Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske

Anbefalinger, Bøger fra 2022, Historiske romaner, Roman

Titlen på Hanne-Vibeke Holsts roman afholdt mig en tid fra at dykke ned i denne fine bog. Heldigvis vandt min forkærlighed for hendes forfatterskab, og jeg blev ikke skuffet. Hanne-Vibeke Holst er en fænomenal skrivehåndværker, og hendes bøger er værker. Velresearchede, moderne, medrivende, feministiske og intelligente værker. 

“Kriger uden maske” handler om kunstneren Sonja Ferlov, som er ung i københavnernes 1930’ere. Hun går på kunstakademiet sammen med vennen Bille og flirten Morten. Sammen bliver de en del af den danske surrealisme, og bogen handler om kunst, kærlighed og kvindesind. Det er Holst’s særlige evne at beskrive et miljø og en tid, så jeg fik genvakt min kunstglæde, og samtidig fortælle om mennesker og relationer, så man hepper på alle bogens personer. 

Sonja Ferlov finder sin stil i afrikansk billedhuggerkunst (deraf masken i titlen) og sin frihed i kunstens by, Paris. Herfra oplever hun anden verdenskrig, som bliver en medrivende anden del af bogen. 

Hvis du ligesom jeg kan lide Hanne-Vibeke Holsts forfatterskab (og moderne kunst), skal du glæde dig til denne roman. 

Har du endnu ikke læst “Som pesten”, er den også et absolut must-read. 

Christian Have: Synlighed er eksistens 3.0

Fagbøger, Magasin

HaveChristian Have bruger en fjerdedel af sin tid på at lave pr for projekter, han ikke får penge for, og han betaler sine medarbejdere for at gøre det samme. Han er en mand med en sag. Han tror på, at kultur kommer før samfund. Det er ikke noget ekstra, men selve forudsætningen for at kunne leve og være i verden sammen. Tænk at være så vild med sit arbejde, at man også gider gøre det gratis. Heldig mand. Cool mand.

Christian Haves niche er pr for kulturbegivenheder, og der er ingen over og ingen ved siden af.

Derfor er det også med meget stor troværdighed, at han har skrevet (og genudgivet) “Synlighed er eksistens” med undertitlen “Kunsten og kulturens kommunikation i den digitale tidsalder”. Bogen handler om, hvordan man tænker kommunikation og pr ind som grundelement, allerede når man gør sig de første tanker om en kulturbegivenhed.

Han skelner mellem den komercielle event (fx en traditionel koncert eller teaterforestilling, der skal sælge billetter) og den kreative event (fx en undergrundsmusikfestival, der først og fremmest skal samle og udvikle miljøet).

Kommunikationsmetoder og -principper er ikke som sådan nye, men det var nyt for mig, at de er sat sammen med kultur og events. Meget brugbart, hvis man arbejder inden for den branche.

Have Komm

I Christians have
Til sidst en lille reklame: Jeg interviewede Christian Have for et halvt års tid siden til Kommunikatøren. Det handlede om at få gode ideer (se s.16-17). Artiklen hed ‘I Christians Have’ og ses her også på forsiden.

Michael Jeppesen og Anders Lund Madsen: Hold masken eller der falder brænde ned

Roman

Den minder lidt om Camilla Stockmann og Maise Njors mailroman, som de to mænd foragter næsten lige så meget, som de ikke kan udstå Hanne Vibeke-Holst. Men samme fine hverdags-lommefilosofi. Mest om penge, kunst, familie, Afrika og det at være kendt.

Jeg lånte bogen, fordi jeg har mødt Michael Jeppesen nogle gange gennem mit arbejde (og hvis man tjekker hans Facebook-profil vil man se mig på et billede, hvor jeg slowdanser ordet ‘integration’ med ham…), og tænkte jeg kunne blive klogere på ham. Det gjorde jeg ikke. Til gengæld var det meget sjovt imens.