Olga Ravn: Mit arbejde

“Da barnet kom, var der ingen tid til at komme sig. Der kom ingen tid, hvor jeg kunne komme mig fra barnet. Man bløder fra store sår og skal passe et dyr, der skriger. Det trækker i syningerne, mens man går rundt om natten.”

Der er noget med fødsler og kvinder. Fødsler og mødre. Vi bliver aldrig trætte af at høre vores egen historie, og ofte vil vi også gerne have gentaget de andres. Det er det første bånd, man binder i mødregruppen, og det kan forbinde vidt fremmede kvinder med hinanden. Jeg husker selv en tilfældig aften over opvasken i et sommerhus, hvor jeg lærte min svigermors veninde at kende gennem hendes fødselshistorie. Vi havde mødt hinanden fire timer tidligere.

Er det i skriften, jeg bliver mor?

Min veninde gav mig Dea Trier Mørchs “Vinterbørn”, syv år efter vi mødte hinanden som nye mødre. Jeg læste den og kunne genkende tiden som nybagt mor. Nu, 45 år senere efter Dea Trier Mørchs klassiker, har Olga Ravn udgivet vor tids moderskabs-roman.

Olga Ravn er ikke kun optaget af det at blive mor, men også af det at skrive om moderskabet. Er det et legitimt emne? Er man en dårlig mor, hvis man skriver om smerten og skyldfølelsen? Er det at skrive et rigtigt arbejde? Er det at være mor et rigtigt arbejde? Hun spørger sågar “Er det i skriften, jeg bliver mor?”

For at udstå afstanden opfinder fortælleren alter egoet, Anna.

Teksten er opbygget som en række alternative begyndelser, fortsættelser og slutninger, et fragmenteret billede, der skifter mellem prosa og poesi.

“det jeg hader
ved barslen
er ikke barnet
ikke husarbejdet
ikke den manglende søvn

men øjeblikket
hvor min mand
vender hjem

og jeg fuld af
en hel dags længsel
går imod ham

for at han skal
tage os
i sine arme

det øjeblik
han sætter sig
træt i stolen

forsvundet igen
men til stede

slid omgiver os

sparkedragter
flasker i mat plast
fedtede puder

raseri ødelægger mig”

En stemme fra mørket

Annas historie er ikke alles. Hun får en alvorlig fødselsdepression, er selvskadende og med mørke tanker. Hun går i psykoterapi og gruppeforløb. Men hun repræsenterer en stemme for dem, hvor det at blive mor er lykke blandet med gråd, afmagt og frustration. Hvor amning gør ondt og ikke fungerer. Hvor man ikke kan sidde ned – fysisk ikke må sidde ned – seks uger efter fødslen. For dem, der følte sig udenfor til fødselsforberedelsen, og så det hele gennem et fintmasket filter. Hun repræsenterer også en stemme for dem, der elsker deres børn betingelsesløst. For dem, der ikke er medfødt mor, men med tiden lander i moderskabet og vokser sig til stærke, kærlige, omsorgsfulde mødre.

En vanvittigt stærk bog, som jeg varmt kan anbefale at læse, hvis der på et tidspunkt i dit liv, er kommet et andet menneske ud af din krop.

Sissel-Jo Gazan: Hvide blomster

Ikke alle hvide blomster er giftige, men alle giftige blomster er hvide.

Jenny er 14 år og har arvet sin oldefars hebrarium med sjældne planter. Hun cykler rundt på sin fødeø Samsø for at genfinde de sjældne arter, som hun tegner af og gemmer. Hendes kusine og bedste veninde Tessa er også 14 år og bor hos sin mor Mona med tre ældre brødre og to plejesøskende.

De smukke hvide blomster går igen i bedstefarens tattoo-shop i Århus og i den økologiske rottegift, Jenny blander for sin mor.

Blomster er ikke det eneste, de finder på deres ture rundt på øen, for Tessas plejesøster er forsvundet, og pludselig vrimler det med fastlandspoliti på den lille ø.

“Hvide blomster” er en sjældent velskrevet roman med lige præcis nok krimi til at gøre det spændende, men ikke så udpenslet, at det forstyrrer nattesøvnen.

Henning Halløj og Torsten Betjent

Historien foregår på Samsø – i byer som Ballen, Tranebjerg og Kolby Kås. Sissel-Jo Gazan er eminent til at beskrive ølivet, og persongalleriet er aldeles farverigt. Der er onkel Jimmy med bandana og lidt for meget tjald, Torsten Betjent, gravide Lone, der blev kærester med Henning Halløj som 13-årig, og ja, Henning Halløj, der egentligt først blev kaldt Henning Halvøje på grund af et hængende øjenløg. Hunden Olsen, lille Niklas med det kuede blik og kæderygende Mona, der samler VVS-muffer i sin dagligstue.

Der er fuld knald på socialklasse fem, og overgreb mod børn er desværre en del af dagligdagen. En fiktiv Ekstrabladet-journalist kalder på et tidspunkt seksuelle overgreb på børn for “den oversete pandemi”, og der er ingen tvivl om, at det er her Sissel-Jo Gazans eget fortæller-ærinde ligger.

Sissel-Jo Gazan som forfatter

Gazan er blevet én af mine yndlingsforfattere, og jeg bestilte straks “Hvide blomster” hos Bog & Ide, da den udkom. Hendes forfatterskab omfatter blandt andet Dinosaurens fjer, Svalens graf og Blækhat, som alle er højst anbefalelsesværdige.

Hun er uddannet biolog, og den naturvidenskabelige disciplin går igen i hendes bøger. “Dinosaurens fjer” er noget så sjældent som en spændingsroman, der udfolder sig i et forskningsmiljø. I “Hvide blomster” er det botanikken, der står i forgrunden – sammen med tattoveringskunst og ø-krimi.

Bonusinfo: Hovedpersonen Jenny er opkaldt efter Bertolt Brechts Sørøver-Jenny (“Laser og Pjalter”), for bedstefaren har mødt sit livs kærlighed i Hamburg, og historien er flettet sammen med en smule tysk romantik og yndlingsgloser. Sissel-Jo Gazan bor selv i Berlin.

Jeg har modtaget bogen som et sponsoreret anmeldereksemplar fra Bog & Ide. Du kan købe bogen her.