Katrine Marie Guldager: Ulven

Roman

Nogle gange stopper jeg op midt i en bog og tænker ‘Jeg er overhovedet ikke spændt på, hvordan det går de her mennesker’. Tit læser jeg bøgerne færdig alligevel. En slags udfald af min opdragelse, vil jeg tro. Og lidt tåbeligt.

Ulven er desværre sådan en bog. Den starter ellers godt, synes jeg:

“Leonora var ikke noget nemt barn. Allerede da hun var ni, erklærede hun over for sin raceubestemmelige gårdhund, at det eneste, hun virkelig ønskede sig i denne verden, var at slå sin bror ihjel. Denne historie begynder dog længe før, Leonora kom på de tanker, den begynder længe før, Leonora overhovedet blev født, hvilket hun var ganske tæt på slet ikke at blive. Historien begynder, før hendes familie forvandlede sig til denne kerne af fortrydelse, før hendes mor langsomt, men sikkert forvandlede sig til en ulv.”

Der er lagt op til drama, men man kommer aldrig rigtig til at holde med nogen af personerne, og det bliver aldrig en pageturner. Faktisk tror jeg, Katrine Marie Guldager gør en dyd ud af, at man ikke skal komme for tæt på, bl.a. ved at forældrene, som fylder alt for meget af historien, kun bliver kaldt ‘Leonoras mor’ og ‘Leonoras far’. Jeg forstår bare ikke helt, hvorfor det nu skulle være godt.

Jeg bliver ved med at vende tilbage til Katrine Marie Guldager, fordi jeg var begejstret for hendes novellesamling “København”, men desværre er jeg blevet skuffet, når jeg har forsøgt at læse en af hendes romaner.

Reklamer

Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen

Roman

Undskyldningen er en slægtsroman. Den begynder i 1940’ernes Vestjylland med en præst, der går ind i modstandskampen, og slutter i nutidens Berlin, hvor præstens barnebarn er chef for den tyske opera.

Som alle gode slægtsromaner, er den loaded med familiehemmeligheder, og de bliver langsomt omdrejningspunktet for handlingen.

Forkvaklede mor-datter-forhold, sidespring, gamle fotografier, der fortæller om fortiden, og tilfældige møder på en banegård. Alle gode ingredienser i en slægtsroman. Og så har jeg ikke afsløret nutidens handling, som måske, i hvert fald et stykke hen ad vejen, er den mest nervepirrende.

Det er selvfølgelig ikke det samme som Hanne-Vibeke Holsts politik-trilogi (og det tror jeg, er godt nok), men det er skrevet ligeså ubesværet, så man flyder vægtløst gennem romanen, til sidste punktum er sat.

Bogens første sætning:

Når Thorvald vågnede, nøgen under den tunge dundyne, udstrakt på ryggen med erektionen strunk pegende mod navlen, var det altid og uanset de mørke skyer, der i disse år trak sig truende sammen over Europa, med følelsen af at være en lykkelig mand.