♥♥♥
Anne B. Ragde efterlader mig ofte lidt tvivlende. På trods af at hun er Norges ukronede forfatterdronning og har afsat tusindvis af eksemplarer i serien om Berlinerpoplerne, så er jeg sjældent helt solgt.
Hendes bøger har nogle tydelige kvaliteter, og jeg husker særligt parret Erlend og Krumme fra Berlinerpopler-serien. Alligevel har jeg et vist forbehold eller modstand. Det samme oplevede jeg i “Jeg har et tæppe i tusind farver”, som er en autobiografisk skildring af Anne B. Ragdes danske mor, Birte.
Vi følger Anne og Birte, mens moren bliver mere og mere syg. Vi følger processen i et svigtende sygehus- og plejevæsen og sorgen hos to døtre over en mor, som ikke var en perfekt mor.
Samtidig følger vi Anne B. Ragde selv, som turnerer rundt i Norden og holder forfatterforedrag. Jeg bliver ramt en lille smule på min danske jantelov, når hun fortæller om sin egen succes, og de oplevelser, hun har mulighed for at give sin sparsommelige mor, fordi hun har penge nok. Det er ikke fordi det er forkert eller usmukt; det er mere det, at det fylder uforholdsmæssigt meget.
Jeg har svært ved at blive klog på relationen mellem mor og datter, ligesom jeg har svært ved at blive klog på min egen oplevelse af Anne B. Ragdes bog.
Skal du læse den? Ikke nødvendigvis. Start hellere med Berlinerpopler-serien; der er også for nylig kommet en fortsættelse med titlen “Altid tilgivelse”.
Ordtryk 