Lalandia er, udover et klamydia- og snotfyldt badeland, også det latinske navn for Lolland. Jens Vilstrups sorrig-smukke roman foregår halvt på Lolland og halvt i Thailand, og ingen af stederne vises fra deres mest glamourøse side.
Tom vokser op som enebarn hos en kunstnerisk-flyvsk mor og en alkoholiseret bibliotekar-far. En dag kommer to damer fra kommunen med en dreng, der skal bo hos dem. Nick bliver deres plejebarn, og selvom det er svært pludselig at have en bror, udvikler de alligevel et søskendeforhold.
I nutiden er Nick flyttet til Thailand, og Tom tager ud for at finde ham. Det bliver en rejse gennem Khao San Road, billardsaloner og menneskesalg. En fin birolle spilles af den thailandske taxachauffør Kai, der siger “we go find brother”, og så ellers følger med på missionen, der også sender dem til den Cambodjanske grænse.
Jeg kender ikke til Jens Vilstrups bøger, men blev begejstret for denne her. Udover en velresearchet og stemningsmættet historiefortælling har han en inspirerende mundtlig skrivestil, der får hovedpersonens stemmer til at flytte ind i hovedet.
Uforsonlig er måske det ord, der bedst beskriver Glenn Bechs skrivestil. Hans nyeste udgivelse er et manifest og befinder sig litterært i en kategori af selvbiografisk lyrisk prosa – med digtets linjestruktur og romanens flydende sprog og fortløbende kapitelstruktur.
Uforsonlig er også for snæver en beskrivelse af Glenn Bech, for han er både rasende, skuffet, flov, sjov, velkomponeret, bitter, klog og præcis.
Det første kapitel er til moren og handler om opvæksten i en boligblok i Horsens. Forfatteren hedder Glenn, og broren hedder René, fordi forældrene har prioriteret nogle navne, som kunne råbes hurtigt. Barndommen er ikke blandt de bedste i Danmark, men der skinner alligevel en fin kærlighed og loyalitet til moren ud fra linjerne. Faren har begået selvmord, og morens valg af nye mænd er ikke prangende. Samtidig er Horsens ikke så fedt et sted at vokse op, hvis man er homoseksuel.
Efter barndommen behandles klassesamfundet, og måske derfor blev Glenn Bechs manifest populært til socialdemokratiske ministeroverleveringer. Bogen er udgivet i september 2022 og har i det hele taget opnået stor popularitet meget hurtigt. Den har netop vundet Politikens Litteraturpris, og det vil overraske mig, hvis den ikke bliver indstillet til en pris eller to mere, inden 2023 er omme.
“Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” er Glenn Bechs anden bog. Hans første udgivelse er romanen “Farskibet” fra 2021. Glenn Bech er til daglig psykolog og forfatter og er bosat i Aarhus.
“Hvorfor kan moren ikke snyde i skat eller begå et kup? Hvorfor kan Frederik ikke være bandeleder eller hacker? Hvorfor skal det være sådan noget sørgeligt lort? Som skal de selv med deres forbrydelsers karakter bevise, at de er noget skrald ude fra Nøjsomheden.”
Monas mor samler på udklip fra Billedbladet; de fylder hele lejligheden i sammen med de blendere og brødristere hun har købt på et særligt tilbud. Hun er ved at lave en scrapbog om Kronprinsesse Mary. Den er næsten færdig, men så skal børnene jo konfirmeres. Den har været næsten færdig siden Mona var barn, og moren fik angstanfald, når hun gik uden for en dør.
Så Mona er vant til at klare sig selv og regne med sin moster Tut, der har været morgenbolledame for Simon Spies. Selv om Tut nu er kommet på hospice, er hun stadig skarp:
“- Se hende der, siger Tut og peger. – Se, en pels. Hold kæft en pels. – Det er Lise Nørgaard. – Er hun ikke 108 år? – Hvis det kan gøre det. – Moster, lægen sagde, vi skulle tale sammen. – Hun ser meget godt ud, egentligt. Tænderne, du skal huske, Mona, at passe godt på dine tænder. Hvad skulle vi tale om? – Begravelsen for eksempel. – I kan smide mig på møddingen. Gør, hvad fanden I vil, jeg kan jo være ligeglad, ikke? – Moster. Hvor skulle vi overhovedet finde en mødding? – Nej, det er også bare noget, man siger. – Hvem siger det? – Der er styr på det, lille Mona, alt er skrevet ned i min røde mappe på chatollet, med dit navn på. Hun bladrer endnu engang i SE og HØR, tager en tår af glasset og suger i smøgen. – Ah, siger hun. – Nu har jeg det godt.”
