Der er bøger, som jeg læser hurtigt, sluger og glemmer igen, og så er der bøger, jeg læser langsomt, og hvis billeder sætter sig i hukommelsen. “Vindens skygge” er den sidste type.
Jeg vil huske Lain Couberts brændte ansigt, Aldaya-familiens spøgelsesagtige hus og de kringlede gange i De glemte bøgers kirkegård.
De glemte bøgers kirkegård
“Vindens skygge” er en hyldest til litteratur i mere end én forstand. Den handler om drengen, Daniel, der ved bogens start er 10 år gammel og går med sin far på De glemte bøgers kirkegård – et kæmpe, hemmeligt bibliotek med bøger, som ingen læser. Her vælger han en tilfældig bog, der skal følge ham resten af livet.
Langsomt begynder han at opspore forfatteren til bogen, Julian Carax. Det fører ham igennem et ikke ufarligt persongalleri i Barcelonas borgerkrigsramte gader. Sideløbende bliver han ældre, forelsker sig og udvikler en tilværelse, der kan minde om den, han har mødt i den skæbnesvangre bog.
Begyndelsen til en serie
Romanen åbner sig langsomt fra en beskrivende, litterær kolos til en decideret spændingsroman. Bipersonerne er af den type, der kunne vinde oscars, men Carlos Ruiz Zafón har afvist at filmatisere bogen. Den er udkommet i Spanien i 2001 og oversat til dansk i 2004. Siden er kommet tre efterfølgere i samme serie: “Englens spil”, “Himlens fange” og senest “Åndernes labyrint” fra 2018.
Ordtryk 