En norsk erindringsroman i seks tykke bind. Nummer to er netop blevet oversat til dansk, og de andre er på vej. Hmm… jeg er ikke nødvendigvis med hele vejen i mål.
Da Karl Ove Knausgaards roman først udkom, roste mange anmeldere den til skyerne, mens andre forfattere skumlede over, at man kunne få så meget anerkendelse for bare at skrive langt og udlevere så meget af sig selv.
Og det er lidt langt i spyttet. Det er fint og ærligt og meget lige ud af posen (‘nu sidder jeg her, Karl Ove Knausgaard, og skriver, mens min kone laver kaffe’-agtigt), og store dele af bogen handler om et kompliceret forhold til Karl Oves far. En klassiker.
Der, hvor jeg kan lide bogen, er, mod sædvane, der hvor den bliver lidt lommefilosofisk. Fx undrer han sig over et par sider over den måde, vi behandler vores døde på. Er der nogen særlig grund til, at de skal så tæt på jorden som muligt, så snart de er døde? Kan man forestille sig en bedemandsforretning på anden sal? Kan man forestille sig, at hospitalernes ligrum er andre steder end i kælderen?
Men der er ikke helt nok af hverken det ene eller det andet til at jeg rigtigt er med.
Ordtryk 