Dan Turèll: Mord i rendestenen

Endnu en smuk Turèll-klassiker, afbildet med en død slipseknude-bodega-gamling på forsiden. Vesterbro-miljøet får atter en tur, og “Mord i rendestenen” har alt det, “Mord i mørket” også har.

Jeg har sprunget et par stykker over i serien, fordi det lige er det, boghylden byder på. “Mord i Rodby” klarede jeg for ret præcist otte år siden, da jeg var 14 dage i Marmaris uden for sæsonen med min dengang spritnye kæreste, nu mand.Og vi drømte om en dag at sælge hele samlingen af Dan Turèll-1. udgaver og købe en brugt autocamper. Det var ren, rå lykke.

F. Scott Fitzgerald: Den store Gatsby

Jeg læser sjældent klassikere, fordi jeg synes, det er uinteressant (i hvert fald i sig selv), at noget engang var forud for sin tid, når nu så meget godt er skrevet siden da.

Med “Den store Gatsby” har jeg gjort en undtagelse. Litteratursiden skriver fx at “‘Den store Gatsby’ anses i dag for at være den roman, der allerbedst indfanger essensen af den provokerende, charmerende og depraverende jazztid.”

Jeg har ikke nogen særlig mening om bogen. Det burde jeg måske have for at skrive om den, ville nogen mene… Men den er  egentlig spændende – hvem er ham Gatsby, hvad er det for nogle mennesker, der kommer i hans hus, hvordan er han blevet så rig, hvem kørte i den bil etc.? Men samtidig er den lidt distanceret, fordi det er naboen, der fortæller historien, så for mig bliver det aldrig rigtigt vedkommende.

Jeg kan vist ikke helhjertet anbefale bogen. Selvom det altid giver en god følelse i maven at krydse en klassiker af på listen:)

Dan Turèll: Mord i mørket

Lunt morddrama, fra før krimibølgen lammede Danmark, med alt det rigtige inventar: ‘Den tynde’ og hans håndlangere, en journalistisk anti-helt på mission, redaktør Otzen, der brøler ind i telefonen, og politiinspektør Ehlers, der godt bare snart vil holde weekend. Alt sammen selvfølgelig på gode gamle Vesterbro, før økologiske bagerier og ditto børnetøjsforretninger indtog distriktet.

En mand bliver myrdet i en opgang i Saxogade, snart følger flere mord, og efterforskningen sender os ned i mørke narkohuler og luskede bordeller.

Gode gamle Dan Turèll har en dejlig klichefyldt selvironisk skrivestil, som ingen anden. Her et par bidder at tygge på:

“Jeg sagde, det var meget smukt, hvilket lod til at falde i hans smag. Jeg har aldrig haft svært ved at lyve.

Ikke fordi, på den anden side, jeg nogen sinde har haft svært ved at tale sandhed. Det er bare ligesom med den venstre og den højre hånd: Det er dén man bruger, der bliver mest udviklet.”

Og i samme stil:

“Jeg gik en halv times tid. Ikke fordi jeg var på vej nogen steder hen. Jeg tænkte.

Det er ikke noget jeg tit gør. Det er heller ikke noget jeg er særlig god til. Det er for den sags skyld heller ikke noget, jeg har nogen speciel glæde af. Men det var ligesom om det var oppe i tiden. De ting der fandt sted rundt omkring mig krævede det.

Jeg gjorde mit bedste. Omtrent som en midaldrende mand, hvis kone altid har ordnet husholdningen, men som nu er alene en week-end, for første gang, på grund af hendes lillesøsters bryllup eller hendes mors begravelse, og pludselig skal finde ud af hvor opvaskebørsten ligger. På samme måde prøvede jeg at finde ud af at bruge min hjerne.

‘Mord i mørket’ er Dan Turèlls første krimi, udkommet i 1981.

Maise Njor: Du ser træt ud, skal jeg holde dine bryster?

Når man har læst tilstrækkeligt meget småsjovt i træk, kan det være tilfældigt, hvad der udløser det der grin, hvor man ikke længere kan trække vejret og slet ikke gengive, hvorfor det var så sjovt lige der.

Derfor er det også lidt svært at fortælle, hvorfor Maise Njors bog er sjov, men her er da i hvert fald en lille bid:

“Forleden, da jeg skulle til et vigtigt møde, sagde jeg for sjov til min otteårige datter, at jeg var bange for at komme til at slå en ordentlig prut. Hun så helt roligt på mig og sagde: “Hvis du gør det, så skal du bare skrige i vilden sky samtidig, så er der ingen, der hører den.”

O.k. Smart trick, hvis man går på fritidshjem, men måske ville pressedamen fra bogforlaget blive en smule forskrækket, hvis jeg stak i et hyl midt under mødet for at overdøve en kæmpe fis, som hun alligevel kunne lugte. Og jeg måtte endnu engang sande, at der er ting, man bare ikke gør, når man er voksen.”

Et andet sted starter en klumme sådan her:

“”Jeg er ved at brodere det her stolesæde til en mand, der er ved at dø,” sagde min faster, “så jeg skal virkelig brodere hurtigt.” Det var en meget mærkelig sætning.”

Til alle os uden selvværd (…)
Der er dog en lille sten i skoen, og det er den nyfeminisme, som Maise Njor og andre artsfæller står for.

Jeg kan ikke rigtigt holde ud, at hun synes, hun bliver nødt til at skrive eksplicit i forordet, at det ikke kun er ‘mænd over 50 med Rotary-nål og sovs på slipset, der må skrive, hvad de mener om ditten og datten…”.

Det er som om, hun er ude i et feminisme-ærinde, men kommer til at undergrave det ved at sige det. Som om der bliver lidt for meget offerrolle. Jeg synes nok, feminisme mere skal udøves ved at gøre og vise og ikke ved at klage og pege på sig selv – uanset hvor selvironisk og humoristisk det så er.

Heller ikke den her lille passage om penismisundelse kan jeg genkende mig selv i:

“Og vi ville da gerne have de goder, der følger med kønnet som sådan – fx mere i løn og en naturlig tro på os selv og vores eget værd – men det må da kunne klares uden at rende rundt med sådan en javertus mellem benene…”

Ahhh, jeg synes altså ikke helt, det er der, vi er.

Nå, men det var nu under alle omstændigheder ret sjovt at være i selskab med Maise Njor sådan et par timer i et sommerhus! Det  har lidt givet mig lyst til at lave en ny blog. Lad os se, om det bliver til noget.

Simon Fruelund: Panamericana

Hmm… én af de der bøger, som er glemt efter en gåtur i forårsvejret. Lidt for tænkt og stiliseret til min smag.

Heldigvis har alle det ikke på samme måde. Min ven Anders var vild med den – læs selv her.

Og jeg kan til gengæld anbefale Simon Fruelunds ‘Borgerligt Tusmørke’, som selvsamme Anders skriver om her.