Jegpersonen i “Værelse samlet af kvinder” er nyskilt og ved at finde sine ben i det nye liv. Hun flytter ind hos sin veninde, som er samme sted i livet og samler kvinderne i sit liv i bestræbelsen på at starte forfra, når man er midtvejs.
Der er nogle fine brudstykker i bogens passager, som fx her:
“På cykel på vej til arbejde, kæden falder af, alligevel ser hun op, det er ham, der cykler på den anden side af gaden, hans hår, det er klippet anderledes.
Der cykler hendes mand, som en fremmed hun ved hvad har i sine lommer.”
Skrivestilen er kortprosa a la Tine Høeg, og det virker godt i størstedelen af romanen. Men formen kan også komme til at fylde. Jeg bliver altid lidt irriteret på romaner, hvor personerne hedder “hun”, “manden”, “M” og “ham”. Jeg ved ikke, om det skal almengøre eller distancere. For mig virker det som nogen, der ikke har gidet gøre sig umage, selv om jeg godt ved, det slet ikke er tilfældet.
En udmærket bog om et sted i livet, vi sjældent hører om, men ikke en entydig anbefaling herfra.
Ordtryk 