Erik Valeur: Det syvende barn

Roman

“Der var tre mennesker i chefkontoret på 6. sal den eftermiddag, og et halvt år senere var to af dem døde.”

Den slags sætninger fulde af forventningens gru har Erik Valeur en svaghed for i sin ikke-krimi, men snarere spændingsroman “Det syvende barn”.

Kongslundaffæren
Bogen handler om syv børn, der alle har været på samme børnehjem – Kongslund – for fyrre år siden. De er alle lidt skæve skæbner, muligvis lidt onde uden at ville det og med en grundfølelse af rastløshed. Deres bånd bliver knyttet sammen af et anonymt brev, som sendes samtidigt til nationalministerens højre hånd og til en sensationsjournalist, som er på vej nedad i sin mediekarriere.

Er der foregået noget fordækt på Kongslund? Har rigets mægtige mænd noget at skjule? Og hvem er det syvende barn, som lå på spædstuen dengang for fyrre år siden?

Kunsten at skære 100 sider
Der er lagt op til drama, og de første 200 sider i det lange værk bliver slugt i én bid. Derefter går det lidt ned ad bakke med tempoet, indtil det igen bliver interessant på de sidste 200 sider. Udfordringen er, at vi både følger historiens gang, som fortælleren lægger den frem, og derefter hvordan hovedpersonerne gradvist opdager, hvad der er sket. Det er lidt rigeligt marcipan med marcipan på.

En anden ting er, at begivenhederne og karaktererne på en måde passer lidt for godt sammen. Jeg kan godt lide, hvis spændingsromaner er uforudsigelige, og det hele ikke nødvendigvis går op til sidst.

Man kan dræbe et menneske på mange måder
Men ellers er den nu ganske anbefalelsesværdig. Meget fin virkelighedsnær sine steder, så man tror på, det faktisk kunne være sket.

I får et par citater mere at slutte af på, som er ganske sigende for skrivestilen:

Man kan dræbe et menneske på mange måder. Og man kan gøre det på måder, der ligner tilfældigheder – selvfølgelig kan man det – næsten umærkeligt. Det er de små puf, der næsten kun kan være en ond skæbnes værk,  der altid har interesset mig. Men for en dreng som Asger tror jeg, at den hånd, der udførte handlingen, kun var en skygge i hasns sjæl. Og han så det derfor ikke, mens det skete.

Hvis ubehagelige dage kunne byttes og leveres tilbage til deres Skaber, ville fredag den 27. juni være blevet slettet af nationalministerens erindring og stedt til hvile på de uønskede dages kirkegård, før nogen kunne nå at sige ‘lortedag’ – men som landet lå, kunne han kun beklage sig over den til sine to gæster, og de lignede ikke nogen, der var gode til at bortjage andres ubehagelige syner.

Reklamer

Som at føde en kummefryser med chili rundt om

Fagbøger, Fortællinger, Magasin, Reportage

Jeg er ved at forberede mig på at smutte en mandel. Én af de større. Jeg ved ikke helt, om man sådan rigtigt kan forberede det, uanset hvor meget man trækker vejret i ‘Se den lille kattekilling’-rytme og hvor mange blade og bøger, man læser. Min næsten læge-veninde siger i hvert fald at unge uuddannede mødre er bedre til at føde, fordi de bare gør som jordemoderen siger og tænker, min mor ku for 19 år siden, så kan jeg vel også. Ikke samme behov for kontrol og planlægning. Ikke noget excelark over, hvad der kan gå galt.

Nå, men derfor kan man jo godt få barslen til at gå med lidt elendig velfærdslitteratur.

