit fastlåste børnehjemsliv. Inden hun stikker af, møder hun den danske præst Monica, som giver hende et råd med på vejen, som lyder noget i retning af dette (citeret frit fra hukommelsen): “Der er to slags smerte i verden. Smerten ved at blive og smerten ved at flygte.” Hun vælger det sidste og er på vej mod en ny start.

Der er fire hovedpersoner i bogen – præsten, Noora, præstens veninde Beate og en ung hashramt fyr, der hedder Marcus, og for dem alle sammen handler det om begyndelser og slutninger.

Anne-Cathrine Riebnitzsky har tidligere skrevet romanen “Forbandede yngel” om pigen Lisa og hendes hæslige barndom, som hun fik De Gyldne Laurbær for i 2013. Jeg fik vist aldrig skrevet om den her, men kan f.eks. læse om den på Litteratursiden. Jeg kan anbefale dem begge, omend de er vældigt forskellige.

Online markedsføring. Den store grundbog

22 Jun

Online markedsføringJeg fik aldrig nævnt denne fantastiske fagbog her på bloggen, fordi jeg i sin tid anmeldte den for Kommunikationsforeningen.

Nu har den fået en revival hos mig, fordi jeg er i gang med SEO og Adwords for uddannelser og kurser hos Kursuscenter Sputnik, og den er lidt af en guldgrube.

Det er Anders Hingeberg, Jakob Hebsgaard og Camilla Kjærsgaard Pedersen, der har skrevet en virkelig let tilgængelig guide til online markedsføring, som indeholder kapitler om f.eks. SEO (søgemaskineoptimering), Adwords (Google-annoncer), Analytics og markedsføring på sociale medier. Jeg slugte det hele råt, men man kan også bruge den som opslagsværk, hvis man blot har brug for at dykke ned i én af disciplinerne.

En anden guldgrube i online markedsføring er gruppen ‘SEO-nørder – den hårde kerne’ på Facebook, som jeg varmt kan anbefale at melde sig ind i. Medlemsantallet i gruppen vidner om, at det ikke kun er den hårde kerne, men også begynder-nørder som mig, der læser med.

Ida Jessen: En ny tid

18 Apr

Ida Jessen en ny tid“En ny tid” foregår i Thyregod, og her kommer en lille quiz:

Er Thyregod:

A. Ida Jessens barndomsby

B. Grundvigs barndomsby

C. Den by, som julekalendern “Pagten” foregår i?

Svaret er… da da da da… alle tre.

Og det her med Grundtvig er ikke helt ligegyldigt. Romanen er nemlig bygget op om en ung lærerindes første job på en nyoprettet friskole. Man får fortællingen i tilbageblik, nu hvor hendes mand, distrikslæge Vigand, ligger for døden, og hun gør status over de valg, hun har truffet, og de valg, livet har truffet for hende.

Jeg er ret vild med Ida Jessens skrivestil. Jeg kan desværre ikke citere noget, for det var et 14-dages lån på biblioteket, som er røget retur igen, men mens jeg læste den, havde jeg lyst til at citere det hele. Hun kan den der særlige balance mellem at skrive i et helt almindeligt og præcist sprog, som ikke bliver for forfatterskoleprætentiøst, og samtidig stille nogle spørgsmål, der går lige i maven.

Bogen giver et fint billede af en landsby i 1920-30’erne og en ung kvindes stille oprør på cykel gennem friskolelivet.

Puk Damsgaard: Hvor solen græder

4 Apr

pukPuk Damsgaard fik tidligere på året Cavling-prisen for sine Syrien-reportager og bogen “Ser du månen, Daniel”.
“Hvor solen græder” er forløberen til denne, uden at de to dog er forbundet i persongalleri m.m.

I fortællingen møder vi en række personer, som er en del af det folkelige oprør imod den syriske regering. Særligt storbykvinden Nour bliver beskrevet med en blanding af venskabelig empati og nøgtern, journalistisk realisme.

Det er en virkningsfuld fortællemåde, hvor vi får en flig af oprøret indefra, og Puk Damsgaard lægger ikke skjul på, at hun selv er bange for at opholde sig et så krigshærget og ubarmhjertigt sted. Alligevel bliver hun ved med at vende tilbage, fordi hun mener, det er vigtigt, historien bliver fortalt.

Jeg kan varmt anbefale det her øjebliksbillede fra en krig, der på én gang er tæt på og langt fra vores liv.

Morten Pape: Planen

29 Mar

morten-papeMorten Pape vokser op i Urbanplanen. Han har et lyst hoved med nogle runde briller midt hen over næsen og kunne måske være blevet til noget stort, hvis han var vokset op et andet sted. Nu bliver han det måske alligevel. Han har i hvert fald fået mange roser for sin debutroman Planen, og det er ganske velfortjent.

Han vokser op i en familie med den slags svigt, der ‘ikke er så slemt’. Han bliver hverken slået eller misbrugt, men ‘bare’ overladt en del til sig selv af en psykisk syg mor, der ofte lader ham og hans søskende vide, hvor stor en belastning det er at være mor til dem, og en far, der griner sig fjoget igennem tilværelsen uden at tage ansvar for noget i mere end fem minutter ad gangen. Det er bestemt slemt og alt for almindeligt.

I ‘Planen’ følger vi Morten Pape fra de tidlige skoleår og til et godt stykke ind i ungdommen, og der er mange nedslag, man kunne gøre. Det, der dog sidder stærkest i min bevidsthed, er beskrivelserne af en folkeskole, der er udsat for 100% børneanarki. Hvor de voksne bliver mobbet ud og truet på livet, og hvor gårdvagt er lig med bøllebank. Der er langt til drømmen om den danske folkeskole.

Og hvad gør man så? Glæder sig over, at man ikke bor i Urbanplanen, lægger et lod mere på den side af vægten, der hepper på den lokale lilleskole, chokeres over rigets tilstand, beslutter i sidste øjeblik ikke at tage til en forfatteroplæsning på villabiblioteket med de andre i Politiken-segmentet, går ud i sin villahave og planter nogle forårsløg og tænker på, hvad man skal læse næste gang. Bum. Lidt klogere på verden, præcis lige langt fra at gøre noget ved den.

Majgull Axelsson: Den, jeg aldrig var

13 Jan

“Den, jeg aldrig var” er en eksistentiel roman med Sliding Doors-tematik (hvis man må være så banal), om hvad der ville ske, hvis man havde truffet nogle andre valg, eller hvis livet havde artet sig på en anden måde.

Hovedpersonen er Mary-Marie. En voksen kvinde, der enten sidder i fængsel for drabet på sin mand eller er blevet minister og lever med selvsamme mand, som er totalhandicappet efter et fatalt luderbesøg.

Plottet fungerer rigtigt godt, selvom strukturen nødvendigvis er kompleks.

Det, som især fascinerende mig, var beskrivelsen af alle de ikke-valg, hun tager. Hvor hun venter og ser, hvad der sker – hvilken mand, der vælger hende, hvilket job hun bliver tilbudt, hvilket hus hun kan overtage osv. Tanken om at vi former vores liv med de valg vi træffer, får modspil af den stille påstand om, at ikke-valgene – de valg, vi lader livet eller omgivelserne træffe – er ligeså stærke, og det er fortællingen om valgene, som bliver den sande for os.

Tak for anbefalingen til Torben Due. Den er hermed givet videre til andre læselystne!

image