Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Autobiografi, Bøger fra 2018, Roman

Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman begynder på morens dødsleje. Moren levede efter devisen “Den, der lever stille, lever godt”, og derfor var det en streg i regningen at få en lesbisk datter.

Leonora Christina Skov skriver på en benzin af sorg, svigt og harme og fra afgrunden af det sår, som blev dannet, da hun sprang ud som 21-årig og flyttede til København.

Såret når aldrig at hele, for den forløsning, forståelse og kærlighed, Leonora har brug for, møder hun aldrig.  “Hvis vi ikke taler om det, er det der næsten ikke,” er en underforstået sætning i familien. Morens død bliver en slags forløsning, der i hvert fald giver plads til at fortælle historien.

Det er historien om at homoseksualitet i moderne tid stadig er et omfattende tabu i nogle kredse og en historie om en pige, der bliver ved med at lede efter kærlighed, mening og forsoning mod alle odds. Fordi forældrenes kærlighed og accept danner et menneske. Og hvordan overlever og lever man så, hvis den grundlæggende mangler?

Jeg har fået kæmpe respekt for den mørkhårede, rødmundede forfatter efter den her læseoplevelse.

Læs også

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden:
En spændingsroman på en ukendt dansk ø. En gruppe fallerede forfattere er sejlet dertil og kan nu ikke komme væk. Deres historier spindes sammen rundt om en ung, manipulerende kvinde, imens de forsvinder fra øen én for én.

Rander, Boysen og Goldbech (red.): Voksendidaktik

Bøger fra 2018, Fagbøger, kommunikation, Sponsoreret indhold

min arbejdsplads har vi sat os for at blive klogere på, hvordan voksne lærer, og hvad der driver dem, når de tager efteruddannelse. Derfor har jeg læst dette digre værk om voksendidaktik.

Det er skrevet til diplomuddannelserne og bærer præg af en vis akademia, men pointerne fejler ikke noget.

Ambivalens

Jeg var især optaget af redaktørernes beskrivelse af voksnes ambivalente tilgang til at lære, udtrykt i disse to citater:

“Voksne vil gerne lære, men ikke for meget” (Rander, Boysen og Goldbech) og

“Voksne lærer det, der giver mening for dem at lære” (Knud Illeris, flittigt citeret i bogen)

Udsagnene dækker over den ambivalens (eller det modstandspotentiale), som man af og til møder hos voksne, kompetente kursister. Nogle er næsten for kloge til at være på kursus, andre har helt faste forestillinger om, hvad en underviser kan (og ikke kan) lære dem, og ikke mindst hvordan det skal gøres.

Løsningen bliver ofte at tage en mere faciliterende tilgang til undervisningen og give tid til at udfolde deltagernes egen praksis.

Vil du vide mere?

Mit eksemplar er sponsoreret af Bog & Ide, hvor bogen forhandles:
Direkte link til bogen Voksendidaktik
Bog & Ide’s forside
Andre bøger af Ole Goldbech

Du er også velkommen til at tage et kig på den prezi, jeg har lavet med et uddrag af vigtige pointer fra bogen. Link til prezi om voksendidaktik.

 

Jeff Vandermeer: Udslettelse

Roman, Science fiction, spændingsroman

Udslettelse Jeff VandermeerInd imellem kan det være sundt at læse noget andet end det sædvanlige. Her har jeg fået fingrene i en biologisk fremtidsdystopi af den amerikanske Vandermeer.

Ekspedition til Område X
Område X er et mystisk uafgrænset kæmpelandskab i noget, der måske er en amerikansk delstat i en nær fremtid.

Fortælleren, kaldet biologen, er en del af den tolvte ekspedition ind i Område X sammen med tre andre kvinder – en psykolog, en antropolog og en topograf.

Deres mål er at tage prøver af de forskellige biologiske entiteter de møder og kortlægge et stykke af Område X. Hurtigt finder de dog et omvendt tårn – en tunnel ned i jorden, der tiltrækker sig deres opmærksomhed. Tårnet drager dem, væggene lever, og snart bliver de suget ind i mysteriet om den menneskelignende, voldelige organisme.

Sirlig, nøgtern og dragende opfindsom
Det er en slags Fluernes Herre møder Dødsspillet møder Lost møder Flora og Fauna. Sirlig i sine biologiske beskrivelser, nøgtern i sin fremstilling af menneskenes psykologi. Småkedelig og dragende opfindsom på én gang. Bør læses alene for fascinationen af menneskelig opfindsomhed.

Filmatiseret
Bogen er filmatiseret som science fiction thriller med Natalie Portman. “Udslettelse” er første del af Southern Reach-trilogien.