Ida Jessen: Kaptajnen og Ann Barbara

Jeg var glad for Ida Jessens Hvium-trilogi og novellesamlingen “Postkort til Annie”. Jeg kaster mig derfor ind i hendes bøger med en stærk forventning. Denne her fik jeg anbefalet af en bekendt, og efter de første 30 sider måtte jeg vende tilbage til hende:

Mig: Jeg har læst 30 sider, og den er megalangsom. Jeg har brug for en peptalk til at læse videre!
Camille: Den bliver ved med at være langsom alle 500 sider, men Ida Jessen kan noget med personkarakteristik. Giv den lige 20 sider mere.

Så jeg gav den 20 sider mere, og snart havde jeg læst 100, og så blev jeg alligevel betaget af den her ret utraditionelle bog fra Ida Jessens hånd.

Handlingen udspiller sig i 1754 og handler om den tyske kaptajn Ludwig von Kahlen, der træffer aftale med den danske konge om at forsøge at opdyrke den jyske hede. Der er ikke så mange mennesker, der vil være i hans selskab, og som tror på det håbløse projekt at få noget til at gro i den golde, lyngfyldte jord. Men han tager pigen Anmai Mus til sig og siden kommer også husholdersken Ann Barbara til. Sammen bliver de en slags familie. På rollelisten er også Schinkel – en dameglad, drikfældig indsmigrende psykopat-nabo, og Søren Thestrup – den rolige, uduelige præst og gode ven til Kaptajnen.

Jeg er vokset op i en landsby tæt på den jyske hede. Kongenshus og Hald Hovedgård, der optræder i bogen, er en del af mit barndoms landkort. Men jeg kender heden som noget der bare er i baggrunden og har aldrig interesseret mig for den. Historien om, hvordan heden blev opdyrket er fascinerende, men du skal først og fremmest læse “Kaptajnen og Ann Barbara” for at fryde dig over Ida Jessens evne til at tegne mangefacetterede personer og ramme en sproglig stil, der på én gang er troværdig for 1754 og humoristisk nutidigt.

Ida Jessen: Postkort til Annie

‘Postkort til Annie’ er en samling på seks noveller. Mange af dem handler om opbrud i familien, og jeg kunne særligt lide tre af dem: ‘December er en grusom måned’, titelnovellen ‘Postkort til Annie’ og ‘Mor og søn’.

Den første handler om en midaldrende kvinde, som har taget deltidsarbejde i Brugsen. En aften er hun der alene og synes, hun hører nogle lyde fra ejerens lejlighed ovenpå, mens hun går og pakker kød om efter lukketid. Samtidig følger vi hendes to små børn, som keder sig og glæder sig til, at deres mor kommer hjem. Det gør hun ikke. Hverken den aften eller senere. Og det fine, karakteristiske ved Ida Jessens skrivestil er, at vi aldrig får udmalet, hvad der sker. Ingen drabelige, blodige detaljer. Bare oplevelsen af uhygge, som man selv nogle gange kan have det, uden at der nødvendigvis sker noget. Og derefter de menneskelige omkostninger, de indadvendte og udadvendte reaktioner, meningsløsheden og livet, der går videre.

En lille smagsprøve, som også er meget Ida Jessensk, men som stammer fra en anden novelle:

“Det er ligesom med fasanerne,” sagde hun. “Hunnerne går og skraber maden frem, og så kommer hannen og spiser det bedste først.” Og faderen svarede, at fasanhannerne faktisk risikerede livet for hunnerne. Der var lavet undersøgelser, der vist, at dødeligheden i en flok uden han var langt større. For når hannen trådte frem, så synlig i al sin langsommelige pragt, var det ham, fjenderne kastede sig over. Han er parat til at dø for hunnerne, havde hendes far sagt, han er hele tiden klar til at betale med sit liv.

Ville Tove kunne det? Leve med en fasan? Nej, leve med David? Nej, nej, det hele kogte sammen for hende. David var ingen fasan, der var ingen pragt over ham.

Skidt og kanel

Der bliver også tid til lidt andet end blebarnbøger her i ammestuen, selv om læsetempoet er drastigt dalende, nu hvor hverdagen har indfundet sig. Her et par ord om det, som har ligget på natbordet den seneste tid før og efter fødsel.

    
Ida Jessen: Ramt af ingenting
En lillebitte bog, der egner sig godt til at blive læst højt, fordi man ellers hurtigt har skøjtet sig frem til sidste side. Ida Jessen kalder “Ramt af ingenting” en glemmebog – om at glemme tabt kærlighed – 0g det er vel mere kortprosa end en egentlig roman. Jeg synes, den er rigtig fin inden for sin genre. Stemninngsmættet uden at blive for poetisk.

Karin Brunk-Halmquist: Glimmerbøsserne
Egentlig er titlen misvisende, for der hverken noget glimmer eller noget bøsset over de to aldrende norske brødre, der er hovedpersoner i “Glimmerbøsserne”. De cykler bare til købmanden, hører deres daglige radioavis og ærer deres mor ved at tage sokkerne af, før de går i seng. Det er en rigtig skandinavisk roman, og hvis man kan lide Anne B. Ragde, vil man også kunne lide Karin Brunk-Halmquist.

