Morten Pape: Guds bedste børn

Morten Papes anden roman kommer suverænt i mål, ligesom etteren. Den bygger på en virkelig hændelse: Et kølle-overfald på et avisbud på Polensgade på Amager i 2008, der fik dødelig udgang. Morten Papes ven var medskyldig i drabet.

Forfatteren selv kalder romanen en tragedie. Han fortæller bl.a. her i et interview med Fyens Stiftidende:

“Guds bedste børn” er en slags tematisk efterfølger til “Planen”, hvor jeg forsøgte at afdække, hvordan fremmedhad og danskerhad opstår – hvad, der nærer det. Den nye roman er på en måde en fortælling om konsekvenserne af det”.

Selvødelæggelse og had

Morten Pape bruger et klassisk fortælleteknisk greb, som kræver gode skrive- og kompositionsevner for ikke at blive for redundant: Vi ser historien fra tre synsvinkler: De to fætre Mickey og Simon – også kendt som brødrende vold – og vennen til den afdøde, Jamil.

Ikke overraskende mestrer Pape de tre synsvinkler med lige dele rolig dramatik, indlevelse, sympati og afskrællet realisme. Grundlæggende er drabet på avisbuddet en begivenhed, der sender de tre implicerede ned i en spiral af selvødelæggelse og endnu mere had.

Vedkommende litteratur

Det er ikke en bog, man skal læse, hvis man har tendens til vinterdepression (så skal man hellere kaste sig over Helle Joofs “Dage med mildhed, modgang og mirakler” – mere om den snarest). Men læs den, fordi du som jeg er en sucker for god litteratur, der siger noget om den verden vi lever i.

Hvor får jeg fingrene i den? 

Morten Papes “Guds bedste børn” er én blandt mange gode julegaveidéer. Køb den her, eller lad dig inspirere af andre bog-idéer (eksterne links). Læs også om Morten Pape.

Jeg har modtaget bogen som en del af en sponsoraftale med Bog & Ide. Aftalen indbefatter, at jeg kan bestille op til 12 gratis bøger årligt efter eget valg mod at linke til Bog & Ide. Bogvalg og anmeldelser står for egen regning. 

Jacob Martin Strid: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor

De bedste børnebøger er dem, der også er sjove for voksne. Derfor har vi ikke kun to, men fire Strid-fans her i familien.

For første gang i historierne om Mimbo Jimbo og Mumbo Jumbo er det den tykke, godmodige flodhest Mumbo Jumbo, der er i forgrunden. Det sker uden større opmærksomhed, for efterhånden er alle karaktererne i dyrenes dal så fintegnede, at de på skift kan få deres egen sæson, som i en dansk børnelitteraturversion af SKAM.

Køb Mumbo-bogen her.

Handlingen i grove træk 

Mumbo Jumbo skal samle kantareller og kommer til at spise en mysteriesvamp, der tryller ham kæmpestor. For at finde modgift skal han opsøge heksen Baba Jaga i Sibirien. Vennerne tager med i en luftballon lavet af et sammensyet tæppe og et ægte Pierre Baussin-badekar.

Det hele sker i et rablende virvar af vingummifyldte satelitter, hekse, der sværger til atomkraft frem for magi (“man får så ondt i ryggen”), en blyantspidser, der kan spidse flagstænger, og en sød, påståelig tapir, der opfanger det meste halvanden side senere end de andre.

Strids bøger er formfuldendte og med sjove sidespor. I denne her er der bl.a. en top-frustreret krokodille, der udbryder: “Jeg vil forflyttes til en anden børnebog. Vitello, Rasmus Klump, hvad som helst”. Referencerne er mange, dialogen er skarp, og både børn og voksne griner helt nede fra maven, i hvert fald her i huset.

Nok om det. Her kommer den ucensurerede anmeldelse fra det rigtige publikum:

Hvad kunne I bedst lide ved bogen?

Mille, 4 år: “Jeg synes, det var godt, da han blev lille. Jeg kunne godt lide, da de fik boller.”

Kalle, 6 år: “Måske kan man klippe et langt stykke papir af og skrive på det, hvad man synes om bogen?”

God ide, men hvis man skulle sige her, hvad man godt kunne lide? 

“Jeg synes, det var sjovt, der hvor heksen sagde, Spindelvæv og tudsespyt… spindelvæv og tudsesp… wow, du er godt nok en stor én.”

Synes I, andre børn skal læse bogen? 

Mille, 4 år: “Ja, men også den kolde vinter” (Jacob Martin Strid, “Mimbo Jimbo og den lange vinter”, red.)

Kalle, 6 år: “Ja, den er også rigtigt sjov.”

Strid-fansene her i huset har talt. Start fra en ende af og glæd dig til den næste.

Se andre bøger af Jakob Martin Strid.

Bogen er sponsoreret af Bog og Ide.

Anne-Cathrine Riebnitzsky: Smaragdsliberen

Anne Cathrine Riebnitzsky fik sit folkelige gennembrud med “Forbandede yngel”, som vandt De Gyldne Laurbær i 2013. Dengang faldt jeg for hendes skrivestil og har siden trofast læst, hvad der er kommet fra hendes hånd.

