Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha: Fra Libanon til Lærkevej. Samtaler vi aldrig har haft.

Enter a caption

“Fra Libanon til Lærkevej” handler om Souad Taha, der blev landskendt i dokumentarserien “Familien fra Lærkevej” i 2016.  Hun er mor til journalist og TV-vært Abdel Aziz Mahmoud, og i deres fælles bog fortæller hun ham for første gang om hele sin rejse fra krigen i Mellemøsten til freden i Danmark. Hun fortæller om det første møde med sin mand, Abdels far, om deres bryllup, der aldrig blev som hun ønskede, og om de første år som ny i Danmark.

Fortæl mig det hele

Abdel har igennem hele sin barndom ønsket at være så almindelig som muligt og har derfor aldrig spurgt – eller hørt efter, når moren har fortalt. Nu vil han høre det hele. Og man genkender tydeligt Abdels stil, som den nysgerrige, oprigtigt interesserede interviewer, som altid på charmerende vis får det til også at handle lidt om sig selv. Hvilket denne historie jo i sin natur også gør.

Det er sjovt at være fluen på væggen, og formen lykkes godt. På et tidspunkt fortæller Souad om borgerkrigen som barn/ung i Libanon, hvor de af og til måtte i beskyttelseskælder. Forældrene blev i lejligheden for at sikre, at lejligheden ikke brændte ned:

“Abdel: Man kunne jo nok mene, at det var vigtigere at være hos jer i kælderen og trøste jer – men okay.

Souad: Ja, men for jer danskere er det svært at forstå, at når…

Abdel: “Jer danskere.” Really?

Souad: Ja, du er vokset op i Danmark, Abdel. Du ved ikke, hvad det vil sige at vokse op dag efter dag i en krig. (…)”

Det er bare et lille, fint eksempel på, hvor troværdigt det bliver, at de ikke har haft de her snakke før. Det giver mig lyst til at spørge min egen mor om hendes historie fra start til slut. For det er ikke kun en historie om integration. Det er allermest en historie om en mor og søn, der er fra to generationer med forskellig opvækst og med et kærligt-drillende mor-søn-forhold, og som aldrig har sat sig sammen for at tale om det hele på én gang.

Gitte Løkkegaard har redigeret bogen og krydret med korte afsnit om den politiske tilstand i Libanon, Palæstina, Danmark m.v. imellem bogens kapitler. Det var ofte der, jeg lagde bogen fra mig på natbordet; klar til næste dag. Men det historiske overblik er et godt supplement til bogens personlige historie.

Min søn er homoseksuel

Abdels homoseksualitet, som er offentlig kendt, er en del af de sidste kapitler i bogen.

Undervejs mens de skrev bogen, var Souad til et arrangement hos Mino Danmark, hvor hun holdt en fantastisk, historisk tale for sin søn, for Danmark og for danske, muslimske forældre.

Jeg har set den tre gange nu, og jeg græder stadig hver gang. Du må gerne læse bogen, den er god. Men det her 5 minutters klip SKAL du se:

Hvor taler du flot dansk

“Fra Libanon til Lærkevej” er Abdels anden bog. I 2016 udkom selvbiografien “Hvor taler du flot dansk”, som i dag er analysestof på de fleste gymnasier i landet. Her beskriver han sin opvækst som brun på hvide folkeskoler og det gennemsyrende ønske om at blende ind og ligne de andre.

Du kan se alle bøger af Abdel her eller gå direkte til Fra Libanon til Lærkevej.

Jeg har modtaget bogen som en anmeldereksemplar fra Bog og Ide.

Aydin Soei: Vrede unge mænd

En ny regering har i går nedlagt Integrationsministeriet og efterlyser en ny tone i debatten om integration og indvandring. Hvis man skal tro, Aydin Soei, er netop det én af vejene til bedre integration og inklusion i Danmark. Medier og politikere er nemlig en væsentlig kilde til oplevet diskrimination:

“I takt med at stadigt flere unge med en etnisk minoritetsbaggrund er kommet i uddannelse og job i løbet af det sidste årti, er andelen der føler sig diskrimineret på arbejdsmarkedet faldet markant. Til gengæld er etniske minoriteters oplevelse af diskrimination fra politikeres og mediers side vokset markant i samme periode.”

“I dag peger knap en femtedel (…) på medierne som kilde til diskrimination mod 8 procent for ti år siden, samtidig med at en tiendedel føler sig diskrimineret af politikere mod kun 4 procent tilbage i 2000.”

Aydin Soei beskriver den catch 22, det er, at unge brænder biler af i afmagt over for overdreven magtanvendelse fra politiet og stigmatisering fra mediere, og samtidig er de med til at fastlåse den stigmatisering af dem selv som voldelige og uregerlige unge.

