Fantasy og romantasy med Collins og Maas

Måske er jeg håbløst bagud, men min kollega har lige introduceret mig for en genre, jeg ikke vidste fandtes: romantasy. Ja, du kan godt gætte, hvad det går ud på: Ork møder skønjomfru og hed, besværlig kærlighed opstår. Noget i den stil.

Sarah J. Maas har storhittet med romantasy-serien ACOTAR – “Et rige af torne og roser”. Den udkom helt tilbage i 2015, men genren hitter lige nu, så den står fremme hos alle boghandlere, jeg har været i henover sommeren.

I “Et rige af torne og roser” følger vi 19-årige Feyre, der forsørger sin familie ved at gå på jagt i skovene, tæt på grænsen til elverriget (tænk Katniss fra Hunger Games). En dag skyder hun en ulv, der viser sig at være en elver, og miseren bringer hende til elverriget Pritanien, hvor hun møder Tamlin, som har både menneskelige og dyriske egenskaber. I en form for remake af “Skønheden og udyret” tiltrækkes de to, og Feyre bliver inddraget i elverkrigen.

Bogen er velskrevet og – med undtagelse af en lidt langsommelig midterdel – ret så medrivende i sit plot. Det var helt klart en spændende intro til en ny genre med stærke kvindelige hovedpersoner, skrevet af stærke kvindelige forfattere. Jeg er dog ikke sikker på, jeg skal læse de næste fire i serien, men vi får se, hvad efteråret byder på.

Solopgang over høsten

En fantasy-serie, som jeg til gengæld har slugt alle bøgerne i, er Hunger Games. Har du ikke læst dem endnu, er det bare med at komme i gang!

Serien består af tre fortløbende Hunger Games-bøger og dernæst to prequels, hvor vi får fortalt historien om centrale karakterer i serien – fra før Katniss Everdeen kom ind i billedet.

“Solopgang over høsten” handler om Haymitch, der er Katniss og Peetas mentor i første runde af Dødsspillet, og den er efter min mening langt mere vellykket end historien om President Snow. Måske fordi sympatien er nemmere at finde frem her.
Alt i alt fedt med en femte Hunger Games-roman.

Korte tekster om store udgivelser

Jeg har læst et par af de store, ventede romaner, her i foråret, og ikke blevet lige overbevist af dem alle:

Jesper Stein: Lejr

Jesper Stein er forfatteren bag “Akrash“, “Aisha”, “Solo“, “Uro” og andre gode Nørrebro-krimier. I 2025 har han udgivet Politiken Plus-romanen “Lejr” om en far og hans delebørn, som tager på en uges koloni med nogle perifere venner. De føler sig hele tiden udenfor – for lidt og for meget – og han lykkes ikke med at være den far, han kunne tænke sig. Det bliver tåkrummende, så meget han prøver og fejler, og jeg manglede nok lidt opdrift eller optimisme for rigtigt at komme i mål.

Jesper Steins krimier er anbefalelsesværdige; ligesom familiekrøniken “Rampen” og fortsættelsen “Ædru”. “Lejr” fanger mig i lidt mindre grad.

Benjamin Koppel: Sommerfuglens stemme

Sommerfuglens stemme” er fortsættelsen til “Annas sang”, men fra min stol løftede den sig ikke til samme niveau, og jeg måtte lægge den fra mig, længe før jeg nåede sidste side.

Det er en stor skam, for jeg var begejstret for Koppels indlevelsesevne og romanpotentiale i den første bog om den jødiske familiehistorie. Jeg er tilsyneladende også lidt alene med den oplevelse, da “Sommerfuglens stemme” har vundet De gyldne laurbær i 2024…

Sissel-Jo Gazan: I en dråbe

Den tredje og sidste af de tre store her i foråret, er Sissel-Jo Gazans “I en dråbe”, og for mig var det samtidig den bedste læseoplevelse.

Gazan skriver ikke krimier, men spændingsromaner, og ofte med spor fra biologiens verden. I romanen følger vi Mia, som er adopteret fra Korea. Som teenager mistede hun sin adoptivmor, som forsvandt sporløst, og som voksen uddanner Mia sig til politiassistent. Hun bliver sat på en forsvindingssag, der minder mistænkeligt meget om hendes mors egen historie, og for ikke at blive erklæret inhabil, efterforsker hun i det skjulte begge sager på én gang.

