Det er let at genkende Jonas T. Bengtssons skrivestil fra Submarino, hvis man har den frisk i erindringen. Korte sætninger og meget ægte univers fyldt med sympati for nogle skæve mennesker. Sådan en bog, hvor man bliver trukket langt ind i historien, og man (jeg) bliver mindet om, hvor mange bøger, der ikke handler om en fis. Den her er så gennemarbejdet, at det er svært at forestille sig, at nogen bare har fundet på det.
Ligesom “Violinbyggeren” handler “Et eventyr” om en far, der er en god far, selv om han måske er lidt flosset i kanten. Han tror ikke rigtigt på det der med at gå i skole, men til gengæld bruger han dagene på at lære sin søn om livet.
Man kan godt sige en hel masse om, at det er socialrealisme fra det glemte Danmark og den slags. Men det er mest bare en virkelig god historie om nogle meget troværdige mennesker, som er nemme at holde af.
Du skal næsten anskaffe den, bare for at læse, hvor uhyggeligt uinteressant og klichefyldt en bagsidetekst, den har.
PS: Blev anbefalet bogen på den her blog.