Ida Jessen: Børnene

Roman

Ida Jessen bogforside”Børnene” er den tredje bog i serien fra den fiktive jyske by, Hvium, efter ”Den der lyver” og ”Det første jeg tænker på”.

Hvor de to første bøger havde en sjælden dragende hverdagsuhygge over sig (nummer to handler blandt andet om, hvem i det lille samfund, der har kørt præstefamiliens barn ihjel), er ”Børnene” ikke helt ligeså skarp. Det er måske en lidt streng dom over en ret god bog, jeg havde bare håbet, den ville være exceptionelt slugende. Jeg kunne fx godt have undværet hele den midterste del af bogen, der primært handler om Ragna fra Brogård, og som bærer lidt for meget præg af, at man vil gøre noget færdigt fra en tidligere bog.

Hovedhistorien om Solvej, der flytter til Hvium fra Hillerød for at være sammen med sin datter er ellers ret fin småpsykologisk socialrealisme. Især er der noget meget vedkommende i beskrivelserne i starten, hvor hun har sin datter boende i weekenden, men ikke rigtigt kan komme ud over besøgsstadiet og være til stede som mor i et almindeligt hjem.

”Børnene” kan bestemt anbefales, men læs de to andre først. Det er en helt særlig forfatterstil – den lidt knugende følelse af uhygge, mens der ikke sker så meget – som jeg synes, er meget fascinerende og ret enestående.

Reklamer

Gitte Løkkegaard: Tine Bryld. Et lettere kaotisk ridt

Biografi

Jeg hører ikke til dem, der er vokset op med Tine Brylds stemme i radioen. Jeg er ikke fortolig med Tværs og har ikke spejlet min ungdom i de mange skæbnehistorier. Til gengæld er Liv og Alexander-trilogien min vigtigste teenagelitteratur. Jeg ved stadig, hvor de tre bøger stod på mit skolebibliotek, bagerst til venstre og på samme hylde som “Min ven Thomas”.

For et menneske, hvor Tine Bryld først og fremmest er ungdomsbogsforfatter og dernæst radiostemme, er det interessant at læse historien om et menneske, der måske frem for alt er socialrådgiver og socialt indigneret. Et mennekse, der har kæmpet for fri abort og advokerede for fixerum i København allerede for 40 år siden.

Jeg blev opmærksom på bogen på Bogforum, hvor jeg hørte en samtale mellem Gitte Løkkegaard (radiovært på DR) og Tine Bryld og en tredje. Når jeg lytter til det, kender jeg jo alligevel godt stemmen (- og i øvrigt også Gitte Løkkegaards – det er hende, der i mange år lavede timelange personinterviews med en langsom, rolig stemme på P1). Det her citat, synes jeg, er som at tænde for radioen:

“Hendes stemme er kaldende, venlig. “Hallooo, det er Tine”. Der er tavshed i den anden ende. Stemmen bliver blødere. “Er det Signe?” Stadig tavshed i et par sekunder, så hører man en lille gennemsigtig stemme: “Ja…” “Hej Signe,” siger hun, og de ord findes ikke i sproget, som kan beskrive den omsorg, der bølger ud i telefonen når hun spørger: “Hvad har du på hjerte, min ven ?””

Katrine Grünfeld: Mindre pletter

Roman

Et potentielt lækkert plot: Midaldrende kvinde er chef for integrationsafdelingen i en kommune, advarsler om en ung drengs problemer bliver overhørt, drengen dør, og chefen bliver udsat for mediehetz. Det kunne have været en rigtig god bog, hvis Ida Jessen havde skrevet den, og hvis det havde været hovedhistorien.

I stedet er det sådan en ok bog, hvor man lidt glemmer, hvad det nu var, den handlede om, når man ikke læser i den. På bagsiden står der, at “Mindre pletter er en roman om kunsten at overleve sin barndom”, og netop det blev ofte lidt for psykologiserende til min smag.

Den er ikke dårlig. Jeg læste den jo, og der er gode elementer. Bare ikke den bedste jeg har haft mellem hænderne.

Dagens leder

Avis

Berlingskes og Politikens ledere i dag er et glimrende eksempel på, at det er meget godt at have begge aviser, hvis man ikke vil sovses ind i en hhv. proregerings- og prooppositionsvinkling. Begge ledere handler om Obamas Afghanistan-tale i tirsdags, men udlægningen er vidt forskellig. Jeg vil ikke argumentere for, hvilken der er mest rigtig eller god, jeg vil blot konstatere, at der, der i Politiken hedder:

“Det er svært at komme i tanke om, hvornår en dansk regeringsledelse sidst har været mere ude af trit med virkeligheden”

bliver i Berlingske til:

“Man skal lede længe for at kunne få øje på det, en af oppositionens ledere, Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt, kalder for en »sammenhængende strategi« mellem den amerikanske præsident, Barack Obama, og Socialdemokratiet i Afghanistan-spørgsmålet.”

Måske var det mere interessant at få en udlægning af talen, der var fri af nationalpolitisk fnidder?

Læs Politikens leder og Berlingskes leder.

Maise Njor og Camilla Stockmann: Charlie Hotel Oscar Kilo

Roman

Foto af bogenEfterfølgeren til Michael Laudrups tænder (hvor de to forfattere mailkorresponderer for at lære hinanden at kende og bl.a. kommer frem til, at de begge synes, Michael Laudrup har usandsynligt små tænder – det er rigtigt, hvis man kigger efter; det er ligesom de er filet meget lave) minder ret meget om den første bog. Emnerne er (lidt) nye, men stilen den samme. Her skriver gravide Camilla Stockmann fx:

””I nat hørte jeg en stemme inde fra min mund sige: ”Du skal huske at mærke barnet sparke hver dag. Det er vigtigt for jeres kommende relation. Jeg har læst det i en bog!” Så blev man én af dem. Janus svarede ikke med det samme. Så sagde han: ”Du presser mig til noget, jeg i forvejen har lyst til.””

På et tidspunkt i bogen, fortæller Maise Njor, at hendes mand ikke synes, det er så fedt, hun skriver om ham til Camilla, mens deres ægteskab er ved at gå fra hinanden, og det kan jeg da på en måde godt forstå. Det må være lidt som at være med i en pornofilm, som ens familie så skal se. Alt for privat. Men derfor interessant. Og sjovt, fordi det veksler mellem små filosofiske sandheder som at man godt må ændre sig for den, man elsker, men man må ikke ændre det man oprindeligt elskede ved sig selv, og så kærestens svar på, om han har ændret sig for Camillas skyld: ””Ja, jeg har nok fået en bedre håndhygiejne,” og så faldt han i søvn”.