Olga Ravn: Mit arbejde

Bøger fra 2020, Roman

“Da barnet kom, var der ingen tid til at komme sig. Der kom ingen tid, hvor jeg kunne komme mig fra barnet. Man bløder fra store sår og skal passe et dyr, der skriger. Det trækker i syningerne, mens man går rundt om natten.”

Der er noget med fødsler og kvinder. Fødsler og mødre. Vi bliver aldrig trætte af at høre vores egen historie, og ofte vil vi også gerne have gentaget de andres. Det er det første bånd, man binder i mødregruppen, og det kan forbinde vidt fremmede kvinder med hinanden. Jeg husker selv en tilfældig aften over opvasken i et sommerhus, hvor jeg lærte min svigermors veninde at kende gennem hendes fødselshistorie. Vi havde mødt hinanden fire timer tidligere.

Er det i skriften, jeg bliver mor?

Min veninde gav mig Dea Trier Mørchs “Vinterbørn”, syv år efter vi mødte hinanden som nye mødre. Jeg læste den og kunne genkende tiden som nybagt mor. Nu, 45 år senere efter Dea Trier Mørchs klassiker, har Olga Ravn udgivet vor tids moderskabs-roman.

Olga Ravn er ikke kun optaget af det at blive mor, men også af det at skrive om moderskabet. Er det et legitimt emne? Er man en dårlig mor, hvis man skriver om smerten og skyldfølelsen? Er det at skrive et rigtigt arbejde? Er det at være mor et rigtigt arbejde? Hun spørger sågar “Er det i skriften, jeg bliver mor?”

For at udstå afstanden opfinder fortælleren alter egoet, Anna.

Teksten er opbygget som en række alternative begyndelser, fortsættelser og slutninger, et fragmenteret billede, der skifter mellem prosa og poesi.

“det jeg hader
ved barslen
er ikke barnet
ikke husarbejdet
ikke den manglende søvn

men øjeblikket
hvor min mand
vender hjem

og jeg fuld af
en hel dags længsel
går imod ham

for at han skal
tage os
i sine arme

det øjeblik
han sætter sig
træt i stolen

forsvundet igen
men til stede

slid omgiver os

sparkedragter
flasker i mat plast
fedtede puder

raseri ødelægger mig”

En stemme fra mørket

Annas historie er ikke alles. Hun får en alvorlig fødselsdepression, er selvskadende og med mørke tanker. Hun går i psykoterapi og gruppeforløb. Men hun repræsenterer en stemme for dem, hvor det at blive mor er lykke blandet med gråd, afmagt og frustration. Hvor amning gør ondt og ikke fungerer. Hvor man ikke kan sidde ned – fysisk ikke sidde ned – seks uger efter fødslen. For dem, der følte sig udenfor til fødselsforberedelsen, og så det hele gennem et fintmasket filter. Hun repræsenterer også en stemme for dem, der elsker deres børn betingelsesløst. For dem, der ikke er medfødt mor, men med tiden lander i moderskabet og vokser sig til stærke, kærlige, omsorgsfulde mødre.

En vanvittigt stærk bog, som jeg varmt kan anbefale at læse, hvis der på et tidspunkt i dit liv, er kommet et andet menneske ud af din krop.

Sissel-Jo Gazan: Hvide blomster

Anbefalinger, Bøger fra 2020, Boganmeldelse, Krimi, Roman, spændingsroman, Sponsoreret indhold

Ikke alle hvide blomster er giftige, men alle giftige blomster er hvide.

Jenny er 14 år og har arvet sin oldefars hebrarium med sjældne planter. Hun cykler rundt på sin fødeø Samsø for at genfinde de sjældne arter, som hun tegner af og gemmer. Hendes kusine og bedste veninde Tessa er også 14 år og bor hos sin mor Mona med tre ældre brødre og to plejesøskende.

De smukke hvide blomster går igen i bedstefarens tattoo-shop i Århus og i den økologiske rottegift, Jenny blander for sin mor.

Blomster er ikke det eneste, de finder på deres ture rundt på øen, for Tessas plejesøster er forsvundet, og pludselig vrimler det med fastlandspoliti på den lille ø.

“Hvide blomster” er en sjældent velskrevet roman med lige præcis nok krimi til at gøre det spændende, men ikke så udpenslet, at det forstyrrer nattesøvnen.

