I denne smukke roman følger vi to hovedpersoner:
Franske Marie-Laure, en sekstenårig pige, blind og med alle andre sanser forstærket. Med en forkærlighed for eventyr og sneglearter og et tæt bånd til sin far, låsesmeden på det naturhistoriske museum i Paris.
Tysker Werner, en attenårig dreng, forældreløs og opvokset på forsorgshjem. Med en forkærlighed for radiosendere og sjældne teknisk-matematiske evner og et tæt bånd til sin lillesøster Jutta.
De bliver begge unge voksne i 1940’ernes krigs-Europa og hvirvles på hver sin måde fra hus og familie – Marie-Laure som flygtning, Werner som alt for ung radiooperatør i krigen.
Utallige film og romaner har vist os, at krigens børn bare er børn, at uskyldige mennesker på tværs af landegrænser bliver en del af et meningsløst magt- og voldssystem, men Anthony Doerr er så glimrende en forfatter, at selv en verdenskrigs-mættet læser, bør give denne bog en chance.
Werner og Marie-Laure står lysende klart, og selv bipersoner, som den frøinteresserede Frederick fra Werners Hitlerjugend-skole, eller Marie-Laures PTSD-ramte onkel Etienne, der ikke har forladt sit hus i 24 år, bliver levende for os.
Bogen er udgivet i 2015 og vandt i dette år også Pullitzer-prisen. Det er den første bog, jeg læser af Anthony Doerr. Han har bl.a. også udgivet “Noget om Grace” og senest i 2021 “Byen i skyerne”.
Ordtryk 