“I en dråbe” er en anbefalelsesværdig spændingsroman, som er planlagt til en trilogi. Min favorit-Gazan er “Hvide blomster”, der kombinerer spændingsroman med socialrealisme.

Miranda July: På alle fire

“En intim, frygtløs og sexet coming-of-middle-age-fortælling”, skrev amerikanske TIME om Miranda July’s “På alle fire”.

Hovedpersonen ender i en samtale til en fest, der handler om personlighedstyper, og hendes mand proklamerer:

“”Jo, altså der findes folk, der Kører, og folk, der Parkerer,” begyndte han. “De, der Kører, er i stand til at holde fokus og engagement, selv når livet er kedeligt. De har ikke brug for at blive hyldet for hver en lille ting – de får det godt af at klappe en hund eller være sammen med deres barn, og det er godt nok til dem. Det er den slags person, der kan køre tværs gennem landet.” Han tog en tår af sin drink. (…) “På den anden side har vi dem, der Parkerer -” Han så over på mig “- som har brug for en afgrænset opgave, der fremstår umulig, noget, der kræver alt deres fokus, og som de måske kan blive hyldet for. ‘Bravo,’ vil nogen måske sige, efter de har smyget bilen ind på en meget lille plads. ‘Fantastisk’. Resten af tiden keder de sig og er grundlæggende lidt…” Han så op i loftet for at komme i tanker om det rigtige ord, “…skuffede. Folk, der Parkerer, kan ikke køre tværs gennem landet. Men de er gode i nødstilfælde,” tilføjede han. “De elsker at være dagens mand i skysovs.””

Hovedpersonen får lyst til at blive sådan én, der Kører, og hun sætter sig for at køre tværs over landet til New York. Hun pakker, kysser mand og barn farvel, og sætter sig i bilen. Allerede efter en halv time tager hun en afkørsel for at tanke. Hun kan lige så godt også lige få tjekket dæktrykket. Og så er hun måske også lidt sulten. Og så kommer hun ikke videre den dag.

Undervejs på sin tur møder hun den unge forstadsfyr, Davey, som hun bliver fascineret af, men mest af alt går hun lidt i stå. Ja… hun Parkerer.

Romanen er humoristisk skrevet – lige fra den intime bilvask over fitnesscentret, hvor hun funderer over mennesker, der løfter og sænker tunge ting uden grund, og til løgnen om overgangsalderen, der bliver til en sandhed, før man ved af det. I USA har bogen sat gang i en offentlig debat om kvinders tidlige overgangsalder (det har et engelsk ord, men ikke et dansk: perimenopause), som også har fået fornyet opmærksomhed herhjemme det seneste årstid.

Jeg kunne ikke huske at have læst andet af July, men det viser sig, at jeg også tyggede mig igennem “Den første onde mand”. Den var jeg ikke sååå begejstret for, men “På alle fire” måtte jeg overgive mig til.

Lucinda Riley: Den forsvundne søster

Jeg er efterhånden ved at nå igennem Lucinda Rileys serie om “De syv søstre”. I denne roman følger vi den syvende og sidste søster, som det ikke er lykkedes ‘Pa Salt’, pigernes adoptivfar, at opspore. Romanen forsøger derfor at samle op på historierne i de seks andre romaner ved at lade søstrene én for én tage til forskellige verdensdele for at løse mysteriet. Det lykkes lidt mindre elegant, og romanen bliver først interessant, da den egentlige fortælling begynder at udspille sig.

Som de øvrige af Rileys romaner er den velresearchet og spinner en fiktiv historie om en stærk kvinde på et historisk vigtigt tidspunkt. Denne bog i serien fokuserer på irlands løsrivelse fra engelsk herredømme i 1920-1930’erne. Vi følger den unge kvinde Nuala og hendes søster Hannah, som begge arbejder for den skjulte irske oprørsbevægelse Cumann na mBan.

“Den forsvundne søster” udkom på dansk i 2021. Sidste bog i serien “Atlas – Historien om Pa Salt” udkom i 2023 og sætter punktum for en årelang romanserie. Den skal naturligvis også på læselisten.

Har du mod på at tage fat på serien De syv søstre, kan du starte her.

Valérie Perrin: Tre

Lidt utippet er denne roman indtil videre årets bedste læseoplevelse.

I “Tre” følger vi de tre venner Nina, Etienne og Adrian, som mødes i 4.klasse på en folkeskole i den franske landsby La Comelle. Fra deres første møde er de uadskillelige; tilbringer alle sommereftermiddage i det lokale friluftsbad, følges til alle arrangementer og er ufuldstændige uden hinanden.

