Lone Hørslev: En ordentlig mundfuld

Lone Hørslev hører for mig sammen med en generation af 90-er og 00-er-forfattere som Leonora Christina Skov, Helle Helle, Naja Marie Aidt m.fl. Alle dygtige, sprogbevidste kvinder, der kæler for sproget, undersøger ord, køn og dynamikker og skriver om hverdagen på godt og ondt.

De minder mig lidt om at skrive dansk stil, og derfor er det en gruppe, jeg går til og fra. Denne gang er jeg glad for, at jeg er gået til Lone Hørslev.

Midt i livskrisen

“En ordentlig mundfuld” (som er en fed titel) rummer 20 noveller, der alle handler om de der steder i livet, hvor alting ramler – stille og sørgeligt eller med et ordenligt S/M-brag.

Jeg er som regel for utålmodig til noveller, fordi de ikke når at sætte sig, før de er forbi. “En ordentlig mundfuld” er dog kompakt og kraftfuld, og Hørslev er dygtig til at begynde i midten og fortælle det meste af en livskrise på fem-seks sider.

Novellen “Rullepølse” begynder fx sådan her:

“Da jeg vågnede næste dag, var mine øjne helt klistrede sammen af betændelse og lim”.

En anden novelle hedder “Lige om lidt bliver alting sjovere” og handler om en fraskilt mor, der er taget alene på ferie til Tyrkiet. Alting er ved at lukke ned, og det regner, og alligevel prøver hun at holde fast i, at det er okay og tænker over, hvilke billeder hun kan vise efter ferien. Hvordan klistrer man en succes uden på en fiaskoferie, hvis nu man gerne vil fortælle sig selv og sin eksmand, at man er en ok mor?

At slå sig på kvinder – med bar røv og kokkeforklæde

Mange af novellerne handler om køn, forhold, mønstre og kommunikation. I både “Indien” og “Laksegade” beskriver hun med rammende spidshed den måde nogle piger (ikke mig selv, selvfølgelig) kan komme til at behandle deres mænd.

“Han betragtede hende. Han havde lige haft sin pik oppe i hende, alligevel havde han det som om han slet ikke vidste hvem hun var. Han tænkte at han slog sig på hende, som man slår sig på en dørkarm, når man fejlbedømmer afstanden og går ind i noget, og modstanden rammer hårdt og overraskende. Sådan tænkte han nogle gange. At hun var så fjern og fremmed og nærmest fjendtlig i sin krop at han slog sig. Han lagde prøvende en hånd på hendes skulder.
Hun vendte sig.
Han slap hende.
Selvfølgelig glæder jeg mig, sagde hun og gik ind i stuen og tændte for fjernsynet.
Så stod han der med bar røv og kokkeforklæde.”

 

Vigdis Hjort: Arv og miljø

Når ens opvækst har været en anden end den, man ønskede sig, en anden end den, den burde være, hvornår skal man så gøre oprør, og hvornår skal man lade fortid være fortid?

Bergjot, som er hovedpersonen i Arv og miljø har haft mere end bare en almindelig dårlig barndom. Hun er blevet misbrugt, og hun mangler den vigtigste ingrediens for at kunne glemme og tilgive: Hun mangler at blive set.

“At ingen af jer på noget tidspunkt har spurgt mig om min historie, har jeg oplevet og oplever jeg som en stor sorg,” skriver Bergjot i en kernesætning i bogen.

Arveopgør

Familiens historie bliver omdrejningspunkt, da faren til de fire søskende dør, og arven skal gøres op. To hytter skal fordeles, og faren har skrevet testamente. To søskende forsøger at holde familien sammen, mens de to andre forsøger at gennemtrumfe det opgør, som skal rense luften i familien. Retfærdighed kommer før forsoning.

Bogen er skruet godt sammen og viser det ødelagte menneske, som Bergjot bliver, uden at søbe i det. Den var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2017 og har vundet diverse priser i Norge.

På natbordet lå også…

Jesper Wung Sun: “Men”. En historie om to venner, der mistede en tredje ven til Svendborgsundbroen som store børn. Nu er deres liv gået i hver sin retning, og de mødes igen på et tidspunkt i livet, hvor deres liv er ved at gå i spåner.

God og dyster manderoman fra Jesper Wung Sun.

 

Sissel-Jo Gazan: Dinosaurens fjer og Svalens graf

Dinosaurens fjer er en spændingsroman lige efter mit hoved: Hvor krimielementet virker som pageturner, men hvor det personlige drama spiller hovedrollen. Det er en særlig evne at kunne fastholde læseren i et veldrejet plot uden at oversprøjte siderne med blod og voldtægt.

Campusmordene

Romanen foregår på Biologisk Institut, hvor hovedpersonenes vejleder bliver fundet myrdet. Hun er mest optaget af, hvordan hun nu skal få lov at forsvare sit speciale, men bliver alligevel indrullet i det internationale forskningsdrama, der tilsyneladende ligger til grund for drabet, og i den kriminaltekniske udredning, der foregår.

Svalens graf

Svalens graf er en selvstændig fortsættelse af “Dinosaurens fjer”, som er formet på samme drejebænk som den første.  

Marie Skov forsker i børnevacciners uspecifikke effekter – mere præcist om børn i trejdeverdens lande dør af de vacciner, som WHO anbefaler.

Undervejs får hun selv kræft, bliver skilt, mister sin mor og frigør sig i samme proces.

Det er Marie Skovs mentor, Kristian Storm, der denne gang bliver dræbt. Det ligner først selvmord, men det ved den rutinerede krimilæser naturligvis godt, at der ikke kan være tale om.

Politiet dykker ned i hans hjertebarn, det afrikanske Belem Health Project, og så begynder trådene at danne mønstre.

Helle Helle: de

Helle Helle er tilbage i vanlig ordknap og humoristisk stil.

Jeg kom til at genlæse min anmeldelse af “Hvis det er”, som Helle Helle udgav i 2015. Der er næsten ingen grund til at skrive nyt, for denne passage, som jeg ellers havde glemt, beskriver præcist, hvordan jeg har det med Helle Helle:

Jeg glæder mig altid til at læse Helles Helles seneste bog, og jeg bliver aldrig skuffet, men egentlig heller aldrig fuldstændig blown away. Mest hygger jeg mig bare med, hvor meget hun tilsyneladende har hygget sig med at skrive bogen. Selv om det som regel har taget to år.

Bøgerne er ofte stemningsmættede, uden egentlig fremdrift eller central handling, og jeg har lyst til at sige, der ikke sker noget – selvom der som regel sker vældigt dramatiske ting (her fx at den unge hovedpersons mor bliver indlagt, og pigen forsøger at klare sig uden at købe mad for at gøre sin mor stolt.)

Her et par typiske Helle Helle-sætninger, som er det hele værd:

“Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko.” (startsætningen)

og den her ordveksling:

-Man har lov at være heldig.

-Sådan er der så meget.

-Det er som man tager det.

Hvad handler den så om? Jeg har næsten glemt det igen? Jeg sidder mere tilbage med stemningen, sætningsbygningen og observationerne. Og måske – det er næsten forbudt at sige det – en lille smule Helle Helle-træthed.