Merete Pryds Helle: Nora

♥♥♥♥

“Nora” er en gendigtning af Henrik Ibsens klassiker “Et dukkehjem”. Det er en moderne fortolkning placeret i samme tidsalder som Ibsens oprindelige fortælling (slutningen af 1800-tallet).

“Et dukkehjem” er et kammerspil, der foregår i Nora og Helmers stue over nogle få dage. Merete Pryds Helle har i sin fortolkning udfoldet Noras ungdomsliv, mødet med Helmer og deres fælles tur til Italien.

Selv om tids- og kønskritikken af og til er lidt vel tydelig (vi får både “Arternes oprindelse” og “Les fleurs du mal”), er “Nora” en god læseoplevelse, og den gav mig lyst til at læse originalen umiddelbart efter.

“Nora”-figuren bliver foldet ud, og samtidig beholder hun den barnlige, dukkede énstrengethed, som teaterstykket skitserer, og som Nora i den oprindelige historie får øje på og vrider sig løs fra.

Merete Pryds Helle og 90’er-forfatterne

Mit forhold til Merete Pryds Helle er skiftende. Jeg var imponeret og draget af fortællingen om “Nora”. Jeg kedede mig til “Vi kunne alt” og var begejstret for “Folkets skønhed”. Det ligger måske i blandingen af hendes ubetvivleligt tekniske dygtighed, de af og til lidt for tydelige tidsportrætter, der hælder til kliche, og tematikken om kvindens stilling, som er eviggyldig, men også en anelse fortærsket.

Sandsynligvis er jeg alt for hård ved hende. I virkeligheden handler det mest af alt om, at hun minder mig om at fortolke alt liv ud af litteraturen i gymnasiet. Hun hører til de forfattere, der var det store shit, da jeg gik på Katedralskolen i Viborg i 1999-2002. Derfor kan jeg næsten ikke læse hendes navn uden at blive lidt træt.

IBSEN NOR – gendigtninger

“Nora” er en tredjedel af projektet IBSEN NOR, der gendigter Ibsen-klassikere. De to øvrige bidrag er norske Vigdis Hjorths “Henrik” (Hedda Gabler) og svenske Klas Östergrens “Hilde” (Hilde Wangel).

Merete Pryds Helle: Folkets skønhed

Bedømmelse: 4 stjerner.

Indhold: Merete Pryds Helles “Folkets skønhed” er blevet kaldt ‘et hovedværk’ ‘årets hidtil bedste’, ‘en generationsroman’ og ‘de hjemmegående husmødres Danmarkshistorie’.

Den begynder på Langeland i 1930-40-stykker og følger pigen Marie, som vokser op i en tagtækkerfamilie, hvor der slides og spises slæbesild, og hvor kvinderne ligger under for mændene, både i overført og ganske konkret betydning.

Sammen med fiskerdrengen Otto flytter hun siden til København og bogens anden del handler om husmoderlivet i Værløse i 60’erne og 70’erne, hvor datteren Merete (Pryds Helle) bliver født. Den del har hun selv sagt noget om, f.eks. her i Information: Hun slår et slag for de husmødre, der ikke brød ud, men gik derhjemme og vaskede vinduer og skiftede bleer og fik depressionssymptomer, men kneb ballerne sammen og smilede forstilt over påskefrokosten.

Merete Pryds Helle, foto fra hendes hjemmeside

Det er socialrealisme uden indpakning og egentlig trænger jeg til at læse noget opløftende – men i stedet er jeg begyndt på Naja Marie Aidts bog om hendes døde søn…

Antal sider: 429
Min læsetid: 10 dage
Læs den, hvis… du kan lide slægtsromaner (eller kommer fra Langeland eller Værløse).

 

Merete Pryds Helle: Hej menneske

“Hej menneske” foregår i Mellemøsten, hvor Edith er på arkæologisk udgravning. Hun bliver bidt af en skorpion og må derfor blive indendøre en ugestid. Tiden bruger hun på at arbejde på sit speciale, hvor fakta blander sig med historien om navnesøsteren Edith, der levede for mange tusinde år siden, og hvis hus forskergruppen netop er ved at grave ud.

Jeg deler ikke helt fascinationen af stenalderen og menneskets udvikling, der her beskrives som lige dele tilfælde og kløgt. Hvis man interesserer sig for historie eller filosofi, vil bogen muligvis høre til yndlingsbøgerne, for den ligner umiddelbart ingen anden roman. Sprogligt er den poetisk filosoferende, og jeg stoppede bl.a. op og funderede over sætningen “Kvinders bækken er et kompromis i forholdet mellem at gå oprejst og presse børnenes hjerner ud,” mens jeg sprang lidt hurtigere hen over retoriske spørgsmål som “Måske er solen og månen store frø, der er sået i himmeljorden, og himmelrytmen det, der får planter til at spire.” Respekt for at skrive en anderledes roman, men jeg er ikke helt revet med.