Forfatterskabet er blevet tiltagende internationalt, og hun skriver med baggrund som sprogofficer, der selv har set verden.

Verdensreligioner i det små og store

“Smaragdsliberen” foregår fortrinsvis i Paris, Georgien og Sydtyskland, men hovedpersonerne trækker også tråde til det danske vesterhav og Tel Aviv i Israel. Det er en rigtig verdensroman om de tre store religioner og samtidig fortalt gennem nogle relativt stille skæbner: Smaragdsliberen Pierre, der efter en genopliven fra de døde får til opgave at slibe en enorm ædelsten, og hans datter Zara, der tager på kunsthistorisk udgravning i Georgiens klippehuler.

De er begge alene uden at være ensomme og er hinandens eneste familie. Deres bånd er fint og skrøbeligt beskrevet, og Riebnitzsky gør sig i det hele taget godt i karakterer og relationer.  Der er fine bipersoner i munken Emre, vennen Yussef, kollegaen Gisela og flere andre.

Det tog lidt tid for mig rigtigt at komme ind i handlingen, men hvis man holder ved, tager romanen godt fat omkring halvvejs inde, og så læser resten sig selv.

Læs også, hvad jeg syntes om Orkansæsonen og stilheden af samme forfatter.

Bogen er et anmeldereksemplar fra Bog&Ide.
Køb bogen eller læs mere om forfatteren. 

Line Knutzon: Camille Clouds brevkasse

Line Knutzon skriver rablende sjovt om Camille Cloud, brevkasseredaktør, selvhjælpsguru og spinninginstruktør, der har svar på alt.

“Det skulle du have tænkt på før du blev født”, er fx en klassiker.

Det er pointer, der ikke kan gentages, og en fantasi, jeg ikke kender magen til. Jeg har elsket Line Knutzon, siden jeg første gang læste absurd teater i gymnasiet (fx “Først bliver man jo født” og “Torben Toben”), og hun er ikke blevet dårligere siden.

Læs den før din nabo.

Bagsideteksten er sjov i sig selv:

“Er du en rasende 65-årig mand med udstående øjne, der vil have lov til at råbe fede kælling til fede kællinger? Er du en tavs og skeptisk 12-årig pige, der nægter at tale med voksne? En storrygende og dehydreret 45-årig kvinde på den yderste venstrefløj? En 87-årig kvinde, der ikke har råd til din egen begravelse? En panikslagen dramatiker, der har bidt fingrene af sig selv. Er du nisse? Ufødt? Slagtesvin? Midt i en aggressiv debat om istidens slutning? Er du faret vild i Sverige, i livet, i mørket uden at kunne finde kontakten, sulten, på randen af sammenbrud, fattig, til grin og tørret i det moderne Danmark? Så spørg Camille Cloud – hun har svar på alt, hun er tidens svar og tidens lyd, for hun har succes og har tænkt på alt, før hun blev født.”

Her læser Line Knutzon op fra bogen til arrangementet Forfattermorgen på Gyldendal:

Hvad natbordet ellers gemte

Her kommer en lille opsamling af, hvad der har rundet natbordet eller lænestolen de seneste måneder, som ikke har fået opmærksomhed her på bloggen.

Naomi Alderman: Kraften
Kraften er et politisk science fiction-eksperiment, der undersøger krig, kønsroller og verdenshistorie på 372 spændingsmættede sider.

I en parallel nutidig verdensorden vågner verdens teenagepiger pludselig med en elektrisk kraft i kroppen. De kan give dødelige stød med hænderne, og den nye evne (Kraften) bliver forvaltet med forskellig visdom og intensitet over hele kloden.

Vi følger en forsømt sydstatspige, en magtvillig borgmester, en mafiadatter og til sidst en mandlig nigeriansk journalist, mens verdensordenen forrykker sig, og nye (ikke nødvendigvis bedre) magtsystemer opstår.

Læseværdig international bestseller.

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Den svære toer er i Thomas Korsgaards tilfælde en fremragende toer. Det er en uafhængig fortsættelse af den autobiografiske debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi“.

Korsgaard fortsætter i samme imponerende lette sprog, der smyger sig om ungdom i familiemæssigt kaos. Tue er nu blevet teenager og flytter stille og roligt hjemmefra og ind i sin ungdomsidentitet og seksualitet. Vi følger ham på gymnasiet, til de første fester, med den første kæreste og i familien, hvor moren gør ham til sin fortrolige i affæren med en mand fra Fyn.

Alt sammen eminent roligt beskrevet i al sin kaos. Thomas Korsgaard fortjener alle rosende ord, der sendes i hans retning.

Majse Njor: Den forkerte giraf
Majse Njors seneste bedrift er en slags udvidet damebladsklumme om at blive skilt og finde kærligheden igen. Med en lidt tynd, gentagende ramme af et par, der venter på et tog i Indien, mens hun tænker over, hvordan man gør alt det der med new (old) love.

Det er ærligt, selvudleverende og humoristisk, men ærligt talt også lidt trivielt efter min smag.