Katrine Grünfeld: Værelse samlet af kvinder

Jegpersonen i “Værelse samlet af kvinder” er nyskilt og ved at finde sine ben i det nye liv. Hun flytter ind hos sin veninde, som er samme sted i livet og samler kvinderne i sit liv i bestræbelsen på at starte forfra, når man er midtvejs.

Der er nogle fine brudstykker i bogens passager, som fx her:

“På cykel på vej til arbejde, kæden falder af, alligevel ser hun op, det er ham, der cykler på den anden side af gaden, hans hår, det er klippet anderledes.

Der cykler hendes mand, som en fremmed hun ved hvad har i sine lommer.”

Skrivestilen er kortprosa a la Tine Høeg, og det virker godt i størstedelen af romanen. Men formen kan også komme til at fylde. Jeg bliver altid lidt irriteret på romaner, hvor personerne hedder “hun”, “manden”, “M” og “ham”. Jeg ved ikke, om det skal almengøre eller distancere. For mig virker det som nogen, der ikke har gidet gøre sig umage, selv om jeg godt ved, det slet ikke er tilfældet.

En udmærket bog om et sted i livet, vi sjældent hører om, men ikke en entydig anbefaling herfra.

Tove Ditlevsen: Barndommens gade

Jeg har en tendens til at være “nutidssnobbet” i mine bogvalg og læser helst romaner, der stadig er varme fra trykpressen. Jeg har måske en forestilling om, at jeg bedst kan identificere mig med personerne i romaner, der er skrevet i min tid – og af kvindelige forfattere på min egen alder. Ikke så djævelsk horisontudvidende, hvis man skulle kigge lidt indad.

Så meget desto mere blev jeg overrasket, indfanget og overvældet af ømhed og power på én gang, da jeg læste Tove Ditlevsens “Barndommens gade”. Hun skriver så hverdagsligt og samtidig poetisk, så man kan slå op på en tilfældig side og læse højt og blive glad over det gedigne håndværk.

Jeg har selv boet på Vesterbro i området omkring Enghave Plads for en kort periode, og det tilføjer en ekstra nysgerrighed over for gadelivet fra Tove Ditlevsens barndom: Vaskekoner, gammelt brød fra bageren tidligt om morgenen, kolde tæer, koks og kyssen i porten.

Vi følger Esters liv fra barn til ung og det helt spæde unge voksenliv. Hun har en sjælden kombination af fandenivoldskhed og sørgmodig ikke-tro på sit værd i livet. Det er som om barndommens gade ikke slipper sit tag i hende, selv om hun flytter væk fra den.

Tænk at den skulle stå 16 år på husets bogreol, før de gode ladies i min kulturklub sagde, at det var tid til at læse Tove Ditlevsen. Tak for det.

Udgivet i 1941 på Forlaget Hasselbach.

Mhairi McFarlane: Hvis bare du var min

Laurie og Dan har været kærester et halvt liv, da han slår op med hende. De deler hjem, liv og arbejdsplads og beslutter i starten, at de ikke behøver sige noget til nogen. Da det pludselig siver, er det som en bombe under det sladdervorne advokatfirma.

Laurie indgår en atypisk alliance med kontorets charlatan/scorekarl/hvad nu den slags hedder nu til dags. De lader som om, de er kærester – for at gøre eks’en jaloux og for at øge Jamies chancer for forfremmelse.

Den kvikke læser ved godt, hvordan bogen slutter, når man er nået til side 20, men Mhairi McFarlane skriver så charmerende, at man altid har lyst til at følge med i hele den knudrede vej derhen.

Andre bøger af Mhairi McFarlane her på bloggen med ligeså intetsigende titler:
“Du må aldrig glemme mig”
“Det er ikke mig, det er dig” – og “I det øjeblik var jeg din”

Dy Plambeck: Til min søster

“Til min søster” er en hyldest til søsterskabet, både det nære familiære og det store søsterskab mellem kvinder i verden.

Romanen er delt i to dele. I første del følger vi Ayas graviditet og fødsel og ikke mindst dagene på barselshotellet. Her deler hun i stil med Olga Ravn alle de blodige, uromantiske dele af de første dage med en nyfødt. Søsteren Andrea er med som opbakning i fraværet af den mand, som ikke var interesseret i at blive far.

Aya er historiker og arbejder på en bogintro om J.P. Jacobsen. I den sammenhæng bliver hun suget ind i historien om J.P. Jacobsens ungdomsromance Anna. Bogen flettes sammen med uddrag af breve, som Anna skriver til J.P. Jacobsen og hendes tiltagende sindssyge, undervejs som hun bliver afvist og overset i relationen.

I romanens anden del tager Andrea med Aya på historikertræf i Sverige for at passe datteren Nola. I de svenske skove kommer de to søstre tættere på hinanden, og læserne får udfoldet historien om Andreas relation til Mark, der har udsat hende for psykisk og fysisk vold.

Jeg googler ofte bogtitler og forfattere, når jeg har vendt sidste side i en roman. Denne gang gjorde jeg det for at se, om Dy Plambeck har nogen i sit liv – en søster, tænkte jeg – der havde været igennem et lignende forløb. Romanen beskriver det så nært og indlevende, at jeg havde svært ved at forestille mig, at det var ren fiktion. Det lader dog til at være tilfældet.

Helt bestemt den bedste bog jeg indtil nu har læst af Dy Plambeck.