“Lejlighedssange” er sådan en kompakt, lille bog, som jeg havde lyst til at læse igen med det samme, jeg var færdig. Små, finurlige sætninger og underspillet humor i opgangen i andelsboligforeningen, hvor klientellet nok er karikeret, men ikke noget, som virkeligheden ikke til enhver tid vil kunne trumfe.
Fortælleren selv lever af at skrive horoskoper til et ugeblad og bijobber som sangskriver til de fleste lejligheder (i begge af ordets betydninger).
Noget af bogen handler om, hvor kedeligt det er at blive voksen. At hun ikke kan holde ud, at hun siger ‘tak fordi jeg måtte komme’, når hun besøger sin veninde, i stedet for bare at bunde et shot til velkomst som i gamle dage. Jeg husker især en lille sekvens i bogen, som fortælleren ser fra sit vindue. Hendes nabo mødes med sine venner i gården, og nu hvor de er blevet 40 og har fået børn, mødes de tidligt, så de kan komme hjem og sove i ordentlig tid. Og så sidder de der og deler minder og siger ‘kan du huske dengang…’, ‘ja, og det var også vildt, at vi…’. Og fortælleren grubler over, om de mon også vil mødes om ti år og sige ‘Ej, kan I huske dengang, hvor vi var 40. Gud, hvor var det praktisk, at vi mødtes tidligt.’
Ordtryk 