Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Jeg er glad for gode begyndelser. Meget bliver afsløret om en forfatters skriveevner, når man læser de første linjer, og den kun 23-årige Thomas Korsgaard kan skrive. Se bare her:

“Det var, som om døden sad i mig, selvom jeg ikke var ret gammel. Den var altid med mig på en måde. I starten havde jeg slet ikke set et menneske dø, men en lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden. Jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis min far døde i morgen. Som om døden var det eneste, der kunne ændre på det hele.”

Hovedpersonen Tue vokser op i en by uden for Skive, og Korsgaard skriver de vestjyske karakterer meget troværdigt frem, bl.a. ved hjælp af lydskrevne bandeord som “Forsadanda” og “Det ser fannanmig godt ud”.

En stærk karakter er Bitten, der er som en tæge på den slidte landmandsfamilie, Tue vokser op i. Hun skal altid lige låne en halvtredser, siger sin mening ublidt, smårapser af stegen, når hun skal servere til konfirmationen og vender altid tilbage, uanset om hun er inviteret eller ej.

Mormoren er den eneste hjertevarme i Tues liv. Hun stikker ham lommepenge, åbner altid sit hjem for ham (også når hun lige har glemt, at han skulle komme på weekend) og giver ham ren og uforfalsket kærlighed.

Kærligheden på gården er ellers som regel iblandet en besk bismag. Fra moren en bismag af depression og afmagt og fra faren utilregnelighed og psykisk og fysisk vold i små, afrettede mængder. Men kærligheden er også til stede, og forældrene vil gerne gøre det godt.

Sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” bliver i bogen sagt af mormorens mand, O.P.: En fedladen mand, der er glad for sovs, slik og sodavand. De har et rum fyldt med snolder – hvis der skulle komme et menneske forbi. Thomas Korsgaard har sagt i et interview til Politiken (betalingslink), at romanen bygger på selvbiografisk indhold, og sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” er én, han ofte har tænkt på. Hvad ville der være sket, hvis der var kommet et menneske forbi og havde set, hvordan de levede? Med for lidt mad, en depressiv mor og en fraværende far, der tager drengen med på tyveritogter og grove, farlige nytårsløjer?

Som det næsten altid sker med autobiografiske romaner, kommer der straks et modsvar fra mennesker, der mener, det er en forkert eller fordrejet version af virkeligheden; at hukommelsen er blevet skarpvinklet. Den kritik kommer i dette tilfælde fra Thomas Korsgaards kun 19-årige lillebror, Mathias Korsgaard. I et interview i Politiken kalder han det “usandt og for groft”.

Sandheden om de enkelte detaljer er dog ikke så interessant. Det er fortællingen om et barn, der vokser op i et hjem, som han ikke burde vokse op i, og om en familie, der har brug for hjælp.

Toeren: “En dag vil vi grine af det,” er netop udkommet her i 2018. Den er allerede indvarslet med brorens kommentar til Korsgaards roman i førnævnte Politiken-interview: “Jeg husker vores barndomshjem som et humoristisk sted. Selvfølgelig var der gode og dårlige dage. Men når dagene var dårlige, kunne vi altid grine af det”.

Sissel-Jo Gazan: Blækhat

Jeg har fået mig en ny yndlingsforfatter. Jeg elsker, når det sker, og der åbner sig et helt forfatterskab, man kan gå på opdagelse i.

Jeg hørte Sissel-Jo i Mads og Monopolet, hvor hun fortalte, at hun er biolog med speciale i dinosaurer. Da hun havde skrevet sit speciale, ville hun gerne have flere læsere end vejleder og censor. Derfor skrev hun det om til en krimi, og det blev hendes gennembrud: Dinosaurens fjer.

Den har jeg endnu til gode, men jeg faldt over Blækhat som et 14-dages lån på biblioteket. Det tog mig dog kun en ugestid at sluge de knap 600 sider.

Hovedpersonen i Blækhat er Rosa. Hun vokser op i Århus med en antikapitalistisk mor, tre mulige fædre og en ikke-biologisk ‘slags far’, der kalder sig Krudt. Han lærer hende street art-kunsten, og det er den, der bliver centrum i bogen – sammen med  Århus i 80’erne, BZ-bevægelsen, børnevenskaber, svampevidenskab og Berlin.

Mere Sissel-Jo Gazan snarest muligt!