Vi får et tæt indblik i de strømninger, der gik gennem Nørrebro, da biler stod i brand få år tilbage. Vi får nuanceret billedet, og ser fx at et politisk redskab som visitationszoner har fejlet, netop fordi nuancerne mangler. Tænk bare den frustration, det må være, at blive stoppet af Politiet over ti gange samme dag – uden du har gjort noget, men i øvrigt er veluddannet, har arbejde og bare er på vej hen for at mødes med nogle venner. Det er svært at se for sig, at det sker. Men det sker.

En afsluttende tanke om schnitzler og diskrimination
I weekenden var jeg i Schweiz, og min mand og jeg sad på en restaurant og ventede næsten en time på at få serveret vores dejlige schweiziske flødeschnitzel. Langsomt blev vi mere og mere frustrerede, følte os overset og kunne ikke længere hygge os. Og Morten sagde noget i retningen af “Tænk, hvis det var fordi vi er danskere, at de bevidst serverer for andre før os. Altså det ved jeg godt, at de ikke gør, men tænk på, hvordan det må være, hvis man ikke rigtig ved , om det er derfor, og at man derfor altid er skeptisk.”

Dem med lange undertitler

Her er hvad jeg læser, når jeg skal blive klogere på mit arbejde. Lidt om beskæftigelse, meget om integration og så det løse.

Flemming Mikkelsen, Malene Grøndahl-Fenger og Tallat Shakoor: I Danmark er jeg født…
Etniske minoritetsunge i bevægelse

God, grundig bog fyldt med eksempler og fakta, som man desværre glemmer alt for hurtigt igen. Med vilje har de tre forfattere plukket en række veluddannede unge ud for at få nogle fortællinger om, hvad det vil sige at være dansker og samtidig alt muligt andet. Noget af det interessante er altid (synes jeg) generationskonflikter, hvilke forventninger vi har til hinanden, og hvordan unge reagerer på de forskellige fortællinger, der er om dem i medierne og blandt politikere.

Lasse Kofoed og Kirsten Simonsen: Den fremmede, byen og nationen
Om livet som etnisk minoritet

Lidt tung, akademisk bog med teorier om, hvordan identitet er knyttet til sted. Meget spændende teorier om, at det er svært at tage identiteten ‘dansker’ på sig, fordi der er knyttet så meget, også højpolitisk, til det, mens det er lettere at blive en del af en byidentitet. Rigtig interessante interview, igen især med unge med etnisk minoritetsbaggrund.

Open Society Foundation: Muslims in Europe
A report on 11 EU Cities

Her genfinder man blandt meget andet pointen om, at det er lettere at være knyttet til en by eller et lokalområde end til et land, især hvis man er muslim. Bag rapporten står Open Society Foundations, en engelsk funderet interesseorganisation, som har til formål at skabe forståelse for og generere viden om marginaliserede grupper i Europa. Her har de taget fat i 11 europæiske storbyer, blandt andet København, og har undersøgt, hvordan muslimer og ikke-muslimer lever sammen i hverdagen. Gode fakta og gode råd til beslutningstagere. Se evt. mere på deres hjemmeside www.soros.org/initiatives/home, hvor man også kan finde rapporten om København.

Lissi Rasmussen: Livshistorier og kriminalitet.
En empirisk undersøgelse af etnisk minoritetsunge i Københavns Fængsler, deres baggrund, status og fremtid. Hvilke kommunikationsmuligheder er der?

Lissi Rasmussen er fængselspræst i Vestre Fængsel og har gennem en tid talt med etnisk minoritetsunge i de københavnske fængsler. Det er måske ikke så overraskende konklusioner om, at det at man har anden etnisk baggrund i sig selv ikke er noget man bliver kriminel af, men hvad er det så for familiemønstre, oplevelser og vilkår, der spiller ind. Det er i princippet interessant, men desværre ikke så velskrevet.

Lars Olsen: Eliternes triumf
Da de uddannede klasser tog magten

Omkring 70 % af de yngre folketingspolitikere er akademikere, mens det kun gælder 6 % af befolkningen generelt. Ifølge Lars Olsen er det et problem for demokratiet. Han har samlet og produceret en ganske imponerende og interessant bunke statistik, som viser udviklingen i uddannelsesniveau, den sociale mobilitet m.m. for folketingets politikere. Som det ofte er med Lars Olsen, er der ganske bestemt noget om snakken, men det er også leveret næsten over-overbevisende, så andre synspunkter ikke får så god plads.

