“Dit kompetente barn” er en bog og en titel, som man kan have mange holdninger til, og som har affødt meget debat i fag- og forældrekredse, siden den udkom i 1995. Den er beskyldt for at lægge ansvaret fra forældrene, fordi man nu bare skal sætte sine børn fri og tro på, at de kan. Men Jesper Juul lader netop forældrene vide, at de har et stort ansvar – for relationen til deres børn og for tonen i familien. Det er langt vanskeligere at tage ansvar for end kunsten at sige nej.
Bogen handler om at lære børn social og personlig ansvarlighed, at gå fra lydighed til ansvarlighed. Derfor understreger han også, at bogen ikke præsenterer en ny opdragemetode, men netop er et opgør med, at man kan bruge en metode over for sine børn. Man skal først og fremmest være sig selv og sætte grænser for sig selv (det vil jeg ikke have) i stedet for at sætte grænser for sine børn (du må ikke…). Mange af hans pointer kan lyde som små nuancer af sprog, men er faktisk et rigtigt inspirerende blik på sit eget familieliv og forholdet til sine børn (og forældre – fordi selvfølgelig tænker man også på, hvordan man selv voksede op og blev opdraget).
Forfatteren, Jesper Juul, har for tre år siden skrevet et indlæg i Kristeligt Dagblad med titlen “Det kompetente barn 16 år senere”, hvor han beklager, at udviklingen er svær at få øje på, for som han skriver “Forældre og pædagoger vil i virkeligheden have præcis det samme som mine forældres generation: De vil have magt, kontrol og søde, nemme og velafrettede børn”. Derfor bliver vi ved med at opdrage i stedet for at udvikle. Og det er da heller ikke særligt nemt. Men hvem vil ikke gerne have ansvarlige, selvstændige, ligeværdige børn? Det vil jeg da gerne. Så jeg tror på det, og nu går jeg af og til og tager testen med mig selv: Ville jeg have sagt det sådan til min mand eller min veninde? Nej, nå, så er der heller ingen grund til at tale sådan til mine børn. Men det er nemmere sagt end gjort.
Ordtryk 