Jennifer Egan: A visit from the goon squad
Jennifer Egan vandt Pullitzer-prisen for næsen af Jonathan Franzen sidste år, og jeg er ikke sikker på, jeg synes, det var fortjent. Jeg læste først halvdelen af bogen på engelsk og så det hele på dansk (“Tæskeholdet banker på”), og alligevel blev jeg ved med at glemme, hvad der skete.

Majse Njor: Der var engang en mand
Berlingskes litteraturredaktør Jens Andersen nævnte for nylig denne bog som eksempel på, at flere kvinder er begyndt at have mænd som hovedpersoner – ikke stereotype, dumme mænd, men rigtige, hele mennesker, som man har sympati med. Hans pointe var, at kvinderne nu er nået til et sted, hvor der er overskud til det, fordi der ikke længere er det samme behov for at hævde bestemte kvinderoller og være i opposition. Interessant, på en måde. “Der var engang en mand” er en roadmovie med mænd, der af forskellige årsager stikker af hjemmefra for at finde sig selv. De følger alle efter Carsten sydpå ad de tyske motorveje, selv om Carsten egentlig helst vil være i fred. Det er morsomt uden at være megasjovt. Man kan læse den eller lade være.

Jakob Vedelsby: Bjergene i horisonten
Gjorde ikke noget stort indtryk på mig. Handler om en søn, der gerne ville have haft et tættere forhold til sin far. En anden slags glemmebog – en bog man glemmer.

Ti gode

Ti bøger jeg til enhver tid vil anbefale:

Christian Jungersen: Undtagelsen

“Undtagelsen” er uden sammenligning den bedste bog, jeg har læst. Jeg var til en oplæsning med Christian Jungersen et stykke tid efter bogen var udkommet, hvor jeg spurgte, om han havde en ny roman på vej, og han svarede noget i retningen af, at der findes så mange bøger, så man kan ikke være bekendt at skrive bøger bare for at gøre det; man skal skrive noget ordentligt. Så jeg venter stadig. “Undtagelsen” handler om mobning på arbejdspladsen på sådan en måde at man får helt ondt i maven og har lyst til at ringe til tidligere klassekammerater og kolleger og sige undskyld, og så er den samtidig en spændingsroman, som var så nervepirrende, at min kæreste blev nødt til at ringe og sige, at nu kom han hjem til mig, så jeg ikke blev bange, når han ringede på. Bare læs den. Og bliv skuffet, for sådan er det jo, når man sætter en bog op på en piedestal. Men læs den.

Ida Jessen: Hvium-trilogien
Ida Jessens tre bøger “Den, der lyver”, “Det første jeg tænker på” og “Børnene” foregår i den fiktive by Hvium i omegnen af Viborg, hvor jeg selv er vokset op. De udspiller sig over nogenlunde den samme tid og med nogenlunde samme persongalleri, men med forskellige hovedfortællere. Det bedste ord, jeg kan finde på til at beskrive stilen, er stadig ‘hverdagsuhygge’, og det dækker vel over, at jeg ikke tør læse krimier, men derfor må bøger jo godt være spændende. Det er det her med, at døren til udhuset nogle gange piber lidt, men det behøver ikke betyde, der er nogen. Men måske er der. Og nogen har kørt et barn ned, men det er ikke til at vide hvorfor. Måske var det bare et uheld. Og det er svært at komme frem til gården, og der er mørkt og mudder, og det kan være, der snart sker noget kriminelt. Men det kan også være, der kommer nogen og hiver hende fri. Det er en meget interessant skrivestil, som er svær at efterligne. Hvium-serien er anderledes end fx Ida Jessens ABC, som jeg ikke var så betaget af. Læs evt. min omtale af “Børnene”, som er den mindst vellykkede af tre rigtig gode bøger.

Søren Ulrik Thomsen: Det værste og det bedste
En enkelt digtsamling skulle også med på listen. Det er en af de eneste, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Den har en lækker rytme og gode hverdagsbetragtninger, som i de her to eksempler: ” Det bedste er regnvejr på film/ musik i en taxa/og håndskrevne breve med masser af stempler/ på karmosinrøde frimærker langvejs fra” … “og det værste er at hævnen slet ikke er sød/ men trist som Peter Bangs Vej i pisregn:/ Det er det værste for mig”

Jakob Ejersbo: Afrikatrilogien
Trilogien består af og Eksil, Revolution og Liberty, og den bygger på Jakob Ejerbos (det var ham med Nordkraft) egen opvækst i Tanzania. Eksil handler om Samantha, der går på kostskole i Tanzania og har en korrupt far. Revolution er forskellige fortællinger, bl.a. om en pige, der bliver luder i bestræbelserne på at få et bedre liv. Og Liberty handler om Christian (tæt på Ejersbo selv) og Marcus, der vokser op sammen som herre og tjener. Alle tre handler om, hvor håbløst det hele er, og hvor gennemkorrupt landet aldrig holder op med at være. Man kan godt pakke sine ‘ud og redde verden’-drømme sammen efter at have læst Ejersbo.