Romanens fortæller betragter de tre på afstand med fascination og et stik af misundelse. I nutiden (2017) er de spredt, og nogle er flyttet til større byer. Tiden og smertelige hændelser, forstår vi, har sat en kile ned igennem venskabet. Mens romanen langsomt åbner sig, får vi udfoldet både nutiden, barndommen og også den ungdom og det voksenliv, som har bragt dem fra hinanden. 

Det er uhyre velfortalt og ikke mindst veldoceret, så man over de mere end 600 sider stadig er nysgerrig på, hvordan det mon udvikler sig i relationerne imellem dem. 

Valerie Perrin slog igennem med “Vand til blomster”, som var en god bog. “Tre” er bedre – og en anbefalelsesværdig læseoplevelse. 

Maren Uthaug: 88%

88% er den selvstændige fortsættelse til den fremtidsfeministiske roman 11% fra geniale Maren Uthaugs hænder. Ligesom i den første er det ikke først og fremmest bogens klientel, som jeg får sympati med; det er mere bogens projekt og underliggende skæve humor.

Uthaug (som jeg kan anbefale at følge på Instagram) har selv moret sig over paradokset i at have skrevet udmalende bøger om incest og nekrofili, men intet har genereret så meget vrede som hendes bøger om køn og matriarkalske magtstrukturer.

I 88% er det nemlig kvinderne, der bestemmer. Mænd holdes på centre, og når deres penis lyser op, er de klar til at en kvinde kan bruge dem. Her laver man forsøg med mændende for at kortlægge, hvorfor de bliver født så følelsesmæssigt afstumpede og krigerisk indstillede, som det hedder sig. Vi møder Medea og W-præsterne ligesom i 11 %, og her følger vi også Purr, som har katten Klitoris, som hun ammer.

Romanen har adskillige referencer til den mørke fortid før Evolutionen. Både historiske absurditeter om skamfering og den fjerde mandlige læge, der opdagede klitoris ‘for første gang’, og referencer til nutidens 2025, som i denne roman er den patriarkalske fortid. Her går Purr fx rundt i en uhyggelig gammel skulptur-park med mænd og en udstilling af et pissoir med skiltet “I patriarkalske tider var mænd bange for at miste mandighed ved at sætte sig ned og tisse. Arkæologiske udgravninger viser, at mindst en fjerdedel af al mandeurin derfor endte andre steder end ønsket. Det var et hygiejnisk problem, som kvinder ikke fik bugt med, før mænd flyttede på centre.”

Udkommet november 2024 på Forlaget Lindhardt og Ringhof.

Morten Pape: Nøglebarn

Da Morten Pape udgiver sin første, anmelderroste roman, “Planen”, skriver hans far til ham for første gang i årevis. Det sætter gang i tanker om farens opvækst og farfaren før ham. “Nøglebarn” har derfor to hovedspor – et nutidsspor fra 2015, hvor Morten pludselig er en kendt forfatter og bliver kontaktet af sin far, og et historisk spor, hvor man følger Papes oldefar, farfar og far og familierne rundt om dem.

Jeg var klart mest draget af nutidsfortællingen, mens den historiske del blev både for fragmentarisk og forvirrende for mig; hvor jeg gættede på, hvilket familieled vi nu var i, og hvem der mon var Mortens far osv. På den måde synes jeg desværre, det er den mindst vellykkede roman i et ellers utroligt overbevisende forfatterskab.

“Nøglebarn” er bind 1 i et forventet 2-bindsværk om Morten Papes familie, hvor den næste del skal undersøge morens ophav.

Udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Jonathan Franzen: Korsveje / Crossroads

“Korsveje” var min Franzen-debut, og selvom jeg syntes, den 600 sider lange mursten godt kunne have tålt 80 sider mindre, forstår jeg godt, hvad postyret går ud på. Jonathan Franzen skriver tæt, godt og depri-humoristisk om menneskets grimme sider.

Romanen handler om en familie i USA’s Midtvesten, hvor familiefaren er hjælpepræst i den lokale kirke. Vi følger familien igennem et årstid eller to igennem jul og påske og alt derimellem. Synsvinklen lånes både ud til præsten, hans kone og tre af deres fire børn. Hver især er de et smerteligt sted i livet og prøver at træffe gode beslutninger (det lykkes helt gennemgående ikke så godt).

