Jeg har en tendens til at være “nutidssnobbet” i mine bogvalg og læser helst romaner, der stadig er varme fra trykpressen. Jeg har måske en forestilling om, at jeg bedst kan identificere mig med personerne i romaner, der er skrevet i min tid – og af kvindelige forfattere på min egen alder. Ikke så djævelsk horisontudvidende, hvis man skulle kigge lidt indad.
Så meget desto mere blev jeg overrasket, indfanget og overvældet af ømhed og power på én gang, da jeg læste Tove Ditlevsens “Barndommens gade”. Hun skriver så hverdagsligt og samtidig poetisk, så man kan slå op på en tilfældig side og læse højt og blive glad over det gedigne håndværk.
Jeg har selv boet på Vesterbro i området omkring Enghave Plads for en kort periode, og det tilføjer en ekstra nysgerrighed over for gadelivet fra Tove Ditlevsens barndom: Vaskekoner, gammelt brød fra bageren tidligt om morgenen, kolde tæer, koks og kyssen i porten.
Vi følger Esters liv fra barn til ung og det helt spæde unge voksenliv. Hun har en sjælden kombination af fandenivoldskhed og sørgmodig ikke-tro på sit værd i livet. Det er som om barndommens gade ikke slipper sit tag i hende, selv om hun flytter væk fra den.
Tænk at den skulle stå 16 år på husets bogreol, før de gode ladies i min kulturklub sagde, at det var tid til at læse Tove Ditlevsen. Tak for det.
Udgivet i 1941 på Forlaget Hasselbach.
Ordtryk 