Det bedste udstyr til baby
‘Vores børn’ hedder ét af de mange magasiner, man kan elske at hade. ‘MIT barn’ burde det hedde, som i ‘kvindens barn’, for der er ingen tvivl om, hvem det er skrevet til. Men det er ikke det mest irriterende. Min top tre ser sådan her ud:

  1. Top 1-træls er uden tvivl brugen af ordet ‘baby’. “Hvad skal baby hedde?”, “Tre lækre køreposer til baby”, “Når I kommer hjem fra hospitalet med baby…”. Hvorfor ikke bare “Når I kommer hjem fra hospitalet med jeres barn…” eller ‘den nyfødte’ eller ‘babyen’ eller bare “Når I kommer hjem fra hospitalet…”, for det burde måske kunne være underforstået, at man så har barnet med. Det tror jeg i hvert fald de fleste husker. Det er ikke helt ligesom at glemme dankortet i kortlæseren i Netto, mens man er på vej ud med sine varer.
  2. Det, der giver næstmest røvkriller er, at alle forfatterne til artiklerne står som fx “Skrevet af Camilla Heinz-Jensen, 34 år, mor til Oliver på fire og lille Asta-Clara på 1” og så er der et harmonisk billede af den lille familie. Som om man ikke er journalist, men kun er noget i kraft af sit barn. Æv.
  3. På en flot tredjeplads over ‘fuck det kan I ikke mene med det her blad’, er den kvinde, bladet er skrevet til. De antager simpelthen så meget om, hvad man tænker og føler som gravid. Hvor meget kvalme man har haft, hvor meget man må have lyst til saltlakridser lige nu, hvor hårdt det er, at sexlivet ikke kører, og at manden ligesom ikke tager rigtigt over, hvor bange man er for at føde, og ikke mindst hvor enormt befriende det bare er at høre andres personlige historier, så man pludselig finder ud af, at man ikke er alene.

Hvorfor køber man så sådan et blad? Det gør jeg heller ikke. Sagen er den, at du får dem kastet i nakken sammen med diverse babystartpakker, så snart du betræder den industri, der hedder babygrej. Den første er gratis, siger de. Og så venter de bare, mens baby bliver afhængig af den dyreste sut på markedet.

Sådan er mødre
Lidt mere afslappet bliver man i selskab med “Sådan er mødre”, som fortæller 14 kendte kvinders oplevelser om graviditet, fødsel m.m. Selv om den også er skrevet på den der “Jeg ville sådan ønske nogen havde delt det her med mig, da jeg selv var gravid”-tese, er den lidt mere spiselig og en fin coffee table-bog.

Små guldstykker som de her, er fx fisket op fra den andedam:

De der udvidelsesveer, det er jo som at få savet benet af uden bedøvelse, mens der er nogen, der rokker ens visdomstænder løs og råber ‘fede luder’ efter én. (Hella Joof)

Jeg kan huske, at jeg kom til at vælte fjernsynet. Jeg så meget fjernsyn, fordi jeg var så hormonel, at det var rart, hvis jeg bare kunne koncentrere mig om noget, der ikke havde noget at gøre med interaktion med andre mennesker. Først græd jeg og havde det sådan: “Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan se fjernsyn? Jeg kan jo ikke være inde i mit hoved og min krop?” Vi var nødt til at tage ud i Metro, hvor vi havde købt fjernsynet og få det repareret. Da min kæreste sagde til mig, at der ville gå en uge, før vi kunne få det tilbage, blev jeg helt hysterisk. Jeg tudede helt vildt og gik bare hen og fandt et andet fjernsyn, som vi så var nødt til at tage med hjem. (Lærke Winther)

Den første uge havde jeg det bare sådan, at dét gør jeg aldrig mere! Det gør jo så ondt. Det er jo som at føde en kummefryser med chili rundt om. (Anne Louise Hassing)

Næste bog på hylden er Julia Lahmes “Hvor lagde jeg babyen”. Den skulle også være sådan semidårlig, så det ser jeg frem til.

Opdatering 24.juli 2012: For en god ordens skyld: Nu har jeg læst “Hvor lagde jeg babyen”, og den er ikke spor dårlig. Måske endda semigod:)

Sommerferielæsning

Roman

Her er de tre bedste bøger jeg har læst siden sidste sommer. Dem, kan jeg godt anbefale at pakke i ferietasken:

Jonas T. Bengtsson: Et eventyrMeget fin bog om en søn, der vokser op med sin far, som ikke vil leve livet på samme måde som alle andre. Jonas T. Bengtsson er virkelig en dygtig forfatter, og man kan nå at blive både solskoldet og brun, mens man liige skal læse lidt mere på stranden.

