“Nå,” råbte han nede fra drivhuset, straks han fik øje på mig, “Dér kommer du endelig! Jeg sad hele dagen i går og ventede, men ingen kom, og hvem skal jeg så fortælle historierne til, kan du sige mig dét? Og hvem skal fortælle dem videre? Ingen måske?”
“Æg” handler om de historier, der bliver fortalt imellem generationerne, og som lever videre i os. Hovedpersonen får et epileptisk anfald, da han bliver smidt i en mose af nogle lidt ukammeratlige kammerater. Efter anfaldet ser han syner og bliver sendt til sin morfar, som efter sigende også er lidt rablende. Han har nu åbnet sig for æggets ide, som morfaren siger.
Ægget er et guldæg, som bliver nedarvet gennem flere slægtsled, og som oprindeligt kommer fra en kongelig befrugtning. Drengen og morfaren er rammen om romanen, men historien udspiller sig i de gamle, knaldskøre dage, og det er både en fryd og også en lidt særpræget oplevelse at læse, fordi det rabler derudaf med fantasien. Man tilbeder sten og giver dem brød, så de kan vokse sig store, og folk har navne som Gamlingen og Kongens Svinesti. Hvis man har læst “Hundehoved”, vil man sandsynligvis tænke, at det er meget Morten Ramslandsk.
Herunder er et par passager fra bogen:
Drengen Sten, som er blevet til ved mellemkomst af en kæmpe af en konge og alligevel er blevet en hjulbenet dværg, fortæller: “Nogle kaster spædbørn op i luften og griber dem på deres spyd, mens andre har travlt med at voldtage mødrene. Gamlingen er kun en lille pige. Eller også er det hendes mor, der er en lille pige, eller hendes bedstemor. Jeg er i hvert fald den lille pige nu, fordi jeg spiste hjernen.”
Landsbyboerne tror på forskellige ting; sten og ellebørn f.eks. og altings begyndelse: “Hvis alting alligevel var sket på én gang ved verdens begyndelse og stillet i kø ventende på, at nuet skulle formsætte Skaberens vilje, kunne ombytning af elle- og menneskebørn vel ses som den nødvendige cirkulation mellem ellers lukkede systemet, som vinde, der blæste støv fra fjerne verdener til Nielsstrup og støv fra Nielsstrup til fjerne verdener i et system iværksat af Herren.”
Der bliver lavet stille fis med både de fattige troende, de rige vigtige, som her f.eks.: “Det mest hellige af dem (sprogene) var det himmelske latin, det var ikke det samme som latrin, så meget vidste Signe, da smeden først havde rettet hendes fortalelse. Latrin var det fine ord for lokum.”
Ordtryk 