Thomas Korsgaard: Tyverier

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, Noveller

Thomas Korsgaard TyverierDen tematiske linje i Thomas Korsgaards “Tyverier” er hverdagsrealisme fra socialklasse 5. Vi møder både håbefuld John, der fisker efter nytårsmenuen i en container, den eks-kriminelle Kim, der gerne vil se sit barn noget mere, telesælgeren Thomas, der forsøger at sælge husforsikring til en døende kvinde på hospice, og ensomme Kristian, der samler på kuglepenne.

De bedste noveller er dem, der tegner en hel karakter og et livsbillede ved bare at vise et lille udsnit. Det lykkes fremragende i Thomas Korsgaards første novellesamling..

Jeg kommer til at tænke på et klip, hvor Lasse Rimmer skal udpege noget af det bedste fra 90’erne. Han husker tilbage på en helt kort sketch fra Drengene fra Angora. 5 sætninger med en verden rundt om dem:

Dygtigt dialogarbejde

Thomas Korsgaard er dygtig med dialogerne – det viste han allerede i “Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren “En dag vil vi grine af det”, og den nye novellesamling følger trop. Fx denne simple dialog om smørrebrød i en dysfunktionel familie:

“Du er blevet så tynd, så tynd,” gentager han og skubber æsken hen mod hende, hun kan høre sandalerne glide hen over gulvet under bordet.
“Du er også for tynd,” siger hendes mor.
“Jeg har allerede fået to stykker,” siger hun og kigger over på sine søstres arme, der arbejder med bestikket.
“Er du sikker?” spørger hendes mor.
“Ja, ellers tak.”
“Du kan da godt lige spise et stykke til,” siger Verner og løsner låget på snapseflasken. “Vi gider ikke gemme det.”
“Nej, vi gider sgu ikke gemme det,” siger hendes mor.

“Tyverier” består af 15 noveller. Det er Thomas Korsgaards fjerde udgivelse, siden han debuterede i 2017 som kun 21-årig.

Thomas Korsgaard, Tyverier, Lindhardt og Ringhof, 2019

 

Ida Jessen: Børnene

Roman

Ida Jessen bogforside”Børnene” er den tredje bog i serien fra den fiktive jyske by, Hvium, efter ”Den der lyver” og ”Det første jeg tænker på”.

Hvor de to første bøger havde en sjælden dragende hverdagsuhygge over sig (nummer to handler blandt andet om, hvem i det lille samfund, der har kørt præstefamiliens barn ihjel), er ”Børnene” ikke helt ligeså skarp. Det er måske en lidt streng dom over en ret god bog, jeg havde bare håbet, den ville være exceptionelt slugende. Jeg kunne fx godt have undværet hele den midterste del af bogen, der primært handler om Ragna fra Brogård, og som bærer lidt for meget præg af, at man vil gøre noget færdigt fra en tidligere bog.

Hovedhistorien om Solvej, der flytter til Hvium fra Hillerød for at være sammen med sin datter er ellers ret fin småpsykologisk socialrealisme. Især er der noget meget vedkommende i beskrivelserne i starten, hvor hun har sin datter boende i weekenden, men ikke rigtigt kan komme ud over besøgsstadiet og være til stede som mor i et almindeligt hjem.

”Børnene” kan bestemt anbefales, men læs de to andre først. Det er en helt særlig forfatterstil – den lidt knugende følelse af uhygge, mens der ikke sker så meget – som jeg synes, er meget fascinerende og ret enestående.