Ken Follett: Farlige penge

Min fars bogreol er fyldt med titler af Ken Follett, John Le Carré, Camilla Läckberg og Jussi Adler Olsen, og det hænder, at jeg låner et par stykker med på tur.

De fleste af bøgerne er velresearchede og spændingsmættede, og særligt Follett og Le Carré opererer ofte med et omfattende persongalleri over flere generationer.

“Farlige penge” foregår i 1860-1890’ernes England og er spundet omkring bankfamilien The Pilasters og en drengegruppe på den engelske kostskole Windfield.

En dreng ved navn Peter Middleton drukner i en sø ved kostskolen, og noget tyder på, at det ikke var hændeligt uheld. Gennem bogens godt 400 sider udfoldes mysteriet, og man følger Edward og Hugh Pilaster, Edwards ven Mickey og moren Augusta, der manipulerer hele familien og det meste af det engelske selskabsliv.

Der er kærlighedsaffærer, spillegæld, prostituerede, mord, historiske bankkrak, alliancer, og venskab, og jeg var godt underholdt fra start til slut.

Kim Leine: Dansk Standard

“At huske er ligesom at falde. Når man først er begyndt, kan man ikke holde op igen.”

E husker brudstykker af sin barndom. Hans søster husker i andre billeder. Minderne blander sig med drømme og med virkelige oplevelser, der overgår både fantasi og hukommelse.

Voldtægt, mord og parterede lig på stuegulvet bliver nævnt en passant, og det er ikke egentligt uhyggeligt, snarere makabert eller morbidt. Hovedpersonen bliver både voldtaget af sin onkel, en kvinde, en hund og en skarabæ, og hans krop bliver invaderet af biller, som kribler ud, når han pudser næse.

Her får E fx natligt besøg af sin hund:
“Hans krop er stiv som et bræt, og han trækker vejret rallende. Nu mærker jeg ligesom en hinde der springes idet han deflorerer mine underbuksers bomuldshymen, så trænger han ind i mig med sin lange, glatte hundepenis. Smerten ved det er begrænset, det er nærmest som at få stukket et termometer op i anus, men jeg vil ikke ligefrem kalde det en behagelig oplevelse.”

Samtidig bliver E og hans selvmordshungrende lægesøster indrullet i et nedbrændt hundeinternat og en sekt, der kalder sig teosofisk verdensuniversitet.

Kim Leine skriver som ingen anden, og mens handlingen er uforudsigelig og stødvis, flyder sproget som en flod.

Her er det søsterens forhold til lægevidenskaben, der beskrives:

“Jeg elsker kirurgi, organer der viger til side for knivbladet, blod der vælder op fra skjulte kilder, det giver mig sådan en ro i hovedet at skære i kød, både mit eget og andres.”

Dansk Standard

E arbejder på Dansk Standard. Et firma, der lever af at holde orden i kaos.
Han holder af det simple liv og giver gerne sin sekretær en reprimande for at påpege, at det så ud som om, han smilede.

Hans pertentlige, ordnede verdensbillede, som står i fuldstændig modsætning til bogens rablende handling, kommer til udtryk i skrivestilen:

“Jeg traver afsted og er i overraskende godt humør. Det skal ikke forstås sådan at jeg plejer at være i dårligt humør, men normalt er mit humør bare sådan at jeg ikke lægger mærke til det, altså neutralt. Men nu rører det på sig, jeg kan ligesom mærke at jeg er udstyret med et humør, og mine skridt er lette, og de 2,7 kilometer føles som det halve, dvs. som 1,35. Jeg er lige ved at fløjte en melodi, men standser mig selv i tide.”

Dansk Standard er ikke en feel good-bog og ikke hyggelig sommerlæsning, men det er dansk litterær kvalitet, som hæver sig over – ja, standarden.

Kim Leine har bl.a. også skrevet Profeterne i Evighedsfjorden, som jeg læste i sommeren 2017.

Laura Ringo: Fødedygtig

Kan man få lyst til at spytte tilbage, når en nævenyttig syvårig sender en spytklat i ansigtet på én? Må man slå børn?

Liv er nyuddannet pædagog og i sit første job som børnehaveklasseleder på Holmbladsgade. Børnene er ikke som hun havde forventet, og forældrene er besværlige. Så Liv gør det så godt hun kan, og overskrider derefter alle de grænser, der findes – fra børnelussinger til kollegasex i fysiklokalet.

Der er stof til en spiddende satirisk samtidsroman, men det bliver aldrig mere end flad frustration. Det er da morsomt nok sine steder, men mangler dybde.

Karaktererne er endimensionelle, og særligt forholdet til kæresten, Dan, er trivielt beskrevet. De har byttet de traditionelle kønsroller, så det er ham, der venter hjemme med maden med et brændende ønske om at få et barn og gå til Lindy Hop. Kompleksitetsniveauet er simpelthen for lavt, selv for en sommerferieroman.

Jo længere tid, der er gået, siden jeg læste bogen, jo mere irriteret er jeg blevet på den. Der er også en stor del af mig, der synes, man ikke kan tage inklusion i folkeskolen og lærernes svære job op som tema og så gøre det så overfladisk. Det er ikke skarpt eller frækt eller tankevækkende. Det virker snarere som noget, der er baseret på et par måneders arbejde som lærervikar.