Tore Renberg: Jarle Klepp-trilogien

Trilogien om Jarle fra Stavanger består af “Kompagni Orheim, “Mig og Yngve” og “Charlotte Isabel Hansen”. Jeg læste den for første gang for 12 år siden og har lige snuppet dem igen, og det er simpelthen så godt! Informations anmeldelse kaldte det i sin tid for “en overbevisende norsk generationsroman”. Hvis du ikke allerede kender dem, så afsted med dig på biblioteket!

I første roman følger vi Jarle i 9. klasse, hvor han øver sig i det med pigerne, det med musikken og det med revolutionen. Der er fuld skrald på grimt tøj, stådreng og dårligt hår, og det er så sjovt og kærligt beskrevet, så man kun kan holde af det. Samtidig får vi det socialrealistiske indblik i en familie, som kun lige hænger sammen, og hvor faren, den gemytlige gymnasierektor, er weekendalkoholiker fra fredag eftermiddag til søndag aften.

I “Mig og Yngve” går Jarle i gymnasiet, har fast kæreste og et band med vennen Helge. Der er kommet styr på hormonerne og revolutionen. En dag starter en ny dreng i klassen, og Jarle, der altid har været optaget af bryster, bliver nu fascineret, måske endda forelsket. Nu vil han pludselig gå til tennis og lytte til popmusik, og så er verden af lave! Man holder ikke mindre af nummer to end af den første bog. “Mig og Yngve” blev filmatiseret for nogle år siden – bestemt også anbefalelsesværdigt.

Treeren “Charlotte Isabel Hansen” har jeg kun lige vendt de første par sider i. Her er Jarle blevet 25 år og studerer litteratur på universitetet. Indtil videre er også den utroligt godt selskab.

Jarle-trilogien er en generationsfortælling fra 90’erne, og for alle os, der har været unge i det årti, er den et fantastisk gensyn med musikscenen, moden og livsstilen.

Lucinda Riley: Solsøsteren

Med den sjette bog i Lucinda Rileys serie om “De syv søstre” har jeg det lidt som dengang, hvor min mand og jeg kom til at se syv sæsoner af Lost på dvd. Det var mindst fire sæsoner for mange, men nu var vi jo ligesom i gang.

Lucinda Rileys bøger er ofte på en 800-siders-penge og tager mig ikke meget mere end en uge at læse. Så fastholdt bliver jeg jo, og plottet er som regel interessant. Men jeg synes også efterhånden, jeg kender skabelonen, og det er da lidt af et tilfælde, at alle søstrene starter som single og finder den store kærlighed, mens de leder efter deres ophav, som får dem til at forstå sig selv på en helt ny måde.

Samtidig må man tage hatten af for Rileys ambition. Seks/syv bøger, som bringer os rundt på seks/syv kontinenter og lærer os om historie og kultur, mens de fortæller en historie om identitet og kærlighed.

Amerikansk supermodel med kenyanske rødder

I “Solsøsteren” følger vi den yngste søster, Electra, der arbejder som supermodel i New York (og resten af verden) og har et alkohol- og stofmisbrug. Hun kommer på afvænningsklinik, hvor hun får ægte venskaber og tager sit liv op til genovervejelse. Bedstemoren Stella opsøger hende og fortæller historien om en oldemor-lignende figur, Cecily, som etablerer sig i Kenya i 1930’erne. Historien hjælper Electra til at finde sig selv og finde vej ud af stofbruget, og hun indser, at hun nedstammer fra Mayaerne.

Mine anker går ikke på fortællingen eller karakterbygningen, men på det til tider lidt klichefyldte sprog og de lidt for ukomplekse skæbner – fx går det urealistisk nemt med at blive clean og holde sig fra stofferne efter et massivt og ensomt misbrug.

Men skal jeg læse den næste også? Ja, det skal jeg da. Nu er jeg nået så langt – jeg bliver nødt til at vide, hvad det er med den forsvundne syvende søster!

Nye læsere kan begynde her: De syv søstre – første bog.

Zevin, Collins og Hoover – 3 romaner i januar

Denne måned har budt på tre romaner af kvindelige, amerikanske forfattere; alle tre læseværdige til hver sit publikum.

Gabrielle Zevin: I morgen og i morgen og i morgen

Sam og Sadie mødes første gang på børneafdelingen på et hospital, hvor Sam er indlagt, og Sadie besøger sin søster. De finder sammen over et spil Super Mario og mødes derefter igennem flere måneder, mens Sam får utallige operationer i foden. Som unge voksne mødes de tilfældigt igen og beslutter sig for at udvikle et computerspil sammen. Bogen følger deres partnerskab som spiludviklere og deres venskab; begge dele er med komplikationer og skænderier, men også et ubrydeligt bånd. En fin historie, hvor Sams smerter og ensomhed bringer mindelser om hovedpersonen i Yanagiharas fænomenale “Et lille liv”.

