14-årige Helle vokser op i Skibstrup med sin katastofe-forskrækkede far, Bengt. Han træner hende til at modstå atomkrig, brand, flystyrt, skibbrud og et eksploderet Barsebäck. Hun er konstant på mærkerne og vågner i sengen med knyttede nævner og et ladt våben.
Denne dag har han testet hendes reaktionsevne ved at slå til hendes hænder:
“Om aftenen må hun have kolde viskestykker på. Han gør dem våde og lægger den i fryseren. Hænderne er ophovnede og røde og hvidplettede som spegepølser. Han har hænder som spadehoveder, det er uretfærdigt. Han strikker, mens hun sidder med viskestykkerne på. Det er sommer nu, men det bliver vinter igen. Han strikker sokker med fem pinde i det svage lys fra messinglampen. De har ikke en egentlig sofa, men bagsædet fra en gammel Volvo. Han har sømmet et tæppe fast på det, så de ikke river sig på sprækkerne i læderet.”
Sammen får de dagene til at gå med skole, træning, fiskeri, madlavning og uendelige pligter. De kommer overens, og selv om hun godt ved, at de ikke er ligesom alle andre, er det hendes far, og han er der.
Moren er stewardesse og bor inde i byen. At blive hentet af hende, er et fristed. Man får forbudt mad og slik og må få neglelak på. Men det er aldrig til at vide, om hun kommer, og hvilken mand hun har med, så på mange måder er det også mere sikkert at blive hjemme, ikke at drømme om mere.
Imens holder hun sig klar, til når katastrofen rammer. Denne morgen bliver hun vækket, da faren råber “Alarm”.
“Han har allerede lagt spanden klar nede på stranden, hun skal have den med tilbage, ellers kan han ikke se, om hun rent faktisk har været der eller har snydt. Hun må ikke være bange for mørket, men regne med, at alle andre er det, sådan siger han. Alt kan bo i mørket, alt kan gribe fat i hende, holde hende, tvinge hende, men hun er mere bange for ham, så hun piler, som den rotte hun er, ned af vejen, ind over den hemmelige sti, ned over skrænten.”
Bogen er en præcis beskrivelse af en ekstraordinær familie og en anderledes måde at leve på kanten. Den balancerer kærligheden og det massive omsorgssvigt på fineste vis. Og samtidig er den underligt langsom at komme i gang med. En bog, der gør indtryk, hvis man giver den tid til at sætte sig.
Ordtryk 