Dy Plambeck: Mikael

Jeg har egentlig ikke været så begejstret for Dy Plambeck (lidt for meget forfatterskole), men ‘Mikael’ er en undtagelse.

Romanen er baseret på hendes egne oplevelser som journalist i Afghanistan, hvor hun forelsker sig i en soldat og efterfølgende må leve som pårørende til en udsendt.

Jeg bilder mig ind, at man godt kan mærke, der er noget rigtig levet smerte bag romanen, som har gjort den mere autentisk og til biddet, end hvad hun tidligere har skrevet, men måske er det bare mig. I hvert fald kan den anbefales.

Khaled Hosseini: Og bjergene gav genlyd

Altid en fornøjelse at være i stue med Khaled Hosseini!

Berlingske havde for nylig en liste med læsertyper, og jeg falder vist i Nobeldisciplen

“Du læser i øvrigt altid de bøger, der vinder de store priser (…), du stoler på eksperter og anmeldere og ved ikke noget bedre end at sætte dig i sofaen med en bog, der allerede er sagt god for.”

Der er noget trygt ved at vide, at man ikke spilder sine gode læsestunder på halvdårlig litteratur. Og så kan det godt være horisonten ikke bliver udvidet så voldsomt, men det lever jeg med.

Handlingen er klassisk for sin roman-type: mennesker, der lever i krig, nogle rige, nogle fattige – de rige er naturligvis ikke mere lykkelige – noget afsavn og familiebånd, lidt eventyrtræk, men ikke for mange, nogle familiemedlemmer, der genfinder hinanden efter mange års adskillelse, og nogle, der dør uden at få sagt ordentligt farvel.

Et lille men er, at jeg synes, der blev lidt for mange hovedpersoner i den her bog til at jeg næsten kunne holde styr på dem. Men de er spændende hver især – måske især overklasseafghaneren med den smukke kone, der i virkeligheden er forelsket i sin fattige mandlige hushjælp med det lidt for store olivengrønne jakkesæt.

Dagens leder

Berlingskes og Politikens ledere i dag er et glimrende eksempel på, at det er meget godt at have begge aviser, hvis man ikke vil sovses ind i en hhv. proregerings- og prooppositionsvinkling. Begge ledere handler om Obamas Afghanistan-tale i tirsdags, men udlægningen er vidt forskellig. Jeg vil ikke argumentere for, hvilken der er mest rigtig eller god, jeg vil blot konstatere, at der, der i Politiken hedder:

“Det er svært at komme i tanke om, hvornår en dansk regeringsledelse sidst har været mere ude af trit med virkeligheden”

bliver i Berlingske til:

“Man skal lede længe for at kunne få øje på det, en af oppositionens ledere, Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt, kalder for en »sammenhængende strategi« mellem den amerikanske præsident, Barack Obama, og Socialdemokratiet i Afghanistan-spørgsmålet.”

Måske var det mere interessant at få en udlægning af talen, der var fri af nationalpolitisk fnidder?

Læs Politikens leder og Berlingskes leder.