Suzanne Collings: En fortælling om sangfugle og slanger. En Hunger Games-roman.

Jeg er kæmpe fan af Hunger Games-trilogien. Uhyre velskrevet og dragende univers, som rummer alt det grimmeste og alt det smukkeste i menneskets natur. Alligevel opdagede jeg først, at der er kommet en prequel (roman, der er udgivet senere, men foregår tidligere end handlingen i de øvrige bøger), da jeg så, at den for nylig er blevet filmatiseret.

I “En fortælling om sangfugle og slanger” følger vi Coriolanus Snow (senere Panems kyniske præsident) som 18-årig studerende. Han bor med sin kusine Tigris og bedstemoren og forsøger at holde skjult, at familien er fattig efter krigen. Han sætter derfor alt ind på at vinde et stipendiat til universitetet; hans bedste chance er at blive mentor for en soner fra distrikterne og hjælpe hende til sejren i Dødsspillet. Bogen har samme fremdrift og kreativitet som Hunger Games-trilogien, men uden Katniss Everdeen når vi ikke helt på højde med indlevelsen.

Hvis du ikke kender Hunger Games, skal du starte med etteren Hunger Games / på dansk Dødsspillet. Det bliver kaldt teenage-fantasy, men kan også læses som en intelligent litterær dystopi. Man vælger selv.

Colleen Hoover: Heart Bones

Colleen Hoover kombinerer i denne roman en socialrealistisk historie om en ung pige fra trailerparken, hvis mor dør af en overdosis, med en klassisk uventet (og derfor i høj grad ventet) kærlighedshistorie, der som altid byder på et tvist eller to. Bogen er god, velskrevet chicklit, som er læst på et par dage. Min veninde kalder det en mundskyller, inden man går videre med næste bog. Det er den første roman, jeg har læst af Colleen Hoover, men jeg er bestemt klar til et par stykker mere fra hendes imponerende kartotek.

Emily St. John Mandel: The Glass Hotel

Jeg læser ikke så ofte på engelsk, men en bekendt anbefalede denne spændingsroman på originalsproget, og den passede godt til mig. Sproget er flydende og nogenlunde ligetil, og plottet er interessant.

Handlingen udspiller sig omkring et afsides hotel i Canada samt storbyliv i Toronto og New York. Persongalleriet er fragmenteret, men alligevel stærkt sammenhængende (i øvrigt i modsætning til Jennifer Egans Pandekagehuset, som jeg netop har opgivet halvvejs, fordi jeg hele tiden tabte tråden i, hvem der var hvem):

– Poul er heroinafhængig på afvænning; kæmper med at finde vej i sit liv og har altid været misundelig på sin søster, fordi hun tog faren fra dem.

– Vincent er Pouls halv-lillesøster og arbejder som bartender på Hotel Caiette, hvor hun møder Jonathan Alkaitis, som senere bliver én af bogens hovedpersoner.

– Jonathan Alkaitis ejer hotellet samt et aktieinvesteringsselskab, som ikke er helt fint i kanten, og som måske/måske ikke snart crasher under ham.

– Og så er der større bipersoner, som fx Leon, der investerer penge hos Alkaitis og må droppe sit shippingliv og leve i en RV med sin kone.

“The Glass Hotel” er ikke en krimi, men en spændingsroman. Der er ikke et mord, der skal opklares, men ofte en fornemmelse af, at der foregår noget shady, som vi senere får spundet ud. En velkomponeret roman fra canadisk-amerikanske Emily St. John Mandel.

Bogen er ikke oversat til dansk. Det er Mandels “Station 11” til gengæld, som også er blevet til en miniserie på HBO.

Andre bøger, jeg har læst siden sidst

• Shelley Read: Løb som floden (kan anbefales)
• Jojo Moyes: I dine sko
• Kim Leine: Karolines kamp
• Rachel Cusk: Det andet sted (kedelig, synes jeg).

Benjamin Koppel: Annas sang

Benjamin Koppel er musiker, komponist og nu også forfatter. 
I sin debutroman skriver han autofiktivt om sin moster Hannah Koppelmann, der voksede op i København under anden verdenskrig, og hvis familie måtte flygte til Sverige. 

Et hovedtema i bogen er kærlighed – til familien, traditionerne og troen, til det andet køn, længslerne og håbet. Kærlighed til musikken. Og den nødvendige kærlighed til den familie man bliver givet, når man ikke kan vælge selv.