Crossroads er navnet på ungdomsafdelingen i kirken, som spiller en central rolle i fortællingen og i præstens slidte selvopfattelse.

“Crossroads” udkom i USA i 2021.

Linea Maja Ernst: Kun til navlen

Syv venner er taget i sommerhus, måske i Sverige. Det er sommer, og alting er overdådigt: hummeren, vinen, blomsterne, blot er kærligheden i venskabet blevet lidt mere forstilt; de prøver lidt for meget og lidt for lidt, vender lidt for meget tilbage til dagene på litteraturvidenskab. Sylvia, som er en slags hovedperson, savner at de bryder grænserne. Hun bliver lidt småforelsket i sin gamle ven, Esben, som snart skal giftes.

Kærligheden flyder på tværs af køn og forhold, og det er på én gang ubesværet og alt for snævert. Jeg var (ligesom størstedelen af det danske anmelderkorps) ret glad for bogen, som både er et moderne kammerspil over en forlænget weekend og et snapshot af den tid i livet, hvor ungdommen løber én af hænde, og til sidst også et generationsportræt af en humanistisk storby-middelklasse i 30’erne.
Det er en roman om venskab og kærlighed, og den er rigtigt godt forløst i hænderne på Linea Maja Ernst.

Andre bøger fra efterårsreolen

Lars Mytting: Søsterklokkerne

Søsterklokkerne foregår i Gudbrandsdalen i Norge i 1800-tallet og handler om trekløveret af den udsynede bygdeboer Astrid, den nye unge præst Kai og den tyske arkitektstuderende Gerhard, som kommer til bygden for at tegne kirken og planlægge dens flytning til Tyskland. 

Tematikken er umiddelbart for historisk til at være min kop te, men alligevel holdt jeg af denne murstensroman for sine eviggyldige antropologiske betragtninger om at være “den der kommer udefra og vil ind i fællesskabet” og “den der vil ud af det lille fællesskabs rammer og ud i det større”. 

Karen McManus: Echo Ridge / Two can keep a secret

En letlæst amerikansk High School-krimi, som passer perfekt til ferietasken. 

Karen McManus er forfatteren bag “En af os lyver”-trilogien, men denne roman er en stand-alone. 

Den lille by Echo Ridge har en tragisk fortid, da tvillingeparret Ellery og Ezra flytter til byen for at bo hos deres bedstemor. Én homecoming queen er død og en anden er forsvundet. Nu nærmer homecoming sig, og der dukker nye trusler op i byen…

Jeg har læst bogen på engelsk med titlen “Two can keep af secret”. På dansk hedder bogen “Echo Ridge”.

Mhairi McFarlane: Imellem os

McFarlane er i min bog blandt de bedste og sjoveste chick-lit-forfattere. I “Imellem os” følger vi en vennegruppe, som fandt sammen, da de var ung-arbejdere i den samme boghandel. Ved romanens begyndelse er de på weekendtur ti år senere. Alle vil gerne holde fast i venskabet, men det bliver efterhånden tydeligt, at man ikke kan være helt så ærlig som i gamle dage, og at stemningen er lidt ubekvem.

To af gruppens medlemmer, Joe og Roisin har været kærester i alle årene, men også deres indbyrdes stemning kan der skæres skiver af. Ubehaget kulminerer, da der er premiere på Joes nye tv-serie, hvor hovedpersonen, som minder vældigt meget om Joe selv, er sin kæreste serie-utro. 

En feel good kærligheds- og venskabsroman fra Skotland. 

Helen Fielding: Olivia Joules’ hyperaktive fantasi

Helen Fielding (det er hende med Bridget Jones) har sat sig for at skrive en hæsblæsende satirisk agent-roman med en kvindelig hovedperson – journalisten Olivia Joules. Det lykkes delvist, med et meget fantasifuldt plot og mange sjove twists på stereotype kønsroller. Men det bliver måske også lidt rigeligt skørt til min smag. 

Mine yndlingsafsnit er der, hvor Joules oplister sine livsprincipper og huskeregler. Frit fra hukommelsen er tre af dem her: 

1. Gå aldrig i panik. Bevar roen altid. 
2. Ting er sjældent så dårlige eller gode som de ser ud. 
3. Der er ingen, der tænker på dig. Alle tænker på sig selv. Ligesom dig.
   (Særligt god ved mingling og small talk)