Boganmeldelser på Post-it-notes
Mona har fået job i Lindas Boghandel i Helsingør. Hun læser som gjaldt det livet, og både i Nøjsomhedens byttebiks og i boghandlen anmelder hun bøger med Post-it-notes på forsiden. “Lidt lang i spyttet, ærligt talt, men en vigtig fortælling om en tid, hvor en kvindes største synd var at klippe sit hår”, kan der fx stå.
En dag kommer en ranglet fyr ind i Boghandlen for at købe Søren Ulrik Thomsen. Da de først samler mod til at tale sammen, møder Mona for første gang et menneske, der lever sit liv uden for boligblokken: “Fra døren blinker Nikolaj til hende. – Vi ses, Mona. Hendes navn lyder fortryllet, når han siger det på den måde med det afsnuppede M. Det vil hun gemme og høre igen og igen. Hun har en masse sekvenser, sætninger fra bøger, sange og citater, dejlige ord – densitet, viskose, argumentresistent, vovsegebis – som hun gemmer indeni og tager frem, når hun vil.”
Beskrivelserne af livet i boligblokken “Nøjsomheden” er så fine og varme, med den særlige loyalitet over for det sted, der for altid er hjemme, og samtidig med en armslængdes afstand til det liv, som man blev givet. Jeg blev nødt til at google, da jeg var færdig med at læse – det viser sig, at Nøjsomheden findes i Helsingør; med det navn beder man jo også om at blive titlen på en roman.
Da jeg googlede, faldt jeg også over den her Facebook-kommentar til et stille og roligt opslag fra Nøjsomheden, om at deres boligkontor flytter plads:
“Nøjsomheden” kommer efter min mening langt bedre i mål end Stine Askovs “Katalog over katastrofer”, som ellers er et originalt socialrealistisk værk.
“I ruiner” er den tredje selvstændige roman i Morten Papes Amagertrilogi. De første to, “Planen” (2015) og “Guds bedste børn” (2018) var fremragende, brutale og vedkommende, og den tredje er ingen undtagelse. Man kan godt begynde at spekulere på, om den nu også er præcis ligeså god, men det er måske ikke så interessant.
I stedet et rids over handlingen: Amalies mor arbejder i Amagerbanken. Hun har et fint, almindeligt job, og de har en ok almindelig familie. Lige før banken som bekendt krakker med et brag, investerer Amalies far en stor del af familiens opsparing i hele Amagers bank for at redde den fra en krank skæbne.
Krakket bliver en katalysator for en række svære begivenheder i Amagerfamilien, og Amalie kastes i armene på den morfar, som hun absolut ikke må have noget med at gøre.
Senere bringer hendes job som facer for en velgørenhedsorganisation hende på sporet af folkemordet i Rwanda og nogle specielle bekendtskaber. Jeg er selv så navlepillende en læser, at jeg hellere vil læse om Amagerfamiliens dårligdomme end de grusomme krigsforbrydelser i et fjernt, fremmed land. Trådene bliver dog samlet rigtigt fint, og romanen står helstøbt og stærk og er bestemt en læseoplevelse værd.
Nogle vil huske “Det Danmark du kender” fra Socialdemokraternes valgkampagne i 2015, og Peder Frederik Jensens bog er da også spækket med tydelige referencer til navngive politikere.
Bogen følger fire personer, som alle har en andel i en trafikulykke en tidlig morgen på Lolland: Borgmesteren Morten Jørgensen, det unge avisbud Niels med den prostituerede mor, lastbilchaufføren Frank og investoren og elskerinden Sigrid.
Det er mindst to hovedpersoner for meget til min smag – i hvert fald set i forhold til, hvad det lykkes at forløse. Forfatteren har et tydeligt projekt med at fortælle historien om arbejderøen Lolland og et socialdemokratisk forfald, der lefler for det rige og pæne og fører klimapolitik “hvis det kan betale sig”. Vi hører historier om værftet og Metal, om kromøder, børn der forsøger deres forældre i socialklasse 5 og pragmatisk kommunalpolitik. Og til sidst har han tilføjet et spændingselement i form af ulykken til at binde det hele sammen.
Det kunne blive rigtigt godt. For mig bliver det for fragmenteret, for meget projekt og for lidt litteratur, selv om der er adskillige velskrevne passager.