Det er en meget velskrevet fortælling, og særligt børne- og ungdomsårene er fyldt med velfortalte figurer og medrivende begivenheder. En læseværdig oplevelse, som jeg kan anbefale.

Kim Blæsbjerg: De bedste familier

“De bedste familier” foregår i 50’ernes og 60’ernes Vestjylland, hvor Cheminova netop er flyttet fra Måløv til Harboøre.

Vi følger ingeniørparret Jørn og Karin og arbejderparret Niels og Margrethe, og rammefortællingen giver et alsidigt og velkomponeret indblik i alt det, der fulgte med Cheminovas succes: arbejdspladser, infrastruktur, bevågenhed, kemiaffald og massesygdom.

Samtidig lykkes det Blæsbjerg at portrættere de fire hovedkarakterer samt flere bifigurer nuanceret og interessant. Man er bestemt i godt selskab med denne roman.

Udkommet i februar 2023 på forlaget Gutkind.

Feministisk faglitteratur

Henover sommeren har jeg læst en del feministisk litteratur. To af bøgerne kan du læse med om her.

Rikke Viemose: Håndbog for privilegieblinde mænd

Der er flere administrerende direktører i Danmarks børsnoterede virksomheder, der hedder Lars eller Peter, end der er kvinder. Jeg blev nødt til at google, om det kunne være rigtigt, og den er god nok. Læs fx her, her (2020 – dengang var det kun Lars) eller her (i USA skal man hedde John).

Rikke Viemoses lille, gule håndbog er pakket med den slags statistik og fakta, og samtidig stiller den en række velformulerede spørgsmål til mænd, som ønsker at være med til at skabe forandring frem mod mere lighed, men som stadig ikke er der helt endnu. Den lille gennemarbejdede håndbog er skrevet til Rikke Viemoses ven, bror, mand, far og alle andre mænd, der gerne vil, men som har brug for argumenter.

Det er svært ikke at komme til at være en smule belærende eller sarkastisk i det ærinde, og derfor bliver publikummet til bogen nok ligeså meget den forandringparate mands partner. Til både mænd og kvinder kan jeg dog anbefale den lille kompakte sag, der er stramt redigeret og sjovt illustreret af Stinestregen.

Linda Babcock, Brenda Peyser, Lise Vesterlund og Laurie Weingart: Nej-klubben

Nej-klubben rejser som en steppebrand over de danske, kvindelige middagsselskaber. Når jeg fortæller, at jeg er ved at læse denne bog, er svaret ofte “den har min kollega også fortalt om”, eller “jeg er lige begyndt at høre den som lydbog”.

Forfatterne er fire professorer fra amerikanske universiteter, og de har brugt de sidste ti år på at forske i det, som de kalder, ikke-forfremmende opgaver / IFO’er (non-promotable tasks / NPTs). Forskningsresultaterne viser, at kvinder oftere bliver bedt om at udføre ikke-forfremmende opgaver, at de oftere påtager sig dem, og at både mænd og kvinder forventer af dem, at de udfører dette arbejde.

Ikke-forfremmende opgaver er opgaver, som er vigtige for organisationen, men ikke for din karriere. Det kan være opgaver som at skrive referat, sidde i udvalg, oplære kolleger, arrangere sociale begivenheder, udarbejde skemaer og vagtplaner og usynligt udføre dele af andres (ofte mænds) arbejde. Arbejdet tager tid fra det strategiske og mere forfremmende arbejde, hvorved kvinderne enten arbejder for meget for at nå begge dele, eller nedprioriterer det vigtige.

Den skæve fordeling har betydning for kvinders forfremmelser i virksomhederne og bidrager dermed negativt til ligestillingen på arbejdspladsen. Det gælder i alle brancher og på tværs af landegrænser. Pointen er ikke til at tage fejl af, og den bliver da også på amerikansk manér præsenteret som banebrydende og henover 300 tætskrevne sider.

Selvom bogen er for lang og for amerikansk, er den meget tankevækkende og præsenterer et nyt perspektiv, som allerede har fået en fortalerstemme i den danske feminisme, som er værd at følge med i.

Lucinda Riley: Månesøsteren

“Månesøsteren” er bind fem i Lucinda Rileys bogserie om de syv søstre, som er opkaldt efter stjernebilledet Plejaderne. Vi er her nået til den næstyngste søster, Tiggy, der ligesom de andre søstre, drager ud for at finde sit ophav. 

Romanen begynder i det skotske højland nær Inverness, hvor Tiggy får arbejde på et gods med at passe vildkatte og klargøre godset til flere vilde dyr. Her møder hun den charmerende ‘Laird’ Charlie og også den synske Chilly. 