Henning Halløj og Torsten Betjent

Historien foregår på Samsø – i byer som Ballen, Tranebjerg og Kolby Kås. Sissel-Jo Gazan er eminent til at beskrive ølivet, og persongalleriet er aldeles farverigt. Der er onkel Jimmy med bandana og lidt for meget tjald, Torsten Betjent, gravide Lone, der blev kærester med Henning Halløj som 13-årig, og ja, Henning Halløj, der egentligt først blev kaldt Henning Halvøje på grund af et hængende øjenløg. Hunden Olsen, lille Niklas med det kuede blik og kæderygende Mona, der samler VVS-muffer i sin dagligstue.

Der er fuld knald på socialklasse fem, og overgreb mod børn er desværre en del af dagligdagen. En fiktiv Ekstrabladet-journalist kalder på et tidspunkt seksuelle overgreb på børn for “den oversete pandemi”, og der er ingen tvivl om, at det er her Sissel-Jo Gazans eget fortæller-ærinde ligger.

Sissel-Jo Gazan som forfatter

Gazan er blevet én af mine yndlingsforfattere, og jeg bestilte straks “Hvide blomster” hos Bog & Ide, da den udkom. Hendes forfatterskab omfatter blandt andet Dinosaurens fjer, Svalens graf og Blækhat, som alle er højst anbefalelsesværdige.

Hun er uddannet biolog, og den naturvidenskabelige disciplin går igen i hendes bøger. “Dinosaurens fjer” er noget så sjældent som en spændingsroman, der udfolder sig i et forskningsmiljø. I “Hvide blomster” er det botanikken, der står i forgrunden – sammen med tattoveringskunst og ø-krimi.

Bonusinfo: Hovedpersonen Jenny er opkaldt efter Bertolt Brechts Sørøver-Jenny (“Laser og Pjalter”), for bedstefaren har mødt sit livs kærlighed i Hamburg, og historien er flettet sammen med en smule tysk romantik og yndlingsgloser. Sissel-Jo Gazan bor selv i Berlin.

Jeg har modtaget bogen som et sponsoreret anmeldereksemplar fra Bog & Ide. Du kan købe bogen her.

Ocean Vuong: Vi er kortvarigt smukke her på jorden

Bøger fra 2020, Roman, Sponsoreret indhold

Vietnamesisk-amerikanske Ocean Voung har skrevet en poetisk, svært tilgængelig roman om livet som vietnamisk immigrant og opvæksten med en mor på neglesalon, der har svært ved at købe ind uden sin søns hjælp. Det er også en roman om at være queer, til dels skamfuld, om venskab, familie og antikverede arbejdsvilkår i nutidens USA.

“Det smagte rustent, af salt og Trevor. Gnisterne i mit hoved blomstrede op ved hvert stød. Efter noget tid flød smerten ud og blev noget der gjorde ondt på en særlig, underlig måde, en vægtløs følelsesløshed der skyllede igennem mig som en ny, endnu varmere årstid. Følelsen blev udløst, ikke af ømhed, ikke af kærtegn, men af kroppen der ikke havde andet valg end at gøre plads til smerten, tæmme den og forvandle den til en umulig nydelse der strålede ud af mig. At blive kneppet i røven føltes godt, erfarede jeg, når du først har stået igennem det der gør ondt.”

Washington Post skriver om bogen: “Ikke kortvarigt smuk. Nærmere permanent vidunderlig.” Det er den type bog, som jeg ville ønske, at jeg læste igen, mens jeg stadig var i gang med den, for at få nuancerne med. Og samtidig ved jeg, at det ikke kommer til at ske, for næste gang vil jeg læse noget, der flyder lidt mere let. På hylden står Sissel Jo Gazans “Hvide blomster”, og her er tempoet et andet, og kravene til mig som læser mindre.

Sproget er allestedsnærværende, og for en ordnørd som mig, er der små momenter af guld at hente i teksten. Der er passager, der har brændt sig fast på nethinden; som arbejdet i tobaksmarken og den kunde i neglesalonen, der vil have masseret sin fod, der hvor protesen har siddet.