Tine Bryld: Liv-trilogien
Hmm… der tegner sig vist en trilogitendens. Jeg genlæste “Pige Liv”, “Befri dit liv” og “Liv og Alexander” for nylig, og det er sådan nogle gode bøger om at gå fra pige til kvinde og finde sine fødder. De betød meget for mig, da jeg var teenager. Min generations ungdomsbøger rummer i det hele taget utallige juveler. Martin og Viktoria, Viktorias år, Min ven Thomas, Den kroniske uskyld og mange flere.

Hanne Vibeke-Holst: Kronprinsessen, Kongemordet, Dronningeofret
Serien bliver gerne kaldt en politisk trilogi om kvinder om magt, og den er meget virkelighedsnær, men også bare en række rigtig velskrevne bøger. Det er lidt tid siden, jeg har læst dem, så handlingen er lidt på afstand, men den første i hvert fald handler om en ung kvinde, der bliver udnævnt til Miljøminister, og så følger man hendes kampe, tanker, strategier og liv, mens hun finder sin plads som minister. I de andre to er hun lidt i baggrunden, men det er stadig samme persongalleri (noget med nogle socialdemokrater for et par regeringer siden…). De to første er også lavet til tv-serier.

Stieg Larsson: Millenium-trilogien
Måske behøver de ikke så mange ord her. De bedste krimier, jeg har læst. Den første er især formidabel. Trilogien består af “Mænd der hader kvinder”, “Pigen der legede med ilden” og “Luftkastellet der blev sprængt”. Jeg så den første af filmene for et par måneder siden. Fy for satan.

Tore Renberg: Kompagni Orheim
En norsk roman om Jarle, der er strandet midt i et årti med dynejakker og dårligt hår, hvor der ikke er noget, der hedder iPod – eller iiiiipot, som det så fint udtales på norsk i filmatiseringen “Mig og Yngve”. Jarles weltschmerz-forhold til The Smiths har desuden ført en ny meget beskattet cd ind i husets samling. God bog. Måske kunne man kalde det en ungdomsroman for de lidt ældre unge.

Helle Helle: Ned til hundene
Hvem har ikke læst Helle Helle i gymnasiet og fortolket og analyseret de dejlige bøger ihjel? Det skal man ikke. Man skal bare læse, nyde de helt unikke observationer og de nøgterne figurer. Alting er det, det giver sig ud for, og det er fantastisk. Ned til hundene handler om en kvinde, der venter på bussen i en provinsby, hvor hun møder John og Putte, der tilbyder, hun kan bo hos dem. Som de fleste andre af Helle Helles bøger er det svært at gengive, hvad der egentlig sker, men det er præcist og underfundigt morsomt, og det er et meget varmt bekendskab, hvis man er til den stil. En anden oplagt kandidat til yndlings-listen er “Rødby-Puttgarden”, der handler om to søstre, der arbejder i parfumeriet på færgeoverfarten. Samme begivenhedsløse fantastiske beskrivelser af liv.

Khaled Hosseini: Under en strålende sol
Drageløberen af samme forfatter kan også anbefales. Begge handler både om krigen i Afghanistan og dens helt forfærdelige menneskelige følger, og om nogle mennesker, der lever deres liv, mens krigen står på. Der er især to scener fra “Under en strålende sol”, som har sat sig hos mig. Den ene er nogle meget brutale skyderier på gaden, hvor de bor. Den anden er en forfærdelig scene, hvor hovedpersonen forsøger at tage med en bus af sted fra alt det forfærdelige og får hjælp fra nogle venlige sjæle. Det er så ondt, fordi man lige når at tro og føle, at det måske skal blive godt, og så viser de sig at falde hende i ryggen, når hun tror sig tryg. Av, en grim bog.

Ida Jessen: Børnene

”Børnene” er den tredje bog i serien fra den fiktive jyske by, Hvium, efter ”Den der lyver” og ”Det første jeg tænker på”.

Hvor de to første bøger havde en sjælden dragende hverdagsuhygge over sig (nummer to handler blandt andet om, hvem i det lille samfund, der har kørt præstefamiliens barn ihjel), er ”Børnene” ikke helt ligeså skarp. Det er måske en lidt streng dom over en ret god bog, jeg havde bare håbet, den ville være exceptionelt slugende. Jeg kunne fx godt have undværet hele den midterste del af bogen, der primært handler om Ragna fra Brogård, og som bærer lidt for meget præg af, at man vil gøre noget færdigt fra en tidligere bog.

Hovedhistorien om Solvej, der flytter til Hvium fra Hillerød for at være sammen med sin datter er ellers ret fin småpsykologisk socialrealisme. Især er der noget meget vedkommende i beskrivelserne i starten, hvor hun har sin datter boende i weekenden, men ikke rigtigt kan komme ud over besøgsstadiet og være til stede som mor i et almindeligt hjem.

”Børnene” kan bestemt anbefales, men læs de to andre først. Det er en helt særlig forfatterstil – den lidt knugende følelse af uhygge, mens der ikke sker så meget – som jeg synes, er meget fascinerende og ret enestående.