Chilly bliver nøglen til hendes fortid, og snart går rejsen til Granada i Spanien, hvor historien om Tiggys oldemor udspiller sig. Hun var en del af gitana-folket og en verdensberømt flamencodanser. 

En af styrkerne i De syv søstre-serien er indblikket i forskellige kulturer og kunstarter, som giver lyst til at rejse nye steder hen i verden. Next stop Granada.

ReplyForward

Denne sommer læste jeg også…

Henrik Tingleff: Når flokdyret fejler

I denne lille populærvidenskabelige hapser, gennemgår psykolog Henrik Tingleff socialpsykologiens store erkendelser med en humoristisk og personlig vinkel. Vi får blandt andet svarene på, hvorfor så mange fodboldspillere har tatoveringer, og hvorfor nogen gider betale 60 kr. for en fastelavnsbolle. Tematikkerne minder om Morten Münsters “Jytte fra marketing er desværre gået for i dag”, som er en uhyre velskrevet og humoristisk introduktion til adfærdspsykologi. 

Anita Furu: Mit halve liv

Ruth bliver som 6-årig taget som plejebarn af københavnske Sophie. Hun vokser op på Nørrebro med sin nye Mama og tjenestepigen Amanda, men snart dør moren af en sygdom, og Ruth skal nu finde sig til rette hos onkel Jo og tante Ja. 

Romanen er en fin skildring af livet som russisk-jødisk pige i 1920-1950’ernes København, Berlin og Madrid og samtidig en stille opvækstfortælling, som sender minderne i retning af Tove Ditlevsens Vesterbro. En meget velskrevet debutroman (fra 2018), som kan anbefales. 

Helle Thorning-Schmidt: Blondinens betragtninger

I denne kønspolitiske debatbog fra 2021 deler Danmarks første kvindelige statsminister ud af sine personlige erfaringer med kønnet behandling i dansk og europæisk toppolitik, ledelse og bestyrelsesarbejde. Pointerne er krydret af aktuelle undersøgelser og generationsrelevante indsigter fra Thorning-Schmidts egne børn og deres omgangskreds. Omend den virker lidt hurtigt skrevet og redigeret, er den med sine omfangsrige eksempler et interessant og relevant bidrag i køns- og feminismedebatten.

Kim Leine: Karonlines kærlighed

Det kræver lidt is i maven at annoncere sin første spændingsroman som starten på en trilogi, men Kim Leine har store ambitioner. “Karolines kærlighed” handler om Karoline Blicher, assisterende forsvarsattache ved den danske ambassade i Rusland. Hun er politisk begavet, taler flydende russisk og er spået en lovende fremtid i sit parti Demokratisk Alliance ved næste folketingsvalg.

Jeg blev indledningsvist ret opslugt af romanen og dens aktuelle plot (vi er i 2013, og en invasion af Krim er på tale), og ikke mindst optaget af at følge en hovedperson med holdninger, som i udgangspunktet er forskellige fra mine egne. Desværre mister romanen pusten og bliver urealistisk i alle de tråde, der samles omkring en meget lille håndfuld person på tværs af Danmark og Rusland. Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg også skal læse to’eren, som netop er udgivet: “Karolines kamp” (Herhjemme gætter vi på titlen på 3’eren – lige nu fører “Karolines konsekvens”)

Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske

Titlen på Hanne-Vibeke Holsts roman afholdt mig en tid fra at dykke ned i denne fine bog. Heldigvis vandt min forkærlighed for hendes forfatterskab, og jeg blev ikke skuffet. Hanne-Vibeke Holst er en fænomenal skrivehåndværker, og hendes bøger er værker. Velresearchede, moderne, medrivende, feministiske og intelligente værker. 

“Kriger uden maske” handler om kunstneren Sonja Ferlov, som er ung i københavnernes 1930’ere. Hun går på kunstakademiet sammen med vennen Bille og flirten Morten. Sammen bliver de en del af den danske surrealisme, og bogen handler om kunst, kærlighed og kvindesind. Det er Holst’s særlige evne at beskrive et miljø og en tid, så jeg fik genvakt min kunstglæde, og samtidig fortælle om mennesker og relationer, så man hepper på alle bogens personer. 

Sonja Ferlov finder sin stil i afrikansk billedhuggerkunst (deraf masken i titlen) og sin frihed i kunstens by, Paris. Herfra oplever hun anden verdenskrig, som bliver en medrivende anden del af bogen. 

Hvis du ligesom jeg kan lide Hanne-Vibeke Holsts forfatterskab (og moderne kunst), skal du glæde dig til denne roman. 

Har du endnu ikke læst “Som pesten”, er den også et absolut must-read.