Romanen er bygget op som et brev fra en søn til sin mor. Han ved, at hun aldrig vil læse det, og han kan derfor fortælle alt det, der har smertet og også om alle de små minder fra barndommen. Jeg vil slutte af med et citat fra bogens allerførste del:

“Jeg skriver for at vende tilbage til dengang på rastepladsen i Virginia hvor du stirrede rædselsslagent på den udstoppede hjort over sodavandsautomaten ved toiletterne, og geviret kastede skygger på dit ansigt. I bilen blev du ved med at ryste på hovedet. “Jeg forstår ikke hvorfor de gør det. Kan de ikke se at det er et lig? Et lig skal forsvinde, det skal ikke sidde fast for evigt på den måde.”
Jeg tænker på hjorten nu, på hvordan du stirrede ind i dens sorte glasøjne og så dig selv og hele din krop forvredet i det livløse spejl. På hvordan det ikke var den groteske ophængning af et halshugget dyr der rystede dig – men selve udstopningen der legemliggjorde en død der aldrig holder op, en død der bliver ved med at dø mens vi bare begiver os forbi den for at komme ud og tømme os.

Ocean Vuong er kun 32 år gammel – født i 1988. “Vi er kortvarigt smukke her på jorden” er hans debutroman.

Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar fra Bog & Ide.

Ditte Julie: Vores bageeventyr – bagning med børn

Bøger fra 2020, Børnebøger, Kogebøger, Sponsoreret indhold

Hver weekend kryber hele familien sammen i sofaen og ser det nyeste afsnit af Den store bagedyst. Både børn og voksne sidder klinet til skærmen, og det smitter af på bageglæden hos børnene og mig.

Derfor bestilte jeg Ditte Julies nye bagebog til børn.

Bogen er delt op i fem temaer med forskellige sværhedsgrader:

  1. Bagværk
  2. Marengs
  3. Cupcakes
  4. Småkager
  5. Temakager

Min søn på 8, som er systemernes mand, startede på side 1. Det blev til en kanelsneglekage med marcipan, som han var pavestolt over. Han havde en oplevelse af at bage den helt selv, og jeg hjalp lidt til med at holde overblik og stille ingredienser frem.

Kalles kanelsneglekage – bagt efter opskrift fra “Vores bageeventyr”

Sværhedsgrad
Opskrifterne er ikke så nemme som i andre børne-bagebøger. Jeg bruger fx Bag med de mindste sammen med min 6-årige datter, som har tegninger af alle ingredienser. Opskrifterne i “Vores bageeventyr” er til gengæld farverige, fantasifulde og indbydende, så der er mange sjove timer i køkkenet foran os. Næste projekt er bamseboller med et lille glasuransigt.

Kendt fra Den store bagedyst
Ditte Julie var med i Den store bagedyst i 2015 og har udgivet flere kage-bøger til voksne. “Vores bageeventyr” er den første til børn og barnlige voksne.

Bag med børn på Youtube
Ditte Julie har selvfølgelig sin egen Youtube-kanal. Her giver hun tips og tricks og har også lavet en lille serie med sin 4-årige datter Karla. Videoerne har et par år på bagen, men er tidsløse og kan sagtens ses nu.

Min datter på 6 og jeg var bl.a. fascinerede af den her med spiseligt julepynt:

Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar fra Bog&Idé.

Nicklas Bendtner: Begge sider

Bøger fra 2019, selvbiografi

Man skal prøve alting én gang, og således har jeg nu læst min første fodboldbiografi. Nicklas Bendtner har skrevet sin historie i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen, og det kommer de rigtigt heldigt fra. En del heldigere end den røde tråd, der præger Bendtners liv og karriere. Fyldt med sprut, knald, luksusvillaer, casinoer, temperament og en familie, der går i opløsning.

Bogen er interessant, fordi den viser en ung knægt fra Amager, der får for mange penge for hurtigt. Og som bliver overladt til sig selv i et nådesløst fodbold-økonomisk spil i en alt for ung alder. Den viser succes og deroute som opskriften på en god sladderbladskrimi. Som læser blev jeg lige dele fascineret og frastødt af Bendtners fuck-alle-selvfremstilling og den destruktive facon, som han vokser op med, hans vilje til at vinde og hans mod til at gøre noget andet end det, som alle forventer.

Tine Høeg: Tour de chambre

Bøger fra 2020, Roman

Tour de chambre er en poetisk roman om et venskabsforhold og en foruroligende, tragisk begivenhed for 10 år siden.

Asta og Mai er venner. Mais daværende kæreste August døde af en pludselig sygdom, mens de alle tre boede på kollegium sammen. Nu er der inviteret til mindehøjtidelighed på Blomsten. En slags 10 års jubilæum.