Relaterede indlæg:
https://ordtryk.wordpress.com/2010/02/14/hans-lassen-den-anden-virkelighed/
https://ordtryk.wordpress.com/2010/11/02/aydin-soei-og-jesper-dehn-møller-skyld/
https://ordtryk.wordpress.com/2010/08/30/olav-hergel-indvandreren/

Ayaan Hirsi Ali: Nomaden

Ayaan Hirsi Ali udgav i 2006 den selvbiografiske roman “Ayaan. Opbrud og oprør” om flugten til Holland og den vestlige verdens livssyn. Med “Nomaden” forsøger hun at brede sin personlige historie ud og skriver om sin familie, sit virke som tolk for socialrådgivere i Holland og forfatter, forsker og foredragsholder i USA, og hun skriver mere generelt om den muslimske tro og behovet for et omfattende opgør med islam – en ny oplysningstid.

Jeg er ikke særlig enig med Ayaan Hirsi Ali, og måske derfor er “Nomaden” én af de mest interessante bøger, jeg har læst længe.

Er radikal islam “den største udfordring som den vestlige verden har stået over for siden sovjetkommunismen”? Er det virkelig rigtigt, at “Enhver, der betragter sig selv som muslim, tror, at Koranen er Guds sande uigendrivelige ord”? Kan det passe, at “Muslimske børn i hele verden […] bliver opdraget med vold, og de bliver oplært i at ønske vold mod de vantro, jøderne, amerikanerne, Satan”?

Ayaan Hirsi Ali er en borgerlig samfundsdebattør. Jeg vil sandsynligvis være én af de naive, venstreorienterede mennesker, som med sin selvpåberåbte respekt og tolerance gør det hele meget værre. Og det er svært at være uenig med nogen, der af indlysende årsager har større indsigt i et område end én selv. Men det har man jo netop ret til ifølge Ayaan. På et tidspunkt i bogen holder hun et foredrag på et universitet for kvinder i Californien:

“[E]n lang kø af muslimske piger [stod] klar foran mikrofonen for at stille spørgsmål. Men før nogen kunne nå at give den første kommentar, råbte en pige med tørklæde fra tilhørerrækkerne: “HVEM FANDEN GIVER DIG RET TIL AT TALE OM ISLAM?”
En ung, rødhåret pige, der stod i køen, råbte tilbage: “DEN AMERIKANSKE FORFATNING!”
Det var inspirerende.”

Ayaan Hirsi Ali skriver selv, at hun sandsynligvis er mere optaget af individets frihed, end den almindelige amerikaner er, fordi hun ikke er flasket op med det. Hendes betragtninger om ny feminisme er fx meget inspirerende. Grundlæggende er det en opfordring til, at vestlige feminister bliver mindre navlepillende og selvretfærdige og i stedet begynder at bekymre sig om omskæring, trafficking og tvangsægteskaber, for nu bare at starte et sted. Det kunne være interessant, hvis feminismen blev et verdensomspændende fænomen, fordi køn netop naturligt krydser grænser og kan forene på tværs.

“Nomadens” formål er at gøre det af med en kultur, der bygger på ære og skam. Ayaan Hirsi Ali vil ikke give op, blot fordi det virker som et omfattende projekt at frigøre halvdelen af den muslimske befolkning rundt omkring i verden. Og det fortjener respekt. I mellemtiden hader jeg, at højreorienterede kræfter i Danmark kan bruge hendes forfatterskab til at sige “Se selv, selv tidligere muslimer synes at en barbarisk kultur er ved at overtage vores land.” Jeg tror ikke, det er tilfældet.

Test

Hans Lassen: Den anden virkelighed

For første gang i lang tid har jeg kastet mig over en fagbog. Anledningen er mit nye job i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i København, og Hans Lassen er et rigtigt godt bekendskab, hvis man interesserer sig for medier og integration.

Titlen “Den anden virkelighed” er én af bogens grundfortællinger, nemlig den, at der findes en medieskabt integrationsvirkelighed, som handler om konflikter på arbejdspladsen, problemer med tørklæder, bedepauser og sprogforvirring , og så findes der den anden virkelighed, som er virksomhedernes virkelighed, hvor problemerne er minimale. En opgørelse fra 2009 viser, at 1 % har haft væsentlige problemer med ikke-vestlige indvandrere i kønsbestemte forhold, 2 % med religion, 1 % med kvindelige ledere, 0 % med tørklæde og o % med påklædning i øvrigt. Tallene taler for sig selv.

Der er ingen tvivl om Hans Lassens ærinde: Han vil slå fast med syvtommersøm, at integration har været en kæmpesucces i Danmark, og at det, der først og fremmest er slået fejl, er mediernes og politikernes omtale af integrationen. Hvem sagde burkadebat?

Flere af forfatterens pointer har sat sig fast, for kombinationen af gennemskuelige tal og få, klare budskaber gør bogen meget let tilgængelig. “Den anden virkelighed” gør systematisk op med myter om indvandring og integration og angriber venligt og velovervejet den måde, vi taler om og til hinanden gennem medierne. Mange mennesker burde læse den bog.