Fredrik Backman: Ting, min søn skal vide om verden

Fredrik Backman er ham med “En mand, der hedder Ove” – en utroligt tør-sjov bog om en sur mand i et paracelhuskvarter, der hele tiden bliver forstyrret, når han vil tage livet at sig selv.

Backman er nu blevet far og har skrevet en Julie Lahme-lignende udleverende bog med ting, hans søn bør vide om verden. Kapitlerne har navne som “Ting, du skal vide om IKEA”, “Ting, du skal vide om Gud og lufthavne” og “Hvad du skal vide om at starte et band”.

Det er sjovt og letlæst og flyder som honning. To små tekstbidder her:

“Du kommer til at vokse op. Gå ud af skolen. Komme hjem og fortælle, at du ikke vil læse videre, fordi du vil “satse på bandet”. Eller åbne en bar. Eller en surfshop i Thailand. Du bliver piercet i øjet og får tatoveret en drage i røven og begynder at læse bøger om praktisk filosofi. Og det er okay. Det er okay, du er en idiot, mens du er teenager. Det skal teenagere være. Men du ved – det er alligevel sådan nogenlunde dér, jeg kommer til at sige til dig, at nu er det nok en god idé, at du flytter hjemmefra.”

Og den her, som jeg sprutte-lo over – mest pga, opbygget fnis fra de foregående sider:

“Hvorfor det ikke kan betale sig at diskutere med din mor

Jeg spørger, hvem der tager et glas Schweppes Bitter Lemon fra køleskabet, hælder indholdet ud, fylder vand og opvaskemiddel i, stiller det tilbage på køkkenbordet og går op i seng.
Din mor spørger, hvem, der står op om morgenen, ser et glas med noget, han tror, er ækel, doven Schweppes Bitter Lemon fra i går, og drikker det.
Jeg spørger, hvem fanden der ikke forstår, at opvaskemiddel og vand grangiveligt kommer til at ligne lidt dejligt doven Schweppes Bitter Lemon klokken ti minutter over seks om morgenen.
Din mor spørger, hvem der drikker et halvt døgn gammel sodavand fra et glas ved siden af køkkenvasken som det første klokken ti minutter over seks om morgenen.
Jeg spørger, hvad for en fucking idiot, der hælder opvaskemiddelvand i et drikkeglas.
Din mor konstaterer, at det da i hvert fald ikke er hende, der lige har drukket opvaskemiddelvand.

Hun vinder.”

Sommerbøger

Her et lille forsinket udpluk af, hvad sommeren har budt på på min boghylde, mens jeg har dasket rundt i Rågeleje, på Møn, i Stockholm og i gode gamle Brønshøj.

Maren Uthaug: “Og sådan blev det”

Maren Uthaug er den store overraskelse for mig. Det var gået helt hen over hovedet på mig, at hun havde udgivet en roman i 2013, og per refleks forventede jeg, at den var sjov. Den er gravalvorlig og virkelig god.

Bogen handler om pigen Risten, der vokser op i Nordnorge hos en samisk mor og en norsk far. Uden at spoile for meget rejser hun siden til Danmark, hvor hendes far flytter sammen med den danske kvinde Grethe. Grethe synes, det er mere praktisk at hedde Kirsten i Danmark, så det kan Risten lige så godt hedde nu. “Og sådan blev det”. Og sådan blev så mange ting i en piges liv. Det er det, bogen handler om.

En kompakt og læseværdig roman, som giver en lussing til både forældre og stedforældre, der foregiver at ville deres børn det bedste, mens de gør, som de selv vil.

Jesper Stein: “Aisha”

Aisha er krimielementet i dette års sommerferielæsning. Sådan en skal der være i enhver sommerlæsekasse! Det er fjerde bog i serien om kriminalkommisær Axel Steen, men kan sagtens læses uafhængigt. Jesper Steins bøger foregår i nutidens København, som regel Nørrebro, men denne gang er handlingen forlagt til 8-tallet i Ørestaden. Her bliver en PET-agent fundet myrdet, og Axel Steen bliver sat på opklaringsarbejdet sammen med en anden (levende) PET-agent.

