Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman begynder på morens dødsleje. Moren levede efter devisen “Den, der lever stille, lever godt”, og derfor var det en streg i regningen at få en lesbisk datter.
Leonora Christina Skov skriver på en benzin af sorg, svigt og harme og fra afgrunden af det sår, som blev dannet, da hun sprang ud som 21-årig og flyttede til København.
Såret når aldrig at hele, for den forløsning, forståelse og kærlighed, Leonora har brug for, møder hun aldrig. “Hvis vi ikke taler om det, er det der næsten ikke,” er en underforstået sætning i familien. Morens død bliver en slags forløsning, der i hvert fald giver plads til at fortælle historien.
Det er historien om at homoseksualitet i moderne tid stadig er et omfattende tabu i nogle kredse og en historie om en pige, der bliver ved med at lede efter kærlighed, mening og forsoning mod alle odds. Fordi forældrenes kærlighed og accept danner et menneske. Og hvordan overlever og lever man så, hvis den grundlæggende mangler?
Jeg har fået kæmpe respekt for den mørkhårede, rødmundede forfatter efter den her læseoplevelse.
Læs også
Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden:
En spændingsroman på en ukendt dansk ø. En gruppe fallerede forfattere er sejlet dertil og kan nu ikke komme væk. Deres historier spindes sammen rundt om en ung, manipulerende kvinde, imens de forsvinder fra øen én for én.
Ordtryk 