Alen Meskovic: Ukulele jam
En slags ungdomsroman fra balkan, men meget dansk i sin skrivestil. Om musik og piger og tøj og lidt af det der krig ind imellem.

Jonas Jonasson: Den hundredårige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt
Det er skørt og svenskt og livsbekræftende. Om en gammel mand (gæt selv hvor gammel), der ikke gider være på plejehjemmet, så han kravler ud af vinduet, røver en taske med penge på busstationen og får sig nogle nye venner på et roadtrip gennem landet.

Christian Jungersen: Du forsvinder

Roman

Da Christian Jungersens “Undtagelsen” udkom i 2004 var det den bedste bog, jeg nogensinde har læst, og ingen anden bog har overhalet den de sidste otte år. Jeg fik knuder i maven over de psykologiske spil, der er mellem Iben, Malene og Anne-Lise, og bagefter kunne jeg ikke lade være med at se (ubevidst) voksenmobning overalt. Det er så præcist og uhyggeligt.

“Du forsvinder” er på samme måde meget præcis, ubehagelig og gennemarbejdet (det har også taget ham otte år!) og beskriver de grimme følelser, der kan være inde i et menneske, når hverdagen holder op med at være nem. Igen er romanen krydret med kronikker, opslag i psykologibøger, ejendomsmæglertekster m.m. – alt sammen meget virkeligt, og alt sammen skrevet af Christian Jungersen til formålet. Man kan kun have respekt for, hvor meget den mand lægger i sine bøger.

Bogen handler kort fortalt om en familiefar, Frederik, der får en hjernesvulst og ændrer personlighed. Han bliver voldelig, apatisk, indbildsk, følelseskold og utilregnelig. Og han vil ikke stå ved, at han er syg. Det er mere ubehageligt end uhyggeligt – og ganske fængende, selv om det er et lidt fjernt tema for sådan en som mig.

Selvfølgelig kan den ikke hamle op med ‘den bedste bog nogensinde’. Det er måske også lidt urimeligt at forlange. Men den skal ganske bestemt læses!

J.D. Salinger: Forbandede ungdom

Roman

Jeg begik den fejl at læse “Forbandede ungdom” (The Catcher in the Rye) i Dansklærerforeningens oversættelse fra 1967. Det var nu engang den, der dukkede frem i kælderrodet, da vi for nylig skulle flytte.

I tilbageblik er det mest morsomt (der optræder ord som sluf og stakater), men det forstyrrede alligevel læsningen lidt – især fordi den særlige skrivestil skulle være en del af bogens charme. Til sidst i bogen er der så en lille gymnasielæreranalyse, som er af den art, der dræber al læselyst i et menneske, fordi alt skal have En Større Betydning og være en metafor for noget andet.

Til gengæld er der er en ret fantastisk ordliste, der bl.a. forklarer følgende fremmedord:

bøsse, slangudtryk for homofil
oliven
, en blommelignende stenfrugt, og
sandwich, sammenlagte brødskiver med pålæg imellem

Nå, og hvad handler bogen så om? En ung mand, der går på kostskole og ikke rigtig gider det. Som tager derfra og slentrer lidt rundt i New York. Ikke nødvendigvis nogen forbandet ungdom. Bare en ungdom.

Læs den gerne – men tag en anden udgave, evt. på originalsproget.

Johanne Algren: “Louis 121092-2922” og “Louis liv”

Børne- og ungdomsbøger, Roman

Louis er en slags 2012-udgave af Liv. Lidt flere stoffer, lidt vildere oprør, lidt mere mobiltelefon og center- og bandemiljø, men samme loyale beskrivelse af usikkert og afgørende teenageliv. Sine steder en anelse moraliserende, men det er til at læse henover.

Jeg ved ikke, hvad det er med ungdomsbøger, der altid fastholder mig sådan. Måske det enkle sprog. Måske det, at ting, der sker i ungdommen, virker som om, de gælder liv eller død, og når man bliver voksen er alting lidt mere leverpostej. Man ville hverken dø for en joint eller et knald. Og på en måde er det vel også ok.

De er ikke et must, men hver af bøgerne kan læses på en dagstid eller to, hvis man først lader sig opsluge.