Tore Renberg: Jarle Klepp-trilogien

Trilogien om Jarle fra Stavanger består af “Kompagni Orheim, “Mig og Yngve” og “Charlotte Isabel Hansen”. Jeg læste den for første gang for 12 år siden og har lige snuppet dem igen, og det er simpelthen så godt! Informations anmeldelse kaldte det i sin tid for “en overbevisende norsk generationsroman”. Hvis du ikke allerede kender dem, så afsted med dig på biblioteket!

I første roman følger vi Jarle i 9. klasse, hvor han øver sig i det med pigerne, det med musikken og det med revolutionen. Der er fuld skrald på grimt tøj, stådreng og dårligt hår, og det er så sjovt og kærligt beskrevet, så man kun kan holde af det. Samtidig får vi det socialrealistiske indblik i en familie, som kun lige hænger sammen, og hvor faren, den gemytlige gymnasierektor, er weekendalkoholiker fra fredag eftermiddag til søndag aften.

I “Mig og Yngve” går Jarle i gymnasiet, har fast kæreste og et band med vennen Helge. Der er kommet styr på hormonerne og revolutionen. En dag starter en ny dreng i klassen, og Jarle, der altid har været optaget af bryster, bliver nu fascineret, måske endda forelsket. Nu vil han pludselig gå til tennis og lytte til popmusik, og så er verden af lave! Man holder ikke mindre af nummer to end af den første bog. “Mig og Yngve” blev filmatiseret for nogle år siden – bestemt også anbefalelsesværdigt.

Treeren “Charlotte Isabel Hansen” har jeg kun lige vendt de første par sider i. Her er Jarle blevet 25 år og studerer litteratur på universitetet. Indtil videre er også den utroligt godt selskab.

Jarle-trilogien er en generationsfortælling fra 90’erne, og for alle os, der har været unge i det årti, er den et fantastisk gensyn med musikscenen, moden og livsstilen.

Anne B. Ragde: Jeg har et tæppe i tusind farver

♥♥♥

Anne B. Ragde efterlader mig ofte lidt tvivlende. På trods af at hun er Norges ukronede forfatterdronning og har afsat tusindvis af eksemplarer i serien om Berlinerpoplerne, så er jeg sjældent helt solgt.

Hendes bøger har nogle tydelige kvaliteter, og jeg husker særligt parret Erlend og Krumme fra Berlinerpopler-serien. Alligevel har jeg et vist forbehold eller modstand. Det samme oplevede jeg i “Jeg har et tæppe i tusind farver”, som er en autobiografisk skildring af Anne B. Ragdes danske mor, Birte.

Vi følger Anne og Birte, mens moren bliver mere og mere syg. Vi følger processen i et svigtende sygehus- og plejevæsen og sorgen hos to døtre over en mor, som ikke var en perfekt mor.

Samtidig følger vi Anne B. Ragde selv, som turnerer rundt i Norden og holder forfatterforedrag. Jeg bliver ramt en lille smule på min danske jantelov, når hun fortæller om sin egen succes, og de oplevelser, hun har mulighed for at give sin sparsommelige mor, fordi hun har penge nok. Det er ikke fordi det er forkert eller usmukt; det er mere det, at det fylder uforholdsmæssigt meget.

Jeg har svært ved at blive klog på relationen mellem mor og datter, ligesom jeg har svært ved at blive klog på min egen oplevelse af Anne B. Ragdes bog.

Skal du læse den? Ikke nødvendigvis. Start hellere med Berlinerpopler-serien; der er også for nylig kommet en fortsættelse med titlen “Altid tilgivelse”.

Karl Ove Knausgaard: Min Kamp 1

Bedre sent end aldrig. Nu kom jeg i gang med Knausgaard, hvis livsværk står på bogreolen her i stuen.

Min kamp veksler mellem helt geniale småbetragtninger (fx det at alt, hvad der handler om død, befinder sig i stueetage og kælder), lange fortællinger om ungdom, som man kan svælge i, og så nogle lidt ligegyldige hverdagssamtaler.

Der er en hårfin grænse mellem geniale hverdagsbetragtninger og trivielle gengivelser af levet tid. Knausgaard står på kanten af den, og for langt det meste til den gode side.

Det er en bog, der ikke rigtigt handler om noget, ligesom livet, som det beskriver. Det sker det, der sker. Der sker bl.a. en ungdom, hvor livet handler om at smugle øl ud i en pose og komme hen til nabobyen nytårsaften. Der sker en afsked med en alkoholisk far og en udrensning af død og forfald fra farmorens hus, hvor han boede.

Det er billeder, der sætter sig fast i hukommelsen, og det er altid et kvalitetskriterium hos mig, der læser både meget og hurtigt, så noget af det af og til fiser ind ad det ene øre og ud af det andet.  Nu lige en pause inden den næste.

Maren Uthaug: Hvor der er fugle

Johan gifter sig med Marie for at få et job på fyret, så han kan forsørge sin mor. Marie gifter sig med Johan, fordi hun er gravid med Fede, men det får vi først at vide langt senere. Darling hedder Darling, fordi svigermor ikke bryder sig om udenlandske navne, og Valdemar spiser under bordet, fordi han tror, han er en ko.

Det lyder mere teatralsk, end det er beskrevet i bogen. Det er det stille drama, der udfolder sig på et fyr, lidt uden for bygden Uthaug, midt i Ørlandet, lidt uden for resten af verden.