Handlingen følger to spor: Mens den nuværende efterforskning graver dybere og dybere, får man afsløret detaljer fra en afblæst terroraktion, der ligger nogle år tilbage. Sporene krydser, og en del af efterforskningen bliver mørklagt.

Som en god krimiforfatter ved Jesper Stein præcis, hvornår han skal skrue op og ned, og de sidste 200 sider (ja, 200) blev jeg nødt til at læse ud i én køre, for det var umuligt at stoppe, før det var HELT slut.” Gæt selv, om det ender godt til sidst, og om helten overlever til den næste bog i føljetonen.

Abdel Aziz Mahmoud: “Hvor taler du flot dansk!”

Endelig fik jeg fingrene i Abdels MEGET roste bog om hans og hans families stille integrationssucces i en fynsk forstad. Den kunne fortælle om så mange andre danske drenges opvækst, hvis man ser bort fra det arabiske islæt, og den er fin, fordi den ikke er specielt dramatisk, men ligeså normal og dansk og kedelig, som Abdel stræber efter at være, fra han er kun en lille gut.

Da der f.eks. starter en ny, indisk dreng i hans folkeskoleklasse, der ellers kun består af hvide gennemsnitsfynboere, gør han alt for ikke at blive slået i hartkorn med Rajkumar. Og det slår hårdt, når han ind imellem ud af det blå bliver mindet om, at han er brun.

Han bliver journalist og tv-vært og når et mål, som er opstået ud af en barnlig undren over, at der ikke var flere i fjernsynet, der lignede ham selv. Og det går rigtigt godt for Abdel, så godt, at han igen næsten glemmer, at han ikke er kødfarsfarvet, indtil han næste gang bliver slået tilbage med velmenende, svidende ord: Denne gang er det en radiodebat med Bertel Haarder, der begejstret siger til Abdel: “Hvor taler du flot dansk!” Abdel giver ham det eneste rigtige svar: Et nøgternt “I lige måde”.

Daniel Boysen: Fordi ilden er vores

Her lander vi måske på den bog, jeg har været mindst begejstret for, og den er en gemmer fra foråret. Det svider lidt at sige, jeg ikke er fan, for det er en intens, lille, pakket bog, der krænger sjælen ud og fortæller nogle grumme detaljer om et hjem med en misbrugt søster.

For mig, lige her og nu, bliver den for poetisk og selvpegende (hvis der er noget, der hedder det). Men det er en smagssag.

Julia Lahme: “Manifest”

Et manifest for at turde være feminist på 2016-måden, men med en indbygget selvmodsigelse, som jeg havde lidt svært ved at blive klog på. For mig er feminisme også retten til at være kvinde på en anden måde (blandt meget andet), og derfor bryder jeg mig ikke så meget om de lukkede damebladsklicheer om, hvad ‘vi kvinder’ tænker, føler og gør.

Ofte var jeg heldigvis ikke en del af klicheen, men lige på en pointe ramte den plet (frit citeret): Hvorfor er det, at du kan vække enhver mor midt om natten, og så kan hun fortælle dig, hvor mange liter mælk der er i køleskabet?

 

Som at føde en kummefryser med chili rundt om

Jeg er ved at forberede mig på at smutte en mandel. Én af de større. Jeg ved ikke helt, om man sådan rigtigt kan forberede det, uanset hvor meget man trækker vejret i ‘Se den lille kattekilling’-rytme og hvor mange blade og bøger, man læser. Min næsten læge-veninde siger i hvert fald at unge uuddannede mødre er bedre til at føde, fordi de bare gør som jordemoderen siger og tænker, min mor ku for 19 år siden, så kan jeg vel også. Ikke samme behov for kontrol og planlægning. Ikke noget excelark over, hvad der kan gå galt.

Nå, men derfor kan man jo godt få barslen til at gå med lidt elendig velfærdslitteratur.