Jeg kender ingen andre bøger, hvis titler er så velvalgte som Thomas Korsgaards. Kongen af bogtitler har nu afsluttet sin personlige trilogi. Hvor de to første handler om opvæksten i en lille by uden for Skive, følger vi i “Man skulle nok have været der” Tue som 17-årig hjemløs i København. Han er flyttet hjemmefra; moren er flyttet på krisecenter, og det er tid til en ny start i hovedstaden.
Tue får job som avissælger for Politiken, men ved bogens begyndelse bliver han smidt ud af sin lejlighed, og hans nærmeste netværk er Lone fra Lones pølser, en avissælger-kolleger og en fyr, han møder til en bogreception. Over de næste par hundrede sider snubler han sig igennem storbylivet, og selv om det hjemlige omsorgssvigt er ligeså let at få øje på nu som i de første to bøger, har sympatien lidt sværere ved at finde vej til en 17-årig forhutlet, til tider uhøflig ung mand.
Bogen er rå læsning, ofte tåkrummende, uden filter og med uforfalsket socialrealisme, nu i voksenstørrelse. Den sætter punktum for en personlig, autobiografisk bogserie og efterlader læseren hos den voksne forfatter Thomas i nutiden.
Jeg var meget glad for at læse Thomas Korsgaards første to bøger, lidt mindre for denne – måske fordi den sorte humor får mindre plads her. Hvis du endnu ikke har læst Korsgaards bøger, kan du se anmeldelser her på bloggen:
Den tematiske linje i Thomas Korsgaards “Tyverier” er hverdagsrealisme fra socialklasse 5. Vi møder både håbefuld John, der fisker efter nytårsmenuen i en container, den eks-kriminelle Kim, der gerne vil se sit barn noget mere, telesælgeren Thomas, der forsøger at sælge husforsikring til en døende kvinde på hospice, og ensomme Kristian, der samler på kuglepenne.
De bedste noveller er dem, der tegner en hel karakter og et livsbillede ved bare at vise et lille udsnit. Det lykkes fremragende i Thomas Korsgaards første novellesamling..
Jeg kommer til at tænke på et klip, hvor Lasse Rimmer skal udpege noget af det bedste fra 90’erne. Han husker tilbage på en helt kort sketch fra Drengene fra Angora. 5 sætninger med en verden rundt om dem:
Dygtigt dialogarbejde
Thomas Korsgaard er dygtig med dialogerne – det viste han allerede i “Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren “En dag vil vi grine af det”, og den nye novellesamling følger trop. Fx denne simple dialog om smørrebrød i en dysfunktionel familie:
“Du er blevet så tynd, så tynd,” gentager han og skubber æsken hen mod hende, hun kan høre sandalerne glide hen over gulvet under bordet.
“Du er også for tynd,” siger hendes mor.
“Jeg har allerede fået to stykker,” siger hun og kigger over på sine søstres arme, der arbejder med bestikket.
“Er du sikker?” spørger hendes mor.
“Ja, ellers tak.”
“Du kan da godt lige spise et stykke til,” siger Verner og løsner låget på snapseflasken. “Vi gider ikke gemme det.”
“Nej, vi gider sgu ikke gemme det,” siger hendes mor.
“Tyverier” består af 15 noveller. Det er Thomas Korsgaards fjerde udgivelse, siden han debuterede i 2017 som kun 21-årig.
Thomas Korsgaard, Tyverier, Lindhardt og Ringhof, 2019
”Børnene” er den tredje bog i serien fra den fiktive jyske by, Hvium, efter ”Den der lyver” og ”Det første jeg tænker på”.
Hvor de to første bøger havde en sjælden dragende hverdagsuhygge over sig (nummer to handler blandt andet om, hvem i det lille samfund, der har kørt præstefamiliens barn ihjel), er ”Børnene” ikke helt ligeså skarp. Det er måske en lidt streng dom over en ret god bog, jeg havde bare håbet, den ville være exceptionelt slugende. Jeg kunne fx godt have undværet hele den midterste del af bogen, der primært handler om Ragna fra Brogård, og som bærer lidt for meget præg af, at man vil gøre noget færdigt fra en tidligere bog.
Hovedhistorien om Solvej, der flytter til Hvium fra Hillerød for at være sammen med sin datter er ellers ret fin småpsykologisk socialrealisme. Især er der noget meget vedkommende i beskrivelserne i starten, hvor hun har sin datter boende i weekenden, men ikke rigtigt kan komme ud over besøgsstadiet og være til stede som mor i et almindeligt hjem.
”Børnene” kan bestemt anbefales, men læs de to andre først. Det er en helt særlig forfatterstil – den lidt knugende følelse af uhygge, mens der ikke sker så meget – som jeg synes, er meget fascinerende og ret enestående.
Ordtryk 