Maren Uthaugs familie har boet i Norske Uthaug i generationer, og det er her, hun er taget tilbage for at finde inspirationen til bogen. I efterskriftet får jeg indtrykket, at hun har skrevet den som en hyldest til sin mor og sin familie, men bogen er alt andet end romantiseret. Der er dem, der laver børn på deres døtre, fordi de keder sig og tror, det er ok, og så er der dem, der kommer til det, fordi de ikke ved, det er deres døtre i første omgang.

Lilian Munk Rösing i Politiken rammer plet i sin anmeldelse, især med denne sætning: “Om bedrag og incest i ét stort roderi, så det, der ligner incest, ikke er det, mens det, der er det, ikke ligner det.”

Bogen handler om det mest forfærdelige og efterlader mig med uro i kroppen, spændte øjenbryn og samtidig en følelse af at have læst en velskrevet og næsten hyggelig bog. Det er jo absurd. Den ambivalente følelse kommer af de tre perspektiver, bogen er skrevet fra: faren Johan, moren Marie og datteren Darling. De gør alle det, der føles nødvendigt for dem og bliver fanget af de valg, de tager, men så får de det bedste ud af det og finder små glimt af livsglæde et andet sted (i bådhuset, på gården eller i USA-eventyret).

Samarbejde med Bog&idé

Bogen er den første i en række bøger, som er sponsoreret af Bog&idé. Boghandlerkæden har tilbudt en række bloggere seks valgfri bøger om året mod at linke til bøgerne i anmeldelsen. Det har jeg sagt ja tak til.
Se Maren Uthaugs “Hvor der er fugle” på Bog&idés hjemmeside.

Anne B. Ragde: Jeg skal gøre dig så lykkelig

Der er én, der får en nymodens støvsuger, en anden et springvand i stuen, og så er der hjemmefrisøren, der bruger øl i papilotterne, fordi det er billigere end ondulationsvæske.

Vi følger familierne (særligt kvinderne) i en opgang i Trondhjem i 60’erne. Det er sædvanlig Anne B. Ragde-stil med norsk underfundig underspillethed, intetsigende dialog, der siger ganske meget, og et udpluk af hverdag uden så meget tingeltangel.

Jeg kender ikke rigtigt husmødrene fra 60’erne – det er lidt for tidligt for min udearbejdende sygeplejerske-mor og lidt for sent for min hjemmegående syerske-farmor, men bogen giver et meget fint indblik en tid i Norge, som nok ikke var så anderledes her til lands.

Andre bøger af Anne B. Ragde:
Arseniktårnet
Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge

Karl Ove Knausgaard: Min kamp

En norsk erindringsroman i seks tykke bind. Nummer to er netop blevet oversat til dansk, og de andre er på vej. Hmm… jeg er ikke nødvendigvis med hele vejen i mål.

Da Karl Ove Knausgaards roman først udkom, roste mange anmeldere den til skyerne, mens andre forfattere skumlede over, at man kunne få så meget anerkendelse for bare at skrive langt og udlevere så meget af sig selv.

Og det er lidt langt i spyttet. Det er fint og ærligt og meget lige ud af posen (‘nu sidder jeg her, Karl Ove Knausgaard, og skriver, mens min kone laver kaffe’-agtigt), og store dele af bogen handler om et kompliceret forhold til Karl Oves far. En klassiker.

Der, hvor jeg kan lide bogen, er, mod sædvane, der hvor den bliver lidt lommefilosofisk. Fx undrer han sig over et par sider over den måde, vi behandler vores døde på. Er der nogen særlig grund til, at de skal så tæt på jorden som muligt, så snart de er døde? Kan man forestille sig en bedemandsforretning på anden sal? Kan man forestille sig, at hospitalernes ligrum er andre steder end i kælderen?

Men der er ikke helt nok af hverken det ene eller det andet til at jeg rigtigt er med.

Erlend Loe: Volvo Lastvagnar

Jeg må jo indrømme, at Volvo Lastvagnar faktisk var sjov!

Det er fortsættelsen til “Doppler”, så jeg var skeptisk. Jeg synes nemlig ikke som udgangspunkt, det er sjovt, at en mand tager ud i skoven og bliver venner med en elg, der kan tale. Til gengæld syntes jeg, det var ret sjovt at læse om en gammel dame, der ryger hash og danser natten lang til Bob Marley, og en ligeså gammel mand, der lever alene på et kæmpestort gods og tæller fugle, og som altid er beredt. Det var sjovt at læse diskussionerne om, hvorfor Sverige er så meget federe end Norge, og hvorfor man altid skal give en dansker en knytnæve, hvis de begynder at tale engelsk til én.

Anne B. Ragde: Ligge i grønne enge

Ligge i grønne enge er afslutningen på en norsk trilogi om tre forknytte mænd på en gård ved Trondheim. Der sker ingenting, og dagligdagen går sin vante gang, mens der bliver brændt tismadrasser af, henrettet lam i kirken, begået selvmord og befrugtet lesbiske par.

En af brødrene er bedemand, og der er ret meget underspillet makaber humor i bogen. Her en lille smagsprøve – det er en af brødrenes datter, Torunn, der smører mad til farfaren (der i virkeligheden er hendes onkel):

”Og der var stadig syltetøj i kælderen efter Anna Neshov. Det var måske sådan man snød døden og forlængede livet, tænkte hun, ved at lave så meget syltetøj at folk måtte æde ens anstrengelser i årevis bagefter.”

Jeg er blevet ret glad for de underlige nordmænd undervejs i de tre bøger. Den første bog er lidt tung at starte på, fordi man lige skal lære dem lidt at kende. Men efter lidt tid glæder man sig til at høre, hvordan det går med grisene og hvem der nu er død i bedemandsforretningen, lidt som at se en lang tv-serie.

De første to bøger hedder Berlinerpoplerne og Eremitkrebsene.