Det bedste udstyr til baby
‘Vores børn’ hedder ét af de mange magasiner, man kan elske at hade. ‘MIT barn’ burde det hedde, som i ‘kvindens barn’, for der er ingen tvivl om, hvem det er skrevet til. Men det er ikke det mest irriterende. Min top tre ser sådan her ud:

1. Top 1-træls er uden tvivl brugen af ordet ‘baby’. “Hvad skal baby hedde?”, “Tre lækre køreposer til baby”, “Når I kommer hjem fra hospitalet med baby…”. Hvorfor ikke bare “Når I kommer hjem fra hospitalet med jeres barn…” eller ‘den nyfødte’ eller ‘babyen’ eller bare “Når I kommer hjem fra hospitalet…”, for det burde måske kunne være underforstået, at man så har barnet med. Det tror jeg i hvert fald de fleste husker. Det er ikke helt ligesom at glemme dankortet i kortlæseren i Netto, mens man er på vej ud med sine varer.
2. Det, der giver næstmest røvkriller er, at alle forfatterne til artiklerne står som fx “Skrevet af Camilla Heinz-Jensen, 34 år, mor til Oliver på fire og lille Asta-Clara på 1” og så er der et harmonisk billede af den lille familie. Som om man ikke er journalist, men kun er noget i kraft af sit barn. Æv.
3. På en flot tredjeplads over ‘fuck det kan I ikke mene med det her blad’, er den kvinde, bladet er skrevet til. De antager simpelthen så meget om, hvad man tænker og føler som gravid. Hvor meget kvalme man har haft, hvor meget man må have lyst til saltlakridser lige nu, hvor hårdt det er, at sexlivet ikke kører, og at manden ligesom ikke tager rigtigt over, hvor bange man er for at føde, og ikke mindst hvor enormt befriende det bare er at høre andres personlige historier, så man pludselig finder ud af, at man ikke er alene.

Hvorfor køber man så sådan et blad? Det gør jeg heller ikke. Sagen er den, at du får dem kastet i nakken sammen med diverse babystartpakker, så snart du betræder den industri, der hedder babygrej. Den første er gratis, siger de. Og så venter de bare, mens baby bliver afhængig af den dyreste sut på markedet.

Sådan er mødre
Lidt mere afslappet bliver man i selskab med “Sådan er mødre”, som fortæller 14 kendte kvinders oplevelser om graviditet, fødsel m.m. Selv om den også er skrevet på den der “Jeg ville sådan ønske nogen havde delt det her med mig, da jeg selv var gravid”-tese, er den lidt mere spiselig og en fin coffee table-bog.

Små guldstykker som de her, er fx fisket op fra den andedam:

De der udvidelsesveer, det er jo som at få savet benet af uden bedøvelse, mens der er nogen, der rokker ens visdomstænder løs og råber ‘fede luder’ efter én. (Hella Joof)

Jeg kan huske, at jeg kom til at vælte fjernsynet. Jeg så meget fjernsyn, fordi jeg var så hormonel, at det var rart, hvis jeg bare kunne koncentrere mig om noget, der ikke havde noget at gøre med interaktion med andre mennesker. Først græd jeg og havde det sådan: “Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan se fjernsyn? Jeg kan jo ikke være inde i mit hoved og min krop?” Vi var nødt til at tage ud i Metro, hvor vi havde købt fjernsynet og få det repareret. Da min kæreste sagde til mig, at der ville gå en uge, før vi kunne få det tilbage, blev jeg helt hysterisk. Jeg tudede helt vildt og gik bare hen og fandt et andet fjernsyn, som vi så var nødt til at tage med hjem. (Lærke Winther)

Den første uge havde jeg det bare sådan, at dét gør jeg aldrig mere! Det gør jo så ondt. Det er jo som at føde en kummefryser med chili rundt om. (Anne Louise Hassing)

Næste bog på hylden er Julia Lahmes “Hvor lagde jeg babyen”. Den skulle også være sådan semidårlig, så det ser jeg frem til.

Opdatering 24.juli 2012: For en god ordens skyld: Nu har jeg læst “Hvor lagde jeg babyen”, og den er ikke spor dårlig. Måske endda semigod:)