Begivenheden sætter gang i minderne om dengang, og de vikler sig ind i den roman, Asta er i gang med at skrive, og i relationen mellem de to kvinder, som nu er i starten af 30’erne. Mai alene med et barn og Asta rodløs, kærlighedsløs og uforløst på vej mod en forfatterkarriere.

Tine Høeg skriver, så alle kan genkende kollegiegangen, uanset hvor de har boet. Der er altid ham, der får hele køkkenet til at stinke af chicken nuggets, der er altid en underlig udklædningsfest eller Tour de chambre, og der er altid en elevatorskakt at tabe sine nøgler ned i. Bogen har en sød biperson, der hedder Niels Klitten. Ham har jeg det også som om, jeg har kendt for 15 år siden.

Sproget er præcist, og få sætninger folder en hel personlighed ud. Se fx det her, hvor hovedpersonen Asta swiper på Tinder:

“Pierre 41, folkeskolelærer
placeret på en ethjulet cykel

Karl-Kristian 39, slagter
står med armen om sin mor

Søren 37, livsnyder og konsulent

jeg har swipet hele aftenen
jeg burde skrive roman

men jeg bliver ved og ved

Sebastian 42, selfemployed
laver sideplanken i en vandkant”

Tine Høeg er en sprogmester, og hun fik mig til at holde af en abrupt forfatterskoleprosa, som jeg ellers ved første øjekast ville have lagt fra mig igen. Næste skridt må være at læse hendes debutroman “Nye rejsende”, som er ligeså anmelderrost som “Tour de chambre”.

Jojo Moyes: Ræk mig stjernerne

Roman

Jeg har forlængst overgivet mig til Jojo Moyes bøger og er støt og roligt på vej gennem forfatterskabet.

“Ræk mig stjernerne” havde en tungere opstart, end jeg har vænnet mig til, men den giver fint igen, hvis man hænger på.

Jeg bliver til stadighed imponeret over alsidigheden i Moyes’ tematikker. Hun er en gennemført researchforfatter, der graver sig ned i et tema, taler med folk, læser og besøger steder og sætter sig ind i de særlige personer og fortællinger, der knytter sig til en bestemt tid og sted.

Vi følger engelske Alice, der flytter til Kentucky for at gifte sig med amerikanske Bennett. Det viser sig hurtigt, at ægteskabet ikke er lykkeligt, og Alice bliver ensom i det nye land.
Hun finder sit fællesskab i Det ridende bibliotek, der deler bøger ud til fattige familier i bjergene. Her møder hun frisindede Margery O’Hare, og de ansætter Sophia, der er sort. Den lille by Baileyvilles hang til sladder og fordømmelse bliver et omdrejningspunkt, ligesom kvindernes fællesskab og kamp mod konventionerne bliver bogens kerne.

Jeg har et lille ‘hank’ på titlen. Jeg glemmer ofte, om jeg har læst den ene eller den anden bog af Jojo Moyes, og det er blandt andet fordi titlerne og forsiden ind imellem er så intetsigende. Bogen handler om et stærkt kvindefællesskab, der går imod en bagstræberisk landsbykultur, og selvfølgelig er der også nogle kærlighedselementer, men det er slet ikke det bærende. Så jeg bliver lidt træt af bænken og stjernerne som symbol for bogen…

Hvis du endnu ikke har læst noget af Jojo Moyes, vil jeg anbefale at starte med “Hende du forlod” eller “Sommeren jeg mødte dig”.

Sally Rooney: Samtaler med venner

Bøger fra 2017, Boganmeldelse, Roman

Sally Rooney fik sit danske gennembrud med “Normale mennesker”, som blev filmatiseret og vist på DR. Men hendes debutroman fra 2017 er mindst ligeså god.

“Samtaler med venner” foregår i Irland med afstikkere til Sydfrankrig. Vi følger Frances og Bobbi, som begge er i starten af 20’erne og har et venskabs-kærligheds-venskabs-forhold. De møder fotografen Melissa og hendes mand, skuespilleren Nick, og bliver fascinerede af det lidt mere modne og succesfulde par.

Fascinationer og forbindelser krydser mellem de fire, og særligt relationen mellem Frances og Nick får vi lov at følge på tæt hold.

