Colum McCann: Lad kun verden tumle sig

En tung titel til en bog, der også starter lidt tungt, men som helt klart vinder ved nærmere bekendtskab, og som godt kan anbefales!

“Lad kun verden tumle sig” foregår i New York i 70’erne, hvor man følger forskellige menneskeskæbner, der hver især er i byen, mens en mand går på line mellem tvillingetårnene (måske har nogle af jer set Man on wire?).

Vi får små udklip fra en masse menneskers liv, når lige at lære dem lidt at kende, og så smutter de ud af historien igen. Måske dukker de op igen senere, måske ikke. Men det er bemærkelsesværdigt, hvor grundigt Colum McCann kan nå at beskrive et menneskeliv på så få sider, uden det bliver jappende eller kunstigt.

Hvis man kan lide Jonathan Franzen, er der en udmærket mulighed for, at man også vil synes om den her bog.

Fun fact: Når man googler ‘Lad kun verden tumle sig’, foreslår søgemaskinen meget sødt, at man mente ‘Lad kun verden tumble sig’:-)

Jonathan Franzen: Frihed

Endelig har jeg forstået alt det fuzz, der har været om Jonathan Franzen! “Frihed” er en rigtig god bog, omend lidt lang, og jeg er rigtig glad for, jeg begav mig ud i den, efter jeg knækkede nakken på “Korrektioner”.

“Frihed” er en familiekrønike om middelklasseulykkelige forstads-USA, fortalt fra forskellige familiemedlemmer gennem bogen.

Utroskab fylder en hel del. Ikke fordi de gør det så forfærdeligt meget, men fordi de hele tiden tænker på, hvordan det mon ville være, og måske ville det i virkeligheden gøre alting bedre. Bare fordi man elsker én, behøver det ikke være her, man længes efter sex.

Og på den måde bliver friheden i det monogame forstadsliv prikket blidt til, uden at temaet bliver tværet ud over siderne. Det kan jeg godt lide. Mest tykt er det måske, da familiefaderen, Walter, besøger sin alkoholiserede bror, efter mange år og finder ham på en bænk, hvor han renser en fisk og drikker en øl ad gangen, og Walter bliver tiltrukket af, at sige alle forpligtelserne farvel. Men alligevel kun for et par timer.

Skrivestilen er fin og Franzen-særlig. Hans største styrke er forstadslivet og de her omvendt-ordstilling-lange passager med, hvad naboerne mon tænker. Som fx her:

Selv om der var nogle af naboerne der utvivlsomt fandt tilfredsstillelse i at Patty endelig kom til at høste hvirvelvinden af at hendes søn var noget særligt, så stod det faktum tilbage at Carol Monaghan aldrig havde været særlig vellidt på Barrier Street, at mange beklagede Blakes opdukken, at Connie blev anset for at være underlig, og at ingen nogensinde havde stolet helt på Joey. Da nyheden om hans oprør blev kendt, var de fremherskende følelser blandt Ramsey Hills bedsteborgere medlidenhed med Walter, bekymring for Pattys psykiske tilstand og en overvældende følelse af lettelse og taknemmelighed over hvor normale deres egne børn var – hvor glade de var for at tage imod deres forældres storsind, hvor uskyldigt de bad om hjælp til deres lektier eller deres collegeansøgninger, hvor villige de var til at ringe og fortælle hvor de var, og hvad de lavede om eftermiddagen, hvor føjeligt de røbede deres småproblemer, hvor betryggeligt forudsigelige de var i deres første træfninger med sex og hash og alkohol. Den smerte der strålede ud fra Berglund-huset var enestående.

En varm anbefaling herfra til den gode Jonathan.