Der er elementer af håbløse kærlighedsrelationer, miskommunikation og selvkritik grænsende til selvhad, som kan genkendes fra “Normale mennesker”, men der er også den særlige connection, forståelse og erotisk fortællekunst, som Rooney mestrer i sit gennembrud.

Jeg skal helt bestemt også læse den næste roman fra hendes hånd.

Ken Follett: Farlige penge

Roman, spændingsroman

Ken Follett bogforsideMin fars bogreol er fyldt med titler af Ken Follett, John Le Carré, Camilla Läckberg og Jussi Adler Olsen, og det hænder, at jeg låner et par stykker med på tur.

De fleste af bøgerne er velresearchede og spændingsmættede, og særligt Follett og Le Carré opererer ofte med et omfattende persongalleri over flere generationer.

“Farlige penge” foregår i 1860-1890’ernes England og er spundet omkring bankfamilien The Pilasters og en drengegruppe på den engelske kostskole Windfield.

En dreng ved navn Peter Middleton drukner i en sø ved kostskolen, og noget tyder på, at det ikke var hændeligt uheld. Gennem bogens godt 400 sider udfoldes mysteriet, og man følger Edward og Hugh Pilaster, Edwards ven Mickey og moren Augusta, der manipulerer hele familien og det meste af det engelske selskabsliv.

Der er kærlighedsaffærer, spillegæld, prostituerede, mord, historiske bankkrak, alliancer, og venskab, og jeg var godt underholdt fra start til slut.

Kim Leine: Dansk Standard

Bøger fra 2019, Roman

Dansk Standard forside“At huske er ligesom at falde. Når man først er begyndt, kan man ikke holde op igen.”

E husker brudstykker af sin barndom. Hans søster husker i andre billeder. Minderne blander sig med drømme og med virkelige oplevelser, der overgår både fantasi og hukommelse.

Voldtægt, mord og parterede lig på stuegulvet bliver nævnt en passant, og det er ikke egentligt uhyggeligt, snarere makabert eller morbidt. Hovedpersonen bliver både voldtaget af sin onkel, en kvinde, en hund og en skarabæ, og hans krop bliver invaderet af biller, som kribler ud, når han pudser næse.

Her får E fx natligt besøg af sin hund:
“Hans krop er stiv som et bræt, og han trækker vejret rallende. Nu mærker jeg ligesom en hinde der springes idet han deflorerer mine underbuksers bomuldshymen, så trænger han ind i mig med sin lange, glatte hundepenis. Smerten ved det er begrænset, det er nærmest som at få stukket et termometer op i anus, men jeg vil ikke ligefrem kalde det en behagelig oplevelse.”

Samtidig bliver E og hans selvmordshungrende lægesøster indrullet i et nedbrændt hundeinternat og en sekt, der kalder sig teosofisk verdensuniversitet.

Kim Leine skriver som ingen anden, og mens handlingen er uforudsigelig og stødvis, flyder sproget som en flod.

Her er det søsterens forhold til lægevidenskaben, der beskrives:

“Jeg elsker kirurgi, organer der viger til side for knivbladet, blod der vælder op fra skjulte kilder, det giver mig sådan en ro i hovedet at skære i kød, både mit eget og andres.”

Dansk Standard

E arbejder på Dansk Standard. Et firma, der lever af at holde orden i kaos.
Han holder af det simple liv og giver gerne sin sekretær en reprimande for at påpege, at det så ud som om, han smilede.

Hans pertentlige, ordnede verdensbillede, som står i fuldstændig modsætning til bogens rablende handling, kommer til udtryk i skrivestilen:

“Jeg traver afsted og er i overraskende godt humør. Det skal ikke forstås sådan at jeg plejer at være i dårligt humør, men normalt er mit humør bare sådan at jeg ikke lægger mærke til det, altså neutralt. Men nu rører det på sig, jeg kan ligesom mærke at jeg er udstyret med et humør, og mine skridt er lette, og de 2,7 kilometer føles som det halve, dvs. som 1,35. Jeg er lige ved at fløjte en melodi, men standser mig selv i tide.”

Dansk Standard er ikke en feel good-bog og ikke hyggelig sommerlæsning, men det er dansk litterær kvalitet, som hæver sig over – ja, standarden.

Kim Leine har bl.a. også skrevet Profeterne i Evighedsfjorden, som